Børnefamilie efter 1½ års kajaktur: “Vi vil være eventyrere på fuld tid!”. Kendt fra LifeisGOODfollowus.com København – Istanbul

Kajaktur fra København til Istanbul Lifeisgoodfollowus

Lars, Suzi, Liva (5 år) og Tiuri (7 år) forlod i maj 2014 København. De ville sejle til Istanbul. I kajak.

7.300 kilomenter blev det til.

Gennem kanaler og tunneller, langs Europas kystlinje, over Østersøen og gennem Middelhavet.

539 dage tog det.

En rejse, de ikke anede, om de kunne gennemføre, før de tog afsted.

Jeg har mødt familien.

Her er deres historie. Eller et par bidder af den. For en tur på 1½ år kan ikke fortælles på én gang.

Mød Lars, Suzi, Liva og Tiuri i en miniserie her på Alle Ud.

To pragmatiske forældre, der ikke lader sig bremse af omgivelsernes skepsis og bekymringer. Og to børn der har haft en hverdag, der på ingen måde ligner dén, vi andre kender.

1. del (får du her) 

  • Jeg tegner et miniportræt af en usædvanlig dansk børnefamilie.
    Hvem er de? Hvad drømmer de om?

2. del: Livsfarligt: Vores kajak revner på Middelhavet

  • Tag med Lars, Suzi, Liva og Tiuri ud på Middelhavet den dag, hvor den ene kajak slår læk.
    Familien er 20 km fra kysten og kan ikke se land. En livsfarlig situation udvikler sig.

3. del: Eksklusivt læserinterview

  • Lars Simonsen svarer på de 10 bedste spørgsmål fra Alle Ud’s læsere.
  • Måske var DU en af de mange Alle Ud-læsere, der stillede DIT spørgsmål, da jeg efterlyste input på Alle Uds Facebookside og i nyhedsbrevet?
    De er knivskarpe – alle jeres spørgsmål.
    Tak! Jeg glæder mig helt vildt til at bringe indlægget.

Tilmeld dig Alle Ud’s nyhedsbrev – så får du direkte besked, når lignende historier kommer på Alle Ud

Familien står klar med deres bagage før afgang

Klar til afgang: Lars, Suzi, Liva og Tiuri står klar med bagagen i København. De skal afsted på to Hobie Tandem Island kajakker med sejl.

Men først: Tag med på cafe i Horsens.

Og mød Lars Simonsen og hans familie. Helt privat.

Kajakturen var mulig, fordi vi aldrig har haft et stort privatforbrug

”Vi plejer aldrig gå sådanne steder hen!”. Lars drejer hovedet og ser rundt.

Vi sidder på en cafe i Horsens.

Musikken er dæmpet.

Omkring os sidder en mødregruppe med deres babyer og høje glas med cafe latte. Et andet sted nyder to ældre velklædte kvinder deres frokostsalat, mens de konverserer om et museumsbesøg.

”Det er alt for dyrt. Vi bruger normalt ikke vores penge på cafebesøg og den slags”.

Foran Lars står et stort glas isvand.

Suzi har bedt om en kop the. Børnene Liva og Tiuri takkede høfligt nej, da tjeneren tog imod bestillinger.

”Vi har aldrig haft et stort forbrug. Det er derfor, vi har kunnet rejse så meget”, bemærker Lars, mens han lader hånden glide gennem håret.

Jeg tager en tår af min kaffe. Mit blik rammer Lars outdoorbukser. De understreger hans ord.  Han ligner ikke en mand, der prioriterer cafebesøg.

Men hvem er han så?

Og hvilke tanker havde han og Suzi gjort sig, da de valgte at tage børnene ud af de vante rammer og sejle tværs gennem Europa i 1½ år i et par kajakker?

De spørgsmål håber jeg at få svar på.

Derfor sidder vi på cafeen i Horsens.

Lars har sagt ja til at fortælle mig om familiens kajaktur. Og jeg har glædet mig i dagevis. For deres rejse har imponeret mig ud over det sædvanelige.

En familieekspedition med to børn – i kajakker ned gennem Europa. Jeg var på samme tid skeptisk og imponeret, da jeg for længe siden først hørte om deres rejse.

Suzi og Liva på kajakken - Life is good follow us - portræt på Alle Ud

Suzi og Liva. Kajakken er en “sit on top” med to fastmonterede sæder

Efter kajakturen: Børnene er stadig ikke i skole

Familien er nu tilbage i Danmark efter 1½ år på vandet.

Det er torsdag formiddag.

En hverdag. I en helt almindelig uge.

Derfor bliver jeg overrasket, da Suzi og børnene også dukker op til interviewet sammen med Lars.

Vi leder stadig efter et nyt sted at bo her i Danmark”, forklarer Suzi. ”Børnene starter først i skole, når vi er flyttet ind i vores nye hjem”.

Liva og Tiuri smiler, da jeg sætter mig på hug og hilser på dem. De har begge næsten kridhvidt hår. Sommerhvidt, tænker jeg, bleget af solen – selvom det er vinter.

Børnene rækker mig hånden og fortæller uden tøven, hvad de hedder og hvor gamle de er. De ser på mig. Forventer at jeg vil stille dem flere spørgsmål.

Liva er 7 år, Tiuri 9 år. De to børn er vant til at møde ny mennesker – det fornemmer jeg med det samme.

Tiuri og Liva på stranden i Tyrkiet

Tiuri og Liva på stranden i Tyrkiet

Interviewet varer mere end en time.

Liva og Tiuri byder ind med en lille historie et par gange.

Men ellers lader de to børn forældrene fortælle. Uden at afbryde, uden at løbe rundt og uden at kræve forældrenes opmærksomhed.

