Vandring i Østrig med små børn er børnevenligt, billigt og overraskende nemt

Vandring Østrig Saalbach små børn - nemt - vandreferie familie

Vandring med små børn? Det er for besværligt eller helt umuligt, tænker du måske? Nej – faktisk ikke!

Det var overraskende nemt, utrolig børnevenligt og ja – en af de bedste ferier, vi nogensinde har haft! (Nina)

Her får du opskriften på, hvordan du kan tage børnene med på vandretur – uden bøvl og besvær.

Nina fra Østjylland har været i Saalbach i Østrig med sine små børn. Hun kalder det ”Vandreferie light”:

Opskriften på Vandreferie Light er: Bo på et hotel og tag på dagsture op i bjergene for at vandre. I kommer nemt op i det smukke bjerglandskab med gondoler og lifte – og vandreruterne er udformet, så selv små børn kan deltage. En vandreferie med børn i Saalbach kræver ikke megen planlægning, fordi informationerne er lette at få fat på, og mulighederne er mange.

Familieferie: Vandring med små børn

Nina er 33 år. Hun er mor til drengene Kristjar og Oskar. De var 4½ og 1 år, da hun sammen med sin mand tog dem med på vandreferie i de østrigske alper.

Her deler Nina sin oplevelse med dig – om vandring i Saalbach med små børn.

Hun fortæller, hvad der gør vandreferie i Østrig så børnevenligt. Og hvorfor det er både nemt og billigt.

Jeg er ikke det store friluftsmenneske. Men vandretur i Østrig med små børn var bare så let og slet ikke primitivt. Jeg vil anbefale det til ALLE børnefamilier. Også til nybegyndere – og især til de forældre, der ikke orker primitive ture med telt – men som alligevel gerne vil have de storslåede naturoplevelser og gerne vil være aktive med deres børn. (Nina)

Læs også: De 10 bedste råd til børnefamilier, der vil på vandreferie 

Facts: Vil du kopiere vandreferien til Saalbach? Find info og links nederst i artiklen. 

Vandring i Østrig. Børnefamilie. Små børn. Alle Ud

Vandreferie i Saalbach: Vandring med dagsture ud fra hotel

Vandreferie for en familie med små børn kan virke overskueligt. Det kender Nina alt til.

Men vælger du det rigtige feriekoncept, er vandring ikke mere bøvlet end andre ferieformer.

Det kan jo være utrolig hårdt at have små børn. Som forælder servicerer vi jo børnene døgnet rundt, når de er små. Når man endelig har ferie, orker man ikke, hvis det bliver alt for besværligt. Men jeg oplevede overhovedet ikke, at det var besværligt at tage på denne tur. Vi skulle have en madpakke i tasken – det var dét – ellers var det nemt og ligetil. Og gevinsten – i form af de fælles oplevelser, vi fik – var så meget større, end hvis vi bare havde ligget ved en swimmingpool en uge. (Nina)

Selvom ferien omfattede daglige vandreture i det kuperede bjerglandskab, kalder Nina turen for en ”vandreferie light”: Familien boede på et lækkert hotel og holdt sig til dagsture med kortere vandreture, som børnene kunne deltage i.

Hotellet var placeret centralt i Saalbach, en idyllisk alpeby.

Vi havde booket hotellet hjemmefra. Det var utrolig billigt, fordi det er et skisportshotel. Og skisportshoteller har jo højsæsonen om vinteren. Med i prisen fik vi helpension og et ‘Joker card’, der gav ubegrænset adgang lifte og gondoler i området. Jokerkortet gav også gratis adgang til en række aktiviteter. Kortet gav os stor fleksibilitet og gjorde det nemt at komme ud at vandre. (Nina)

Fra hotellet var der få minutters gang til gondoler og skilifte, der bragte familien hurtigt og let op på de forskellige bjerge omkring byen.

