Året der gik – Højdepunkter fra outdoor-året 2017

Alleud.dk Alle Ud

2017 lakker mod enden.

Jeg ser tilbage på 2017 her: Mine personlige outdoor-highlights fra 2017 – familieoplevelser, jeg har delt med Jens og vores to børn, der i år har rundet 8 og 11 år.

På outdoor-fronten har 2017 været ret fantastisk.

Kors hvor bliver jeg varm om hjertet, når jeg tænker tilbage på de mange fantastiske minder fra 2017.

Jeg har har haft mulighed for at vise mine børn glæden ved nye typer outdooraktiviteter. Men vi har også i stor stil har dyrket ‘de sikre hits’.

Der har selvfølgelig også været skuffelser og udfordringer. Her er årets highlights.

Vandring Østrig børn

“Se mor, dernede er hytten, som vi overnattede i. Vildt at vi allerede er kommet så langt op”. Vi er på vandreferie i Østrig, og 8 årige Alma er både stolt og imponeret over, hvad hun kan præstere

Årets bedste aktive ferie

Årets ubetinget fedeste oplevelse var vores hytte-til-hytte-vandreferie i Østrig i sommers.

Jeg havde glædet mig så meget, at jeg havde helt ondt i maven.

Vandreferie kom ind i mit liv i 2001, hvor Jens og jeg var afsted på vores allerførste hytte-til-hytte tur i Alperne. Vi var nyforelskede og vandrede en uge rundt i bjergområdet Rätikon, mens solen skinnede, og vi besteg bjergene. Den tur står som noget af det ypperste i mine aktive ferieminder.

Derfor har vi altid drømt om at give børnene samme oplevelse. Over de sidste år har vi langsomt bygget op til turen. Og det blev så i år. 🙂

Vi var afsted 7 dage. I Rätikon, Østrig.

Klatrede over bjergpas, spiste apfelstrudel i hytterne om eftermiddagen, badede i en kold bjergsø, vandrede i heavy rain og hilste på bjergkøer.
Præcis som det skulle være.

Og ungerne – de var seje. Jeg er så stolt af, hvad de klarede.

Området, vi vandrede i, er fabelagtigt for nybegyndere. Der er mange hytter indenfor kort afstand, og ruter i forskellig sværhedsgrad og længde. Derfor egner området sig virkelig godt til både børnefamilier, nybegyndere og de mere øvede.

Stay tuned – jeg er igang med et par artikler om vandreturen – og hytte-til-hytte-vandring i det hele taget.
Artiklerne rammer Alle Ud i starten af 2018 Du bliver automatisk adviseret, hvis du er tilmeldt Alle Ud’s nyhedsbrev.

Vandring Østrig Familie Børn

Rätikon i Vorarlberg er et fabelagtigt vandreområde til hytte-til-hytte-ture. Følg med på Alle Ud. hvor du snart kan læse om vores tur

Årets smukkeste kanotur

Sammen med 4 andre familier var vi på kanotur Lindenborg Å i september 2017.

10 voksne og 11 børn mellem 2 og 11 år….
Der var en del årer, redningsveste og madpakker at holde styr på :-).

Lindenborg Å i Østhimmerland har sin helt egen charme – og kan på det varmeste anbefales til en dagstur eller en to-dages kanotur.

Kanotur Lindenborg Å

Der er stille og uforstyrret natur langs Lindenborg Å i Himmerland

Årets udfordring

Vilje og gåpåmod kommer før udstyr, når man skal kaste sig ud i nye eventyr. Det er min holdning.

Derfor var havde jeg tilmeldt familien, da Danmarks første Mountainbike Festival blev afholdt i Søhøjlandet i maj 2017.

Jeg troppede op i skaterhjelm og en løbetrøje. Og børnene gennemførte en 20 km lang MTB-tur på deres frog-bikes, som de har turet Europa rundt på.

Selvom vores udstyr var langt fra så tjekket som den tidligere MTB-verdensmester Michael Rasmussen, der også deltog, havde vi en vild dag. Vi fik trænet køreteknik gennem leg og blev presset på fart og mod på turen gennem Søhølandet.

Mountainbike er en sport, jeg gerne vil dyrke mere af i fremtiden.

Et par håndfulde ture er det blevet til i 2017. Ud over at være en sjov genvej til motion i hverdagen, åbner MTB også nye muligheder for aktive ferieoplevelser rundt i Danmark og Europa sammen med børnene. Slet slet ikke tosset!

Mountainbike festival søhøjlandet

Årets billigste cykelferie

Nordjylland var rammen for årets billigste ferie: 4 dages cykeltur, der kostede nul og nix.

Yeps – du læste rigtigt: 4 dages ferie til den fabelagtige pris af 0 kr.