Jeg fornemmer en stærk ro.

En ro, som forældrene udstråler, og som børnene spejler.

Mon det ændrer sig, når Liva og Tiuri kastes tilbage i hverdagen med skole, fritidsinteresser, børnefødselsdage, SFO-arrangementer og Disneyshow?, når jeg lige at tænke.

Lars afbryder min tankerække.

Han er allerede i gang med at fortælle – inden jeg får stillet det første spørgsmål.

Lars vifter eventyrlysten med Dannebro ved siden af den ene af familiens to kajakker

Lars vifter eventyrlysten med Dannebro ved siden af den ene af familiens to kajakker

Vi griber chancerne – og lader ikke frygten overmande os

”Vi vil gerne være fuldtidseventyrere”, siger Lars og ser på mig med sine klare blå øjne.

De blå øjne lyser op i hans ansigt, der har netop dén brune kulør, som alle vi andre vinterblege danskere drømmer om. En kulør, der ikke stammer fra timer i solariet hen over vinteren. Men som vidner om mange timer udendørs på havet. Præcis som Liva og Tiuris hår.

”Fuldtidseventyrere?”, spørger jeg.

”Ja. Vi vil se, om vi kan leve af vores rejser. Det er jo vores livsstil. Jeg vil gerne skrive en bog, holde foredrag og fortælle om mine erfaringer. Det er vores drøm lige nu”.

Det er kun nogle få måneder siden, familien satte fødderne på dansk grund efter deres 1½ år lange kajakekspedition. En drøm de allerede har realiseret.

Tidligere har de rejst i bl.a. Sydamerika, USA og Canada.

Men turen fra København til Istanbul var familiens første erfaring med en længere kajaktur.

De ligner på mange måder en almindelig børnefamilie. Men hvor kommer eventyrlysten fra?

”Hverken Suzi eller jeg er ud af familier, der har været eventyrer. Vores egne forældre er helt almindelige mennesker med almindelige jobs”, fortæller Lars.

”Vi havde ikke stor erfaring med kajakker, før vi tog afsted. Ja – vi havde faktisk ingen anelse om, vi kunne klare turen. Vi to voksne havde aldrig været på en eneste kajaktur sammen, før vi tog afsted!”

Jeg ser på Suzi.

De havde ikke været afsted i kajakkerne før turen ned gennem Europa?

Jo mere Lars og Suzi fortæller, jo mere tegner der sig et billede af to mennesker, der griber mulighederne, når de byder sig – og som ikke lader bekymringer bremse deres drømme.

”Mange stillede spørgsmål ved vores projekt, da vi begyndte at fortælle om kajakturen. Især dem, som ikke selv har sejlet i kajak eller rejst på dén måde. Vores egne forældre var også meget bekymrede. Mange mente også, at vores rejserute ned gennem Europa var umuligt. F.eks. påstod flere, at vi ikke kunne sejle gennem Kielerkanalen og ned ad Rhonenfloden. Men det lykkedes altså”.

Lars holder pause.

Han smiler til Suzi og løfter glasset med isvand op til munden.

”….Men hånden på hjertet: Havde vi kendt alle de udfordringer, vi stødte på, inden vi tog afsted – ja, så havde vi nok også været mere stressede. Men vi lader os ikke bekymre på forhånd”.

Der er en lethed i Lars stemme.

”Vi fik først kajakkerne få dage inden afrejse. Og forinden havde vi kun sejlet på mindre kajakker – og vi havde ikke erfaring med sejl”.

Hans tonefald rummer hverken fortrydelse eller forundring.

Kajaktur fra København til Istanbul: Andre børnefamilier kan gøre det samme

Nogle vil måske kalde Lars og Suzi jubeloptimister.

Eller naive – at tage af sted med så lidt erfaring.

Men jeg ser et par meget pragmatiske forældre.

Forældre, der tror på, at man kan flytte et bjerg, hvis man bare starter med den første sten. Og bliver ved.

Lars trækker på skuldrene:

”Så utrolig var vores tur jo heller ikke. Andre børnefamilier kan gøre præcis det samme. Man behøver ikke gøre det sværere, end det er: Det handler om at kunne tage en kajak og sejle 10 kilometer med sine børn, slå et telt op, lave mad, overnatte og pakke sammen igen dagen efter. Kan man det – ja, så kan man også tage på en længere tur som vores. For dagen efter skal man blot gentage, hvad man gjorde dag 1.”

Jeg smiler.

Måske har han ret?

Måske dræber vi selv mange af vores drømme?. Fordi vi ikke bare kaster os ud i dem.

Jeg ved det ikke.

Men jeg kan se, at Lars og Suzi er mennesker, der handler.

To forældre, der handler – uden at lade sig bremse af omgivelsernes skepsis.

Ved Corfu, Grækenland

Ved Corfu, Grækenland

Synker kajakken? Store problemer på Middelhavet – Anden del

Men udfordringerne meldte sig alligevel. Selvom Lars og Suzi ikke lod bekymringerne tage overhånd før afgang.

I næste afsnit kommer du med ud på havet.

Vær med den dag, familien krydser Middelhavet – og den ene kajak begynder at synke. 20 km fra land.

Dén historie får du i anden del af miniserien om Lars, Suzi, Tiuri og Livas kajakekspedition fra København til Istanbul.
Og det er ikke den eneste dramatiske oplevelse, familien deler med dig i andet afsnit.

Kunne du lide, hvad du læste? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Alle Ud – så får du besked, når der kommer lignende historie!

Fotos: Lifeisgoodfollowus


Se familiens egen video: 1½ år i kajak fra København til Istanbul. Fortalt på 2 minutter

Læs mere om familiens to Hobie kajakker her

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *