Trangia – GUIDE til køb af trangia – Sådan vælger du den rigtige model

Trangia

Find den rigtige trangia!

En trangia er løsningen, hvis du vil lave mad i naturen.

Men hvilken af de mange trangia-modeller skal du vælge?

Med denne guide får du

  • overblik over de forskellige trangia-modeller – og de mange forkortelser og numre
  • hjælp til at finde den trangia, der passer netop DIG og din familie

Jeg har lavet mad på trangia, siden jeg var ung teenager og tog på mine første kanoture i Sverige med min veninde, som også elskede udeliv. Det er efterhånden et par årtier siden – men trangiaen består. I dag bruger jeg stadig trangia, når familien er på tur. 

Tangiaen er skabt af en svensker tilbage i 1925 – så stormkøkkenet har snart 100 år på bagen. Det er gennemtestet og optimeret – og elsket af friluftsentusiaster over hele verden. Et klassisk stormkøkken, der aldrig svigter dig.

Hvad består et trangiasæt af?

Et klassisk trangiasæt består af

  • En pande – som du også bruger som grydelåg
  • To gryder
  • En kedel
  • En tang – der fungerer som håndtag til at flytte gryder og pande med
  • En todelt vindskærm – der består af en over- og en underdel
  • En brænder
  • En rem – til at spænde trangiasættet sammen med
Trangia klassisk model

Trangia. Her en klassisk model med spritbrænder, kedel, to gryder, en pande, tang og en todelt vindskærm. (Gryderne i den viste model er lavet af ultralet aluminium (UL), og panden er teflonbelagt – model: Trangia 25-4 UL)

Når trangiasættet er pakket sammen, fylder det ikke mere end en halvflad fodbold.

Trangia er ikke større end en flad fodbold

Trangiaen fylder ikke mere end en flad fodbold

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg skal vælge trangia?

Trangiaen findes i mange modellerSådan vælger du den rigtige model:

Der er 4 ting, du skal tage stilling til: 

  1. Størrelse
  2. Materiale
  3. Brændertype
  4. Med/uden kedel – og andet ekstraudstyr

Find hurtigt og nemt dén trangiamodel, der passer dine behov med guiden her:

#1 – Trangia – hvilken størrelse?

Det første du skal tage stilling til er størrelsen på din trangia.

Trangiaen kommer i 3 størrelser:

  • Mini-trangia (til 1 person)
  • Serie 27 (til 1-2 personer)
  • Serie 25 (til 3-4 personer)

Den store trangia (serie 25) har en pande med en diameter på 22 cm og to gryder på 1,5 og 1,75 liter. Gryder og pande er mindre i 27-serien. Mini-trangiaen har kun en enkelt lille gryde (0,8 liter) og en lille minipande (15 cm i diameter)

Størrelse – hvad skal jeg vælge?

Skal du på vandretur alene, kan du nok nøjes med mini-trangiaen. Især hvis du vil spare vægt.

Skal du lave mad til en familie, bør du vælge en trangia i 25-serien.

#2 – Trangia – hvilket materiale?

Når du har valgt størrelse, skal du tage stilling til materialet.

Her kan du vælge mellem ultralet eller hårdanodiseret aluminium. Og du skal tage stilling til, om du vil have teflonbelægning.

  • Ultralet aluminium, UL: Den klassiske trangia er lavet i ultralet aluminium. Se efter forkortelsen UL – og genkend trangiaen på den klassiske sølvfarve.
  • hårdanodiseret aluminium, HA: Den lidt dyrere model er lavet af hårdanodiseret aluminium – et endnu stærkere materiale. Se efter forkortelsen HA og den mørkegrå farve.
  • Non-stick (teflon): Både UL og HA modellerne findes med non-stik-belægning, som du kender det fra dine telfonpander derhjemme. Non-stick modeller har”efternavnet” 3, 4, 5 eller 6
    Trangia 25-3 og Tangia 25-4  – kun panden har teflonbelægning.
    Trangia 25-5 og Trangia 25-6  – både gryderne og pande er belagt med teflon.

Materiale – Hvad skal jeg vælge?

Hvis du vil bruge panden til scrambled eggs eller pandekager og tilbereder mad (f.eks. svitser