Det var en kæmpe fordel, at vi nærmest ikke skulle gå rundt nede i byen. Det tog 10-20 minutter fra vi forlod hotellet, til vi stod oppe i bjergene. (Nina)

Joker Card Saalbach - vandring i Østrig Alle Ud

Joker card. Giver fri adgang til alle lifte og gondoler i Saalbach – og til en række aktiviteter

Nem vandreferie uden planlægning hjemmefra

Nina og hendes mand træf beslutningen om vandreferien i Østrig impulsivt, efter de havde tilbragt et par ugers ferie i Danmark med halvkedeligt vejr.

Familien havde derfor ikke haft tid til at planlægge de enkelte vandreture. Men det var heller ikke nødvendigt.

Det var ikke noget problem, at vi ikke havde planlagt tingene hjemmefra. Østrigerne er vant til at lave struktur og sætte tingene i system i skisportssæsonen – og det havde de overført til sommerturismen.  Informationen var utrolig let tilgængelig, da vi kom derned. (Nina)

På hotellet fandt de materiale over vandreruterne i området. Her var også en guide, der tilbød arrangerede vandreture.

Information om vandreruter, kort og andre aktiviteter i området var også tilgængelig online.

Vi fandt også en hjemmeside for området og om Jokerkortet. Her var alle nødvendige oplysninger om aktiviteter i området, og vi kunne læse om vandremulighederne. Det var endda på engelsk. Hvis man er typen, der foretrækker at planlægge ferien lidt mere, kan man sagtens gøre det hjemmefra. (Nina)

Vandreruter lavet til familier med børn

Ifølge Nina har østrigerne stort fokus på at udvikle tilbud til familier i sommerhalvåret. Både skisportshotellerne, som har lav belægning om sommeren, og de lokale turistorganisationer gør meget for at tiltrække turister i deres lavsæson.

Fra gondolerne udgik et hav af vandreruter. Der var lange og krævende ruter – men også lette og korte ruter, der var perfekte for børnefamilier.

Eventyrruten var én af de familievenlige vandreruter:

En dag fulgte vi en eventyrrute. Den tog udgangspunkt i en eventyrfigur – en trold. Ruten var markeret og var 6-7 km lang. Men fordi der var små aktiviteter og udfordringer undervejs lavet specielt til børn, var det slet ikke noget problem at vandre den distance for vores dreng på 4½ år. (Nina)

Kristjar på 4½ år var meget optaget af de aktiviteter, han kunne prøve undervejs på Eventyrruten. Og de mange små delmål gjorde distancen overskuelig.

Et sted skulle han klatre op i et tårn. Et andet sted var der en rutchebane bygget på bjergsiden, og hvor han skulle klatre op af klipperne for at nå toppen. Et tredje sted var der instrumenter af træ, han kunne spille på.

Vandring i Saalbach på Eventyrrute. Øtrig. Vandreferie for børnefamilier

Kristjar på 4 år på vej over en hængebro på Eventyrruten i Saalbach. For enden møder han et hviskende træ. 

Vandring i Saalbach Østrig. Udsigt og leg på Eventyrruten. Børnefamilie vandreferie

Forældrene kan nyde udsigten over bjergene, mens børnene klatrer til tops på klatrepælen. Klatrepælen er en af de små udfordringer på den familievenlige Eventyrrute

Vandring Saalbach Østrig. Leg med vand. Eventyrruten. Alle Ud

Der er tid til at lege med vand undervejs på Eventyrruten.

Noget af det bedste var de steder, hvor vi kunne lege med vand. Flere steder stod vi bare og kastede sten i en å. Andre steder var der bygget små legepladser, hvor man kunne lege med vandet. Dér kunne vores yngste søn, Oskar på 1½ år, også være med. Vand er så simpelt – og bare så sjovt. Børnene var helt vilde med det. Vi var der flere timer. (Nina)

Nina gentager flere gange, hvor familievenligt området var. Vandreruterne var nemme at følge, og der var muligheder for at søge indendøre i de hytter, der servicerer skiløberne om vinteren.

Østrigerne har et helt specielt mindset over for familier. De er gode til at finde på aktiviteter til børn. Og de er så venlige over for familier. Det betyder virkelig meget – for små børn kan jo larme og spiser jo ikke altid på den mest appetitlige måde. Men vi mødte kun stor rummelighed og venlighed. Børnene var velkomne overalt. (Nina)

Vandring giver børn succesoplevelser og sejre

Nina og hendes mand tager tit børnene med på småture i Danmark. Alligevel var Nina spændt på, om vandreturene i bjergene ville blive for svære for børnene.

Før vi tog afsted var vi selvfølgelig spændte på, hvordan det ville gå. Og om børnene bare ville begynde at skrige, fordi det var for hårdt at gå langt. Men det oplevede vi ikke. Tværtimod. Kristjar var vild med det. Han mærkede jo også, at vi voksne rigtig godt kunne lide det. Og der følger børn jo bare med – når de mærker voksnes begejstring. Det kommer ret naturligt.  (Nina).

Mens vi taler sammen vender Nina flere gange tilbage til, hvordan vandreturene påvirkede børnene. Særligt Kristjar fik styrket selvtilliden og overvandt sig selv mange gange.

Kristjar fik mange sejre undervejs. Han kunne godt fornemme, at han gik langt. Hans begejstring over at udrette noget stort lyste ud af ham. Han var stolt, glad og sagde flere gange: ”Ej – jeg gjorde det” eller ”Jeg kunne da godt gå så langt, mor!” (Nina)

Turen med gondolerne var også en oplevelse for en lille dreng. Han var bange de første gange, familien skulle med en af lifterne. Men han overvandt sig selv.

Han var bare så stolt. Han så på mig og sagde flere gange ”Wauh – nu kommer jeg op på bjerget, mor!”. (Nina)

Børnenes begejstring smittede også af på forældrene.

Turen har også betydet meget for mig som forælder. Når man har små børn, finder man jo virkelig ud af hvor fedt det er at opleve noget med sine børn – og hvor meget de responderer på det. (Nina).

Vandring i Saalbach Østrig. Pause i skyggen ved en flod. Børnefamilie vandreferie. Alle Ud

Pause i skyggen ved en flod.

Vandreturen i Østrig har givet mig mod på flere aktive ferier

Oplevelserne i Østrig har lagt kimen til nye vandreferier.

Denne tur har lært mig, at det overhovedet ikke farligt at prøve noget nyt! Når man vælger en løsning, som vi gjorde med en fast base og dagsture, kan man jo justere alt undervejs. Der var masser af andre muligheder i området, hvis vi var kommet frem til, at vandring slet ikke var noget for os. (Nina)

Jeg spørger Nina, hvem hun mener, kan gennemføre en tur som deres. “Alle”, svarer hun – uden tøven.

Udsigt over bjergene i Saalbach Østrig. Barn i bærestol. Vandring med børn. Alle Ud

Udsigt over bjergene. Nina har Oskar på 1½ år i bærestol på ryggen. Kristjar på 4½ går selv.

Turen har betydet meget for mig. Jeg har fået meget mere mod. Efter vi kom hjem, har vi købt telt og soveposer. Vi vil tage på småture i weekenderne i løbet foråret. Og til sommer rejser vi til Norge og vandrer. Vores set-up bliver igen en fast base og dagsture – som i Østrig. Men nok kombineret med et par ture med en enkelt overnatning i telt. (Nina)

Vandreferien i Saalbach var en nem løsning for en familie med små børn.

Overnatning på et hotel og dagsture op i bjergene er, efter Ninas mening, en perfekt måde at starte, hvis man ikke har været på vandretur før.

Det er ikke nogen grund til starte med det primitive. Men det har jeg fået mod på nu, hvor jeg har set, at børnene bare synes det er så fedt. (Nina)


Læs også: De 10 bedste råd til dig, der vil på vandreferie med små børn.


Kopier turen: Alt hvad du bør vide om vandreferie i Saalbach, Østrig

Fik du lyst til at tage dine børn med på vandreferie i Saalbach? Find de nødvendige oplysninger her.