Cykler, cykeltasker, telt, soveposer, kogegrej mv. har vi, da vi efterhånden har cyklet tusindvis af kilomenter med ungerne.

Så cykler og udstyr blev bare hevet ud af kælderen. Og afsted med os.

Vi overnattede i telt på gratis primitive teltpladser. Kørte til og fra startstedet i vores egen bil og brugte ikke penge på aktiviteter undervejs. Bare en helt ‘ren’ cykeltur i den smukke nordjyske natur – det er oplevelse nok i sig selv.

En artikel om vores cykeltur i Nordjylland, hvor vi bl.a. cyklede langs Vestkystruten (nationalrute 1) er i pipeline og kommer også i starten af 2018.

Der var flere meget fine strækninger – men også virkelig håbløse skiltede cykelruter på turen. Og erfaringer fra dén tur, jeg gerne vil dele. Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du besked, når artiklen om cykelturen er klar

Cykeltur Nordjylland Vestkyststien

Cykeltur med familien i Danmark. Solen skinner, og vi er langt fra turisthorderne. Bedre bliver det ikke.

Årets dyreste aktive ferie

Årets alpinskitur er altid den ferie, der mærkes mest på vores feriebudget.

2017 var ingen undtagelse.

Vi var i Trysil med et sæt gode venner, der også har børn i skolealderen.

Vejret var med os, sneen var god – og tjah hvad kan man sige: Skiferie er lige så sjovt, som det er dyrt. Men så er et jo godt, at man i Norge kan stå på lysløjper til sent om aftenen, så man kan få fuld valuta for pengene 🙂

Vi står stille et kort sekund til ære for kameraet – derefter er det fuld fart igen, for det er piv-koldt en sen januar-aften i Norge

Årets bedste vandreoplevelse i Danmark

Vandreturen på Gendarmstien i pinsen kommer ubetinget ind på en førsteplads over årets bedste danske vandreoplevelse.

Turen var tilrettelagt som en ‘testtur’ før sommerens alpevandring. Og vi gjorde os også en del vigtige erfaringer om vandring med børn, som var afgørende for hytte-til-hytte-vandreturen i Østrig.

Gendarmstien viste sig at være yderst familievenlig, varieret, virkelig godt skiltet, og serværdighederne lå som perler på en snor. Så turen blev mindeværdig – og meget mere end ‘bare’ en testtur.

Kollund Skov Gendarmsti Vandretur børn

Kollundskoven er nærmest en jungle – og det er ikke uden grund, at et stykke af Gendarmstien hedder ‘Bjergetapen’

Årets bedste sheltertur

Nogle af de skønneste shelters ligger langs de danske kyster. I april overnattede vi et shelter ved Andkær Vig ved Vejle Fjord.

Det var stadig forårskøligt, så vi havde uldhuer på og måtte krybe tidligt i soveposerne.

Men en mørk stille forårsnat er – efter min mening – det bedste tidspunkt at tage på sheltertur: Ingen kryb og myg og kun få andre mennesker. Og når andre laver mad, mens man tager selfie, så er lykken jo gjort.

På shelterpladsen ved Andkær Vig ligger tre bookbare shelters op ad skrænten. Det øverste har den vildeste udsigt. Det midterste ligger i læ og har fin bålplads og bænk. Det nederst skal du holde dig fra – det ligger ucharmerende lige op ad en p-plads

Årets bedste oplevelsesgave

Tænk sig at have svigerforældre, der giver dig en kanotur i fødselsdagsgave. Så heldig var jeg i 2017!

En dagstur på Odense Å.

Og selvom begge svigerforældre er over 70 år, skulle de selvfølgelig selv med på turen.

Så tre generationer hoppede i kanoerne, lagde fra ved Fruens Bøge, padlede ind gennem Odense city, spiste madpakker, sejlede ned af et lille stryg og fik historier om Odense i gamle dage undervejs.

Skøn gave og fed familieaktivitet.

Vi havde lejet kanoer hos nogle spejdere i Odense. Kopier dén ide, siger jeg bare!

Kanotur på Odense Å egner sig perfekt til en dagstur og er speciel, fordi en stor del af turen går lige gennem centrum og forbi Zoologisk Have.

Kanotur Odense Å

Tre generationer op ad Odense Å en sensommerdag i 2017

Årets bedste bjergbestigning i Danmark

Jeg er nok lidt nørdet. Elsker i hvert fald ting, der er nørdede. Og det må Bestig Bjerge i Danmark siges at være.

Ikke desto mindre – vi tager gerne en toptur på én af de danske bjerge, når muligheden byder sig.

I starten af december stod Sukkertoppen i Søhøjlandet for skud – og den tur må kåres som årets smukkeste toptur.

