Hvad ‘Alene i Vildmarken’ har lært mig

Jeg er ikke stolt over at indrømme det: Men jeg forfalder ind imellem til reality-programmer.

Men bagefter er følelsen altid den samme: At have spildt en time på ligegyldigt TV. Og oplevelsen af, at programmet på ingen måde har beriget mit liv.

Alene i Vildmarken, som DR viser i øjeblikket, har dog vist sig at være en undtagelse. Og det skyldes ikke, at programmet handler om friluftsliv.

Der er to andre grunde til, at jeg er blevet hængende og har streamet samtlige afsnit.

Her er hvad jeg lærte af Alene i Vildmarken:

Alt det, vi hader ved Alene i Vildmarken

Men lad os lige starte ved noget brok – for ja – der ér mange dårlige ting at sige om Alene i Vildmarken også:

  • Der er ufatteligt mange elementer om dét at leve i naturen, som forbliver ufortalt.
  • Programmets mange gentagelser er til at få fnat af.
  • Graden af følelsesporno tenderer til det usmagelige
  • Opbygning frem mod hver hjemsendelse med krydsklip mellem de deltagere, der ser ud til at give op, mens programmet forsøger at bygge op mod det store klimaks, hvor det afsløres om det nu er tømmerflåde-byggende-Rune, familiemanden Emil eller notorisk-kaotiske Stine, der dropper sololivet i vildmarken og vender hjem til civilisationen.

Jeg kunne blive ved – der er mange drønirriterende ting ved programmet.  Men….

Derfor blev jeg hængende

Alligevel har jeg streamet afsnit efter afsnit – ja tilmed set dem alle som ”forpremiere”.

Hvorfor?

Forbi jeg er blevet bekræftet i to ret grundlæggende værdier.

Programmet sætter spot på noget yderst vigtigt og tankevækkende – noget vi alt for ofte glemmer:

Nemlig for det første: Betydningen af de nære relationer.

Og for det andet: Hvor lidt de materielle ting betyder for vores lykke.

For nylig var det den charmerende rødskæggede Allan, der sagde farvel til vildmarken. Han var høj af adrenalin i sin sult. Men rejste fra Nordnorge betydeligt klogere på sig selv.

Allan fik meget rammende formuleret kernen i dét, der har fastholdt min interesse for programmet:

”Der er ingen ting, jeg savner. Ingen fysiske ting. Kun mennesker”, lød Allans voice-over, mens han rev sin lejr ned.

Vi knokler time efter time i bestræbelserne på at få stadig højere betalte jobs…..så vi får mere ind på lønkontoen ….så vi kan finansiere endnu flere (ligegyldige) ting.

Tjah bum bum – giver det mening?

Lykken skaber vi selv – og den vokser ikke proportionalt med størrelsen af lønchecken

Lykkeforskning har vist, at materielle ting skaber en kortvarig lykke, når vi erhverver  tingen. Men at glæden også meget hurtigt fortager sig igen. For helt at forsvinde og blot blive aflyst at behovet for ruset, der opstår, når man anskaffer sig endnu en ny (ligegyldig) ting.

Nej. Lykken vokser ikke proportionalt med størrelsen af lønchecken

Forskningen har vist, at det er de nære relationer, der skaber den dybere og længerevarende følelse af lykke.

Ting, vi fortryder på vores dødsleje

Andre undersøgelser har vist, at det også er de samme ting, VI mennesker fortryder, når vi ligger for døden. Generation efter generation.

På top 5 blandt er “at have arbejdet for meget” og “ikke at have været der nok for venner og familie”.

Alt for mange af os opdager først, når det er for sent, at lykken er et valg, vi selv træffer.

Og alt for mange af os opdager for sent, hvad det virkelig er, der er vigtigt i livet – og hvad der gør os glade.

Dét har programmet fået mig til at reflektere over  (og huske på).

Og programmet har bekræftet mig i, at jeg skal fokusere på dét, der er vigtigt: Relationer, nærvær, engagement i mennesker og tid.

Alt for mange af os opdager først, når det er for sent, at lykken er et valg, vi selv træffer.

Hvad kan vi så lære af Alene i Vildmarken?

Jeg så første afsnit af Alene i Vildmarken, fordi jeg – som natur- og friluftselsker – var nysgerrig på, om friluftsliv kunne puttes ned i reality-kassen.

Det er ikke svaret på dét spørgsmål, der interesserer mig nu.

Jeg blev hængende af helt andre årsager. Afsnit efter afsnit.

Fordi jeg gang på gang har fået bekræftet, noget vigtigt – og noget, jeg selv tror på:

  1. At vi mennesker nemt kan leve et meget lykkeligt liv uden en dyr BMW i indkørslen, uden det nyeste samtalekøkken eller uden det smarteste modetøj fra de dyreste strøjbutikker. At alle de materielle ting, hverken gør os selv eller vores børn lykkeligere
  2. Og fordi jeg bliver mindet om at dyrke de nære relationer
  3. Fordi det får mig til at huske, at det er familien og de nærmeste venner, der er vigtige. Dem, vi tager for givet, dem vi ofte glemmer at sætte pris på. Glemmer at takke. Glemmer at være for.

Dét tager jeg mig med fra Alene i Vildmarken.

Og derfor glæder jeg mig til at se sidste afsnit.

God weekend til jer alle.

Nu er det farvel til skærmen – og ind til dem, der virkelig betyder noget, for mig.

Husker du at sætte pris på dine nære?

Vh. Line


Vil DU have flere fede oplevelser med dem, der betyder noget for DIG?

Få konkrete ideer til vandretur, kanotur, cykeltur og friluftsliv med børn:

Tilmed dig Nyhedsbrev fra Alle Ud her

You may also like...

2 Responses

  1. Allan Pedersen siger:

    Hvis jeg må forslå én ting til til den sidste liste over ting vi kan lære (eller huske os selv på) af at se Alene i vildmarken … at hvis man for alvor skal realisere sig selv er det nødvendigt nogle gange at turde miste fodfæstet og forlade hverdagens trygge ramme for en stund.

    Det er i de situationer vi virkeligt udvikler os og kommer styrket/klogere ud på den anden side 🙂

    Mvh – Allan – ja, ham fra vildmarken 😉

    Og ja – jeg sætter endnu større pris på mine nære nu 😀

    • Line Wagener siger:

      Hej Allan!
      Det må du meget gerne tilføje. En rigtig god pointe!
      Superfedt at du skriver, Allan! og dejligt at høre, at du føler dig styrket og klogere på dig selv!

      Når man forlader sine trygge rammer, sker der uendeligt meget, man ikke havde forudset. Det kan jeg 100% genkende.

      I 2015 tog jeg orlov fra arbejde knap 3 måneder.
      Pakkede cykeltaskerne med telt og trangia og cyklede gennem Europa med kæresten og vores to børn på 6 og 8 år. Fra Basel til Budapest. Det var langt fra som at være i vildmarken, men når man lever det enkle liv, hvor det kun handler om at være sammen, cykle frem til næste overnatningssted og ingen luksusting har med, sker der ting.
      Her nåede jeg selv frem til mange af de ting, du også nåede frem til i Vildmarken.

      Bagefter gik jeg hjem og sagde mit job op, og driver nu selvstændig konsulentvirksomhed.
      Det var endnu et skridt ud i det ukendte! Hvor jeg også lærer nyt hver eneste dag

      Ednu engang tak for at du delte dine tanker; Allan!
      Vh. LiNe – hende fra Alle Ud 🙂

      Du kan evt. læse lidt af hvad jeg lærte af cykelturen her:
      http://alleud.dk/7-ting-jeg-laerte-af-en-cykeltur/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *