7 trin til mere bæredygtige friluftsoplevelser

Bæredygtigt friluftsliv

Er du vild med vandring, cykling, kajaktur, ridetur, kano, ski, stand up paddle, fisketure eller andre oplevelser i naturen?

Her får du 7 enkle råd til, hvordan du gør dit friluftsliv mere bæredygtigt. Uanset hvilken aktivitet, du dyrker.

På den måde bidrager du til, at kommende generationer også kan få de naturoplevelser, du selv holder af.

Friluftsparadokset – naturoplevelser med klimaaftryk

De fleste af os, der dyrker oplevelser i det fri, har en stor kærlighed til naturen og dyrelivet.

Måske tænker du – ligesom de fleste – at friluftsliv og oplevelser i naturen er bæredygtigt i sig selv.

Men desværre viser forskning, at det ikke forholder sig sådan:

Vores transport og det udstyr, vi køber til vores friluftsaktiviteter, skaber et stort klimaaftryk.

Det kaldes friluftsparadokset: At vi gennem vores adfærd og friluftsoplevelser samtidig begrænser eller ligefrem ødelægger vores fremtidige oplevelsesmuligheder.

Derfor får du 7 enkle råd til, hvordan dit friluftsliv bliver mere bæredygtigt. Uden det behøver være bøvlet eller besværligt.

De 7 trin til et mere bæredygtigt friluftsliv: ‘Miljøvettreglene’

Sådan gør du dine oplevelser i naturen mere bæredygtige:

#1 – Rejs mindre, oplev mere

Jo kortere væk, du rejser, des mere tid får du til selve oplevelsen.

Find ud af, hvilke naturområder og outdoormuligheder, der er i nærheden og gør brug af dem.

På den måde bliver det nemmere for dig at planlægge og gennemføre ture. Og den tid, du sparer på transport, kan du bruge til at opleve, nyde og udforske naturen.

Når du transporterer dig mindre, sætter du et mindre klimaaftryk.

#2 – Fokuser på oplevelser, ikke udstyr

Friluftsudstyr behøver ikke at være nyt for at være brugbart.

Køb brugt udstyr, lån af dine venner, og pas godt på det grej, du allerede har, så det holder mange år.

Fyld din rygsæk med gode minder – ikke kun smart udstyr.

Lad dit udstyr være et redskab til gode oplevelser, og husk at udsigten ikke bliver bedre, fordi du har den nyeste skaljakkemodel.

Når du køber mindre og køber brugt, skåner du både miljøet, klimaet og din pengepung

#3 – Reparer alt, altid

Lad gaffatape, ståltråd og en lommekniv være fast inventar i din rygsæk. Det meste kan fikses eller repareres.

Der findes reservedele til udstyr og tøj. Kontakt producenten, nogle gange kan de hjælpe dig uden beregning.

Hvis du passer på din jakke længe nok, bliver den retro, før du ved af det.

#4 – Spis grønt

Det er vigtigt at få nok energi på din friluftstur.

Reducer dit kødindtaget. På den måde er du med til at reducere udledningen af drivhusgasser, frigøre landbrugsjord og begrænse skovrydning.

At spise grønt er godt for både klimaet og din sundhed.

Husk også naturens eget spisekammer, når du er på tur. Få ting smager bedre bedre end selvfanget fisk tilberedt på bål. Eller de bær du selv har samlet.

#5 – Brug samkørsel og offentlig transport

Hvis du skal transportere dig langt, så brug god tid på at planlægge din rejse.

Find og vælg den mest miljøvenlige rejseform, eksempelvis samkørsel eller offentlig transport.

Er du arrangør af en tur, så lav en plan for, hvordan deltagerne kan transportere sig sammen hen til det sted, hvor turen begynder.

#6 – Efterlad kun dit fodaftryk

Brug hovedet – også når det gælder dit affald.

Det tager ca. 450 år for en efterladt plastikflaske at blive opløst i naturen.

Medbring en affaldspose eller brug en lomme i din rygsæk kun til affald.

Ingen bryder sig om at vandre gennem en skov af skrald eller bade mellem flydende plastik.

Efterlad kun dit fodaftryk i naturen.

#7 – Vis vej, vær et klimaforbillede

Vær en del af klimaløsningen, ikke problemet!

Hav respekt for naturen og de muligheder, naturen giver os.

Gå et skridt længere og vis folk omkring dig, hvor nemt det er at gøre friluftslivet og hverdagsoplevelserne mere bæredygtige.

På den måde får kommende generationer også mulighed for at nyde den samme natur og få de samme oplevelser som dig.

Om ‘miljøvettreglene’: De 7 trin til mere bæredygtigt friluftsliv

Friluftsparakset – at vores nuværende adfærd har negative konsekvenser for vores fremtidige friluftsoplevelser – er baggrunden for, at de 7 råd er udviklet.

Hvem står bag?

De 7 regler er udviklet i Norge og hedder – på norsk – ‘miljøvettreglene’.

I artiklen her har jeg valgt at oversætte det til ‘7 trin til et mere bæredygtigt friluftsliv’.

Miljøvettreglene er udviklet af DNT Ung og POW.

DNT Ung er ungdomsafdelingen i Den Norske Turistforening, som udvikler og vedligeholder stier i fjellet, driver hytter og arrangerer ture.

POW – Protect our Winters – er en international organisation, der har som mission at hjælpe passionerede outdoormennesker med at beskytte de steder, de elsker mod klimaforandringer. POW blev grundlagt i 2007 af Jeremy Jones, en klimabevidst professionel snowboarder.

Miljøvettreglere blev lanceret i 2016 og blev udviklet med afsæt i de norske fjellvettsregler, som er gode råd til færdsel på fjellet.

Hvorfor ?

Undersøgelser har vist, at

  • Transport står for ca. 33% af det samlede klimaaftryk ifm. norsk friluftsliv
  • Nordmænd er de mennesker i verden, der bruger flest penge på sports- og friluftsudstyr
  • Friluftsliv er den fritidsaktivitet i Norge som har næststørst klimaaftryk

Derfor har DNT Ung og POW ønsket at lave nogle enkle råd til, hvordan man kan træffe mere bæredygtige valg, når man dyrker friluftsliv og outdooroplevelser.

Hvad med os danskere?

Der er ikke grund til at pege fingre ad nordmændene.

Vi danskere er ikke meget bedre.

De nyeste tal viser, at Danmark ligger i top blandt de lande i verden, som har det største klimaaftryk. Det skyldes – ligesom for nordmændene – vores høj velstand, der giver et stort forbrug og mange flyrejser.

Derfor er de 7 trin til mere bæredygtigt friluftsliv også relevant for os!


Find store oplevelser tæt på dig

Der er masser af fantastiske friluftsoplevelser i Danmark.

Vælg din landsdel og få ideer til oplevelser tæt på dig:


Kilder

Dette blogindlæg baserer sig på:

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.