Det var en kølig dag med småregn, men da vi nåede toppen åbenbarede den smukke udsigt og en vild regnbue sig.

Sukkertoppen Bestig Bjerge

Turen op på Sukkertoppen er er anstrengelserne værd.

Årets sikre hit

2017 bød på en del geo-skatte. Geocaching er et sikkert hit som outdoor-aktivitet i min familie.

Er vi på tur, tjekker jeg ofte Geocaching-appen og ser, om der er skatte i nærheden. Og det er der jo næsten altid.

I år delte vi geo-oplevelser med flere hold venner. De fleste børn spidser ører, når ordet ‘skattejagt’ bliver nævnt – og så glemmer de at gåturen er kedelig eller at vejret er lidt surt.

Vi har genfundet flere favoritter i årets løb. Bl.a. ‘En dræber, som snor sig’ i Riis Skov. Men har også fundet mange nye.

Har du endnu ikke prøvet kræfter med Geocaching, så lad det være et nytårsforsæt for 2018.

Det giver altid et sus i maven at finde en geocache. Tænk at der verden rundt ligger millioner af små skatte, som bare venter på at blive fundet.

Årets nedtur

2017 blev ikke året, hvor vi fik shelty-mærket i hus. Øv.

12 overnatninger i 12 forskellige shelters. 1 overnatning hver måned i et helt år. Det burde være muligt.

Men projektet gik i vasken.

Vi kom godt fra start med shelterovernatninger i årets første måneder (tilmed i frostvejr). Men pludselig ramte forsommeren os, og alt muligt flyttede fokus. Surt show.

To andre vigtige highlights i 2017

#1 – Kulturens år

Når jeg om et par år ser tilbage på 2017, vil jeg nok – trods de mange fede outdooroplevelser – mest huske 2017 som kulturens år. 

Aarhus var som bekendt Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

En titel, jeg selv har været med til at hive til byen, da jeg i mange år var var ansat i Aarhus Kommunes Kulturforvaltning. Her forberedte jeg – tilbage i 2009 og 2010 de politiske beslutninger. Og jeg var i 2011 og 2012 med til at skrive de to ansøgninger, der senere gav Aarhus titlen.

Jeg har deltaget i et hav af fantastiske kulturbegivenheder i årets løb – og jeg er stolt over at have haft fingre med i netop dét projekt.

#2 – Virksomhed i vækst

2017 har også været et godt år for mig rent professionelt.

Arbejde tager jo meget tid – så det er vigtigt, at bruge tiden på noget, man er passioneret omkring.

Jeg driver i dag selvstændig konsulentvirksomhed og har gjort det et par år (for nej – jeg lever ikke af Alle Ud!)

I 2017 har jeg bl.a. være med til at kick-starte forprocessen for Nationalpark Skjern Å. Og jeg har haft fingre i udvikling af projekter, der skal styrke Lolland-Falster som friluftsdestination  At få lov til at beskæftige sig med natur og friluftsliv i professionelt regi er en gave. Jeg er meget taknemmelig.

Tak for i år – og godt nytår

Det var mit 2017. Tak fordi du har læst med.

Om lidt tager vi hul på 2018.

Jeg vil ønske dig og dine et godt outdoor-nytår – og alt god i 2018.

Jeg har masser af outdoordrømme for året der kommer. Hvad med dig?

Vh. Line

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

7 Responses

  1. Hej Line
    Det lyder som et dejligt og aktivt år!
    Og ja, det er bare skønt at få friluftsgaver – har netop modtaget en sheltertur til Askø i julegave. Så bliver det ikke meget bedre 😀
    Vidste ikke at du har haft en finger med i spillet her på Sydhavsøerne. Vi bor jo på Falster og en af vores gode venner er Bo Rasmussen fra Lolland kommune. Nogle gange er verden bare lille.
    Godt nytår og held og lykke med det nye år.
    Anne Marie
    Two Danes On Tour

    • Line Wagener siger:

      Hej Anne Marie
      En sheltertur til Askø lyder superskønt. Nye shelters rundt på Lolland og Falster er jo en stor del af projektet Naturlandet, så det bliver bestemt endnu federe at tage på tur på Sýdhavsøerne i de kommende år.
      Godt nytår og held og lykke i 2018 til dig også!
      Vh. Line

  2. Laila Pedersen siger:

    Fedt 🙂 og kanon inspirerende! Tusind tak og ønsker dig og din aktive familie en god 2018.

  1. 6. januar 2020

    […] skrev Alleud.dk’s første outdoortilbageblik i 2017. Og gentog formatet med et tilbageblik på outdooråret […]

  2. 26. januar 2021

    […] Outdooråret 2017 […]

  3. 6. januar 2023

    […] Outdooråret 2017 […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.