Book hotel i Saalbach

Nina bookede hotellet i Saalbach via Travelbird.
Hun fandt hotellet under kategorien “familieferier”
Familien kørte selv derned i egen bil.
Med i prisen for hotellet var helpension og jokerkortet, der gav adgang til lifter, gondoler og aktivitet i Saalbach

Jokercard: Adgangskort til lifter, gondoler, busser og aktiviteter i Saalbach

Læs mere om Joker Card i Saalbach.

Eventyrruten i Saalbach

Læs mere om eventyrruten i Saalbach

Sommeraktiviteter og vandring i Saalbach

Find mere information om vandring, aktiviteter og oplevelser i Saalbach her.

Interaktivt vandrekort 

Forbered jeres vandreture på et interaktivt vandrekort


Har du børn i skolealderen?

Så vil disse artikler måske interessere dig:

Vandretur med børn på 8 og 10 år på Gendarmstien – Danmarks vandrerute nr. 1 for børnefamilier

Vandring med større børn: Hvad jeg lærte om distancer, vægt, gåtider og grej

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

15 Responses

  1. Pernille siger:

    Hej Line, vi har med stor interesse læst din beskrivelse af ferien i saalbach. Det må vi bare prøve 😉
    Kan du huske hvad hotellet hedder?
    Pernille

    • Line Wagener siger:

      Hej Pernille.
      Skønt du blev inspireret.
      Jeg har ikke selv været i Saalbach – men lavet interviewet med Nina. Hun nævnte desværre ikke hvad hotellet hed.
      Men understregede, at de boede tæt på en af de store gondoler i centrum.
      Håber det kan hjælpe dig videre.
      Vh. Line

  2. Kristoffer Lunøe siger:

    Hej Line

    Er lige den anden dag kommet hjem fra en “kopi” af Saalbach turen. Det var en kæmpe succes! Havde mine piger på 2,5 og 5,5 med og de fik gået nogle km og højdemeter.
    Vi valgte en ferielejligheder (også i Saalbach by) i stedet for et Hotel, da vi gerne ville have mulighed for selv at lave mad og have et separat værelse til pigerne.
    Var også forbi Kitzsteinhorn gletscheren og det kan også anbefales med børn. Det var et hit at kælke midt om sommeren.

    Mvh

    Kristoffer

    • Line Wagener siger:

      Kære Kristoffer
      Ej, hvor bliver jeg glad for at høre det!
      En “kæmpe succes” ligefrem! Det varmer dybt ind i mit store friluftshjerte!
      Sådan en feedback bliver jeg utrolig glad for!

      Og tak fordi du deler dine erfaringer og tips fra jeres tur – til glæde for alle andre forældre, der læser med!

      Vh. Line

  3. Tak for stor inspiration! Den tur vil vi måske kopiere, når vi skal afsted i barslen med vores andet barn:-)
    Men ved du hvad forskellen på en bæresele og en bærestol er? Vi vandrede med ergonomiske bæreseler i Skotland nemlig. Korte ture med en etårig.

    • Line Wagener siger:

      Hej Camilla
      Dejligt at høre, du kan bruge ideen!

      En bæresele bruges typisk til de helt små børn og du bærer barnet mod din egen mave. Også børn, der endnu ikke kan holde hovedet, kan sidde i en sele – bare ikke alt for længe ad gangen.
      En bærestol ligner mere en traditionel rygsæk. Du har barnet på ryggen. Bærestole er til større børn, der kan sidde selv.
      Bjarke fra Grejguide har lavet en fin guide til bærestole – du kan finde den her:
      http://www.grejguide.dk/site/bedste-baerestol-til-baby-og-boern/
      Vh. Line

  4. Sofie Skriver siger:

    Hej Line:)
    Skøn inspiration der har fået os til at vælge en tur til Zall am See. Vi tager afsted om en uge:) Vi skal vandre med udgang fra et all inclucive hotel med “sommerkort” til seværdighederne omkring.
    Jeg kan se I også havde en lille en med. Vi har vores søn på 1,5 år med. Jeg overvejer en del hvordan han skal få sine middagslure (2-3 timer) når vi er ude og vandre. Vi har en bærestol med, men tænker han ikke får sovet godt der. Hvad har I gjort?
    Hilsen Sofie Skriver

    • Line Wagener siger:

      Hej Sofie
      Tusind tak for din kommentar – hvor er det dejligt at høre, at I har ladet jer inspirere.
      Desværre nåede jeg ikke at svare på dit spørgsmål, før I tog afsted. Jeg befandt mig selv i bjergene – langt fra internettet på en god lang ferie.

      Artiklen bygger på et interview, jeg lavede med Nina. Det er hendes families erfaringer, jeg deler. Men jeg husker, at hun fortalte, at deres mindste nogle gange faldt i søvn i bærestolen – men at de også ofte tog op og ned med bjergbanen flere gange om dagen – og netop holdt “siesta” ved hotellet, så den yngste kunne sove.
      Jeg håber, I har haft en rigtig god tur
      Vh. Line

  5. Ida siger:

    Jeg ville gerne vide, hvordan den mindste klarede turen derned i bil? Jeg kan forestille mig, at vores på 1 ikke vild være vild med at være lænket til en bil så længe. Måske mange stop på vejen?

    • Line Wagener siger:

      Hej Ida
      Godt spørgsmål!
      Jeg kan huske, at Nina fortalte, at de tog det stille og roligt, holdt masser af pauser og tog en overnatning undervejs!
      Det kan være udfordrende at køre langt med en lille på 1 år – og det må nødvendigvis være på deres præmisser!
      Bh. Line

  6. Anne siger:

    Hej Line,

    Vi vil rigtig gerne vandre i Østrig, men med en baby på et halvt år, synes vi turen er liiidt lang til dette års ferietur. Du har vel ikke erfaring med gode vandre/gåområder i Nordtyskland eller Sverige, hvor man kan gå kortere ture med et barn på maven og to større børn på gåben? Vh Anne

    • Line Wagener siger:

      Hej Anne
      Dejligt at høre, at I har mod på vandring med små børn!

      Harzen i Tyskland betegnes også ofte (og med rette) som et sandt vandreparadis.

      Harzen er et reelt vandreområde med flot natur, markerede stier (både korte og længere ruter) og gode adgangsforhold.

      Jeg har ikke selv været der med små børn, men hvis jeg skulle igang med planlægning af vandreferie der, ville jeg investere i dette kort og starte planlægningen herudfra: https://alleud.dk/Harzen-kompass-kort (reklamemlink)

      Kompass er specialiseret indenfor bl.a. vandrekort og vandrebøger.
      Kortet jeg linker til er i målestoksforhold 1:50.000 og dermed præcis, hvad du har brug for. Der medfølger faktisk 2 kort!

      Bloksbjerg (Brocken) ligger jo også i Harzen. Det er med sine 1.141 meter det højeste bjerg i området og et meget populært udflugtsmål.

      Håber dette kan bringe dig videre
      Vh. Line

  7. Louise siger:

    Hej! Er der nogen der har erfaringer med at vandre i Grækenland? I Metéora området ved Olympos? Og så en andet spørgsmål: Når man har tre forskellige aldre: 18, 9 og 4 år? går man så efter ruter der passer den 4-årige? MVH Louise

    • Line Wagener siger:

      Hej Louise
      Hvis du har børn i forskellige aldre, er du nødt til at tilrettelægge turen efter “laveste fællesnævner” . Ellers bliver det vanskeligt at komme igennem. Du kan evt. overveje om I kan dele jer op en gang i mellenm så de lidt ældre børn også bliver tilgodeset.
      Og Grækenland- der har jeg stadig vandring til gode
      Vh. Line

  1. 28. maj 2017

    […] med overnatning på hotel. Dette er min rejse i barsel-drøm nr. 1 pt og det skyldes helt sikkert et super velinformerende blogindlæg om at vandre i Østrig med små børn, som jeg vil anbefale alle, der overvejer det samme at […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.