Cykelferie med børn: 10 gode råd fra erfaren børnefamilie

Cykelferie med familien – smuk natur, der glider forbi, harmoni og samvær med børnene.

Drømmer du om det? Så læs videre!

Her får du 10 tankevækkende tips til cykeltur med børn. Fra et forældrepar, der ved, hvad de taler om!

I august 2016 boede en australsk børnefamilie hos mig. De var på en 6 måneder lang cykeltur gennem Europa.

3.500 km cyklede de – forældrene Meraiah og Tim med deres to børn Morgan på 8 år og Eden på 5 år. På deres specialbyggede tandemer.

I dag er de vendt tilbage til Australien.

Inden de satte sig i flyveren med retning mod Australien, gjorde de status – og sammenfattede deres 10 bedste råd til andre børnefamilier, som også drømmer om en cykeltur med børn. 

DU kan bruge deres råd – uanset om du drømmer om en lang cykeltur som deres eller blot 2-3 dages cykeltur her til sommer.

Læs med – familiens råd er knivskarpe. Ærlige. Og meget tankevækkende. De bringer deres egne oplevelser og erfaringer i spil – og serverer det hele på et sølvfad for dig.

10 gode råd om cykelferie med børn – en australsk børnefamilie deler ud

1. Sænk dine forventninger

Sænk – eller endnu bedre opgiv – dine forventninger.

Uanset hvordan du forestiller dig, jeres tur til blive, udvikler den sig med garanti anderledes. Sådan er forældreskab (og livet i det hele taget).

Husk: Du er ikke alene – du er nødt til at tage hensyn til resten af familien. Og sandsynligvis deler dine børn ikke drømmen om at cykle på tværs af et land eller kontinent – så du er nødt til at tage hensyn til børnenes interesser og ønsker – både i din forberedelse, og når I er undervejs på cykelstien. Så sænk dine forventninger.

2. Børn kan mere, end du tror

Børn er meget stærkere, end du tror.

De vil klage og brokke sig undervejs. Men vores børn imponerede os utrolig mange gange med deres tålmodighed og beslutsomhed: De skubbede cyklen over bjergpas eller cyklede 82 km i silende regn. Bedrifter, der er imponerende, og som vi forældre kan trække på og hive frem hver gang, børnene siger “Jeg kan ikke”.

3. Øvelse gør mester

Hvis du drømmer om en lang cykeltur med din familie, så er du nødt til at komme ud og øve dig med dem. Øv jer, øv jer, øv jer.

Tag afsted en dag eller to – eller endnu bedre et par uger.

Find ud af, hvad der virker – og hvad der ikke gør.

Find ud af, hvor meget bagage I kan cykle med. Hvilke bakker I kan klare. Hvor langt I kan cykle osv.

Disse prøveture vil hjælpe dig med at planlægge en realistisk rute og giver jer en forsmag på, hvad der venter jer. Og I kan træffe valg, der passer til jeres familie.

Vi valgte en forholdsvis flad rute gennem Europa til vores 6 måneders cykeltur, fordi vi havde meget bagage med (80-85kg pr tandem).

Vi valgte en rute gennem flere industriområder, fordi vores børn elsker at se på tog, både, byer og huse. Vi overnattede ofte på campingpladser, fordi her var en god chance for at møde andre børn. En dag vil vi cykle på tværs af de canadiske bjerge eller gennem den australske outback – men det var ikke målet for denne tur.

4. Vær fleksibel

Vind, regn, uheld, sygdom, dårligt humør – det er ting, der kan ødelægge enhver cykeltur.

Når du cykler med børn er oddsene højere for, at noget vil slå jer ud af kurs. Derfor skal du være klar til at ændre din plan, din rute, din pakkemetode og udskifte dit grej.

For os var målet med turen at dele vores kærlighed til cykling og friluftsliv med vores børn. Når dette mål var i fare, tog vi en pause eller ændrede planer. Rejser med børn er udfordrende nok. Der er ikke grund til at vælge en umulig rute og tvinge familien til at stå turen igennem.

5. Husk musik og lav en playliste

Musik gør det muligt at klare enhver udfordring.

Med en iPhone fyldt med musik kunne vi købe os til to timers ekstra cykling.

6. Forbered dig på, at det bliver hårdt

Gør dig klart, at du skal arbejde. Hårdt.

Vi er erfarne campister og cyklister, men selv vi blev overraskede over, hvor hårdt vi måtte arbejdede hver dag: Lejren skulle etableres og pakkes ned hver dag, indkøb og madlavning, håndvask af vasketøj til fire personer skulle ordnes. Vi skulle tilberede mad, passe børn, lave lektier med dem og samtidig planlægge ruten og de næste etaper.

Som voksne vi fik ikke meget tid alene sammen (hvilket selvfølgelig ikke er meget anderledes end i vores normale hverdagsliv med arbejde).Men de mange fælles opgaver undervejs har virkelig bragt os tættere sammen som forældre.

7. Nogle mennesker vil dømme dig, men langt flere vil hjælpe dig

Som en cyklist, antager folk, at du er sårbar, fordi du ikke er indkapslet i en skal af stål og plast. Cykler du med børn styrkes denne formodning om sårbarhed. Og folk tilbyder at hjælpe.

Tag imod hjælpen! Vær taknemmelig. Fantastiske ting sker, når andre tilbyder deres hjælp.

8. Udfordringen er oftest mental

Der er ingen regel, der siger, at I skal cykle 20, 40, eller 80 km hver dag. Den fysiske udfordring er helt op til dig.

Forbered dig på, at der vil være rigtig gode dage og virkelig dårlige dage. Dine børn vil blive gnavne – og det bliver du også selv. Udfordringen er ikke at lade dit dårlige humør ødelægge det for resten af familien – og at du ikke lader børnenes dårlige humør ødelægge dit.

Beslut hver dag, at det er bedre at bevæge sig fremad end at stå stille – bortset fra de dage, hvor det forholder sig lige modsat! Og så må du tilgive dig selv og din familie, hver gang de er ved at give op eller bliver i dårligt humør. Hvil jer. Og bliv klar igen.

9. Du behøver ikke være rig for at tage på en lang cykeltur

Vi brugte i gennemsnit 60-65 euro per dag på vores cykeltur. Det omfattede lejlighedsvis hotelovernatning, restaurantbesøg og togture. Men vi kender folk, som har gennemført lignende ture for meget mindre.

Vi brugte hvad der svarede til et års opsparing på flybilletterne og alle vores udgifter undervejs på turen. Derudover havde vi udgiften til vores to specialbyggede tandemcykler. Opsparingen til turen betød, at vi i en periode gav afkald på nogle luksusgoder. Men de minder, vi fik på turen, beholder vi evigt.

10. Bare tag afsted

Vores tid på jorden er kort. Og tiden, mens dine børn stadig er børn, er endnu kortere.

Hvis du drømmer om en lang cykeltur med familien, så kom afsted. En dag. En uge. Et år. Præcis så lang tid du drømmer om. Du vil ikke fortryde det.

***

Læs mere om Meraiah og Tims cykeltur her: Familiens oplevelser i Danmark: Det bedste, det værste og det mest overraskende.

Foto: Tim Wimborne

Familiens 10 gode råd er oprindeligt posted på familiens Facebookside, som jeg har fulgt, siden de besøgte mig i sensommeren.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *