Bornholm: 7 outdooroplevelser – som aktive familier ikke bør gå glip af på Danmarks Outdoor Ø

Bornholm Outdoor oplevelse aktivitet familie børn børnefamilie

Reklame | Bornholm

Bornholm er et mekka for outdoorentusiaster.

Øen rummer et væld af muligheder også for børnefamilier.

På Danmarks klippeø kan du give familien en aktiv ferie spækket med outdooroplevelser.

Jeg har håndplukket 7 spektakulære outdooraktiviteter på Bornholm, som både er familievenlige og helt unikke: Det er oplevelser, du ikke kan få andre steder i Danmark. Flere af dem er endda helt gratis.

Here goes:

Outdooroplevelser: 7 unikke outdooraktiviter for børnefamilier på Bornholm

Oplevelser til familier, der vil mere end blot slikke sol og spise is.

1. Grotteekspedition – på jagt efter grotteedderkoppen Meta dybt inde i ‘Den Sorte Gryde’

Grotte edderkop grotteedderkop Den sorte gryde klippehule Bornholm Meta Menardi

“Jeg troede, det ville blive ret kedeligt med den grotte. Men det var vildt sejt – især fordi det var smalt og mørkt, og der dryppede vand ned i mit hoved. Og fordi vi så edderkoppen! Jeg troede slet ikke, der var sådan et sted i Danmark” – Alma, 9 år

Den Sorte Gryde er en næsten 60 meter dyb klippegrotte – og i mørket bor de sjældne grotteedderkopper, Meta Menardi.

Vejen ned til grotten kræver mod og balance.

I skal krydse en skævthængende bro, klatre ad en stejl stige og balancere på glatte sten, mens bølgerne hamrer ind mod klippevæggen få centimeter væk.

Tænd lommelygterne og bevæg jer langsomt ind i den 60 meter dybe grotte. Det meste af vejen er det så snævert, at to voksne ikke kan passere hinanden.

Det kildrer i maven, drypper fra klippeloftet – og hvis I er heldige, spotter I den sjældne grotteedderkop.

Turen i Den Sorte Gryde er en vild ekspedition for seje børn og forældre.

Kom fra morgenstunden, så I har grotten for jer selv. Husk lommelygter. Og lad ‘pas-nu-på’-pyller blive hjemme – det skal være lidt farligt og lidt uhyggeligt.

HVOR: Du finder klippegrotten Den Sorte Gryde på Nordbornholm ved kysten ud for Bornholms Kunstmuseum.
LÆS MERE: Grotteedderkopperne og Den Sorte Gryde

2. Svævebanetur over Opalsøen – forløs børnenes hunger efter et adrenalinsus

Svævebanen Tovbane Bornholm Opalsøen Outdoor outdooroplevelse

Er dine børn klar på en oplevelse af de helt vilde?

Så må du ikke snyde dem for en tur på svævebanen hen over Opalsøen.

Turen starter på en lodret klippeafsats knap 50 meter over søens overflade. Herfra går det kun én vej: Nedad – hen over søen, indtil du rammer vandet på søens modsatte bred.

Svævebanen er knap 300 meter lang og har et fald på 48 meter. Det er barske løjer, som betyder, at du kan nå en topfart på 70 km/t.

Børn fra 6 år kan prøve tovbanen. Men pas på – arrangøren advarer om, at det er stærkt vanedannende.

Opalsøen er menneskeskabt. Den er et resultat af mange års stenbrud. Hvis du ikke selv tør tage svævebaneturen, kan du vælge en mindre farlig – men fantastisk smuk – vandretur rundt om Opalsøen i stedet.

HVOR: Du finder Opalsøen og tovbanen på Hammerknuden på Bornholms nordspids
LÆS MERE: Tovbanen ved Opalsøen

3. Havkajak langs Bornholms klippekyst – find din indre ro på havet og oplev klippegrotter indefra

Havkajak Bornholm familie børn kajak oplevelse

Vil du padle ind i en smal grotte, se Hammershus fra vandsiden eller – helt uforstyrret – opleve dyrelivet på Hammerknudens stejle klippesider langt fra de andre turister?

Så skal du tage familien med på havkajaktur på Bornholm.

Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor I kan sejle kajak langs en klippekyst. Det ligner Sveriges skærgård – men det ér på dansk grund.

Ture i havkajak kræver normalt, at du har gennemført et kajakkursus. Men med en guide er en kajaktur også tilgængelig for helt almindelige børnfamilier. Her kan børn være med i en dobbeltkajak, og alt udstyr er inkluderet.  Nemt og van(d)vittig fedt.

I foråret havde jeg min datter med. Hun bliver ved med at spørge, hvornår vi dog skal afsted igen!

HVOR: Du finder Hammer Havn og startstedet for de guidede kajakture på Bornholms vestkyst.
LÆS MERE: Min personlige oplevelse med havkajak på Bornholm – og alt hvad du bør vide, før du booker

4. På mountainbike i Almindingen: Trailcenter Bornholm – MTB-spor i alle sværhedsgrader

Mountainbike bornholm Trailcenter Almindingen MTB

Et sandt mountainbike-paradis finder du i Almindingen under navnet Trailcenter Bornholm.

Her kan alle – nybegyndere, øvede og ekstreme MTB-ryttere – få en vild oplevelse på to hjul.

Og ja – du kan sagtens tage børnene med her. Trailcenter Bornholm har noget så sjældent som spor i 5 forskellige sværhedsgrader: Ultralette grønne begynderspor, lette blå spor, middelsvære røde spor til de rutinerede MTB-ryttere, svære sorte spor til eksperterne og ekstreme orange downhill spor, der kun er for specialister.

Det, som jeg særligt hæftede mig ved, da vi besøgte områder var, at alle spor har udgangspunkt samme sted. Det betyder, at I kan køre på forskellige spor og ubesværet mødes igen og igen i løbet af dagen.

Sporsystemet er opbygget, som du måske kender det fra skiområderne: Fra toppen kan du vælge forskellige piste ned afhængigt af dine færdigheder og bagefter tage liften retur til toppen og mødes med resten af familien. Konceptet er præcis det samme ved Trailcenter Bornholm – her skal du bare selv cykle op igen. Der er ingen lift.

HVOR: Du finder mountainbikesporene midt på Bornholm i Almindingen. Alle spor starter på toppen af Rytterknægten ved den store P-plads.
LÆS MERE: Trailcenter Bornholm – Danmarks (måske) bedste sted at cykle mountainbike for familier og nybegyndere

5. Klippeklatring i Vang Granitbrud – Find jeres indre Spiderman frem

Klippeklatring Vang Stenbrud familie outdoor Bornholm

Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor du kan prøve klippeklatring.

Jeg havde min 9 årige datter med på klipperne i forsommeren – og der blev tændt en hed klatreild i hende.

Samme ild kan du tænde i dine børn.

I behøver hverken have klatreerfaring eller særligt udstyr. Klippeklatringen foregår i almindeligt sportstøj og en uddannet instruktør hjælper, støtter og opmundrer jer og har selvfølgelig alt sikkerhedsudstyr med.

Hvis I skal vælge én af de mange spektakulære outdooroplevelser på Bornholm, så overvej, om det ikke skal være en tur på de lodrette klippevægge iført hjelm og klatreudstyr. Jeg hepper!

Børn kan være med fra 6 års alderen.

HVOR:  Klippeklatring foregår i Vang Granitbrud på Bornholms vestkyst.
LÆS MERE: Min personlige oplevelse med klippeklatring på Bornholm – og alt hvad du bør vide, før du booker

6. Danmarks højeste vandfald – Opdag, bestig og udforsk Døndalens vandfald

Bornholm Døndalen Vandfald Døndalsfaldet

Har vi overhovedet vandfald i Danmark?

Ja!

Hvis dine børn skal opleve et rigtigt højt ét af slagsen, skal du tage dem med til Bornholms nordkyst.

Døndalens vandfald er Danmarks højeste – og er ubetinget et besøg værd.

Vandfaldet ligger gemt i skoven. Det er 20 meter højt og bruser ned over kæmpesten. Hele området er som taget ud af et eventyr.

Hvis dine børn er som mine, så vil de elske at klatre rundt på de store sten nedenfor og ovenfor vandfaldet. Put skiftetøj i tasken og giv dem lov. Og husk at klappe (istedet for at løfte pegefingeren), når de står på toppen af kæmpestenen, der ligger faretruende lige dér, hvor vandet starter sit brusende fald 20 meter nedad.

HVOR: Du finder Døndalens vandfald på Bornholms nordkyst ikke langt fra Gudhjem.
LÆS MERE: Vandfaldet i Døndalen

7. Bjergbestigning – fra Ekkodalens lavland til toppen af Rytterknægten, Danmarks 3. højeste top

Rytterknægten Ekkodalen Vandring Bornholm familie

De dovne turister parkerer bilen på den store parkeringsplads og går 20 meter med en colaflaske i hånden hen for at råbe “Hvad drikker Møller?….” ind mod Ekkodalens klipper. Derefter bevæger de sig tilbage til caféen ved p-pladsen for at spise en gigantisk ‘genlyds-tartelet” med høns i asparges.

Det er selvfølgelig helt ok.

Men de får ikke den vilde naturoplevelse, der gemmer sig i det kuperede terræn mellem Ekkodalen og Rytterknægten.

Forlad de andre turister, hvis du vil have dén outdoor-oplevelse med hjem. Vandreturen gennem Ekkodalen til Bornholms højeste punkt, Rytterknægten, er yderst anbefalelsesværdig.

Undervejs skal I forcere stejle klippesider, gå ad snirklede trapper, nyde udsigten fra Dronningestolen og vandre ad skovstier i den store skov Almindingen.

På toppen af Rytterknægten kan I bestige tårnet og se helt til Sverige, inden I tager den lette del af vandretur – ned ad bakke – retur til Ekkodalen.

Ruten er markeret. Tag en af Naturstyrelsens foldere ved parkeringspladsen ved Ekkodalen.

HVOR: Du finder Ekkodalen og Rytterknægten (og vandreturen imellem) i Almindingen midt på Bornholm. Parker ved Ekkodalen.
LÆS MERE: Vandring i Almindingen fra Ekkodalen til Rytterknægten


Planlæglæg din outdoorferie til Bornholm

Vil du selv afsted?

1. Sådan kommer I til Bornholm

  • MED FÆRGE:
    Du kan sejle med BornholmerFærgen til Rønne fra Ystad (Sverige) eller Køge.
    Fra 1. september 2018 overtager Molslinjen færgedriften. Der er varslet prisfald, og de første billige billetter er allerede sat til salg. Ruterne er de samme.
  • MED FLY:
    Du kan flyve direkte til Rønne fra Billund, København og Aalborg.
  • MED TOG:
    Du kan tage toget fra København til Ystad i Sverige og derfra videre med færgen til Rønne. Billetter til den samlede rejse booker du hos DSB.

2. Her kan I overnatte på Bornholm

Bornholm har et væld af overnatningsmuligheder.

Du finder alt fra gratis shelter- og teltpladser, over campingpladser, små bed & breakfast, pensionater og vandrehjem til de dyrere hoteller.

Jeg besøgte Bornholm i maj 2018 og boede på Vandrehjemmet Nordly.

Nordly er et perfekt udgangspunkt for en outdoorferie. Det ligger på Bornholms nordspids. Lige rundt om hjørnet finder du Opalsøen med svævebanen;  Hammerknuden, hvor I kan vandre; Vang Granitbrud, hvor I kan klippeklatre og Hammer Havn, hvorfra I kan sejle i havkajak. De andre outdooraktiviteter er mindre end 30 minutters kørsel væk.

Vandrehjemmet drives med begejstring og stort nærvær af det unge par Simone og Martin. De er igang med at gentænke vandrehjemmet og har allerede sat deres tydelige fingeraftryk på stedet. Opholdsarealer og værelser er blevet renoveret, så sjæl, hygge og moderne indretning går op i en højere enhed. Maden er fortrinlig. Og priserne særdeles rimelige.


Blogindlægget er markeret med reklame, da Alleud.dk var inviteret til Bornholm af Destination Bornholm

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

6 Responses

  1. Sarah Green siger:

    Bornholm er virkelig fantastisk! Og kajaktur langs kysten er en virkelig god ide. Har længe haft en ønske om at prøve at sejle ved kysten men det er endnu ikke lykkedes 😀

    • Line Wagener siger:

      Ja Sarah, Bornholm ér skøn. Jeg må indrømme,at jeg blev blæst ret meget bagover, af de frilufts-aktiviteter, vi fik, da vi besøgte øen.
      jeg hepper på dig – go for Bornholm!
      Vh. Line

  2. Jesper siger:

    Hej Line – næste gang må du meget gerne komme ud i skoven i Rø Plantage og besøge os hos Til-Tops Bornholm sammen med familien. Klatrebaner i træerne til alle aldre, quizlabyrint i skoven og både fodbold- og discgolf. Jeg tror bestemt vi kan give jer nogle herlige outdoor-oplevelser med hjem! På gensyn. Kh, Jesper

    • Line Wagener siger:

      Hej Jesper
      Det lyder jo som superspændende outdooroplevelser. Jeg kommer bestemt tilbage til Bornholm indenfor overskuelig fremtid – så må der stå Rø Plantage på planerne!
      Vh. Line

  3. Emil siger:

    Er selv på Bornholm jeg syntes i skal tage ud og prøve svævebanen over opalsøen

  1. 5. januar 2020

    […] på Bornholm er et mekka for dig, der holder af aktive udeoplevelser med familien. Du kan bruge min guide til de bedste familievenlige outdooroplevelser på Bornholm (Og ja, havkajak er på listen, sammen med flere andre familievenlige men udfordrende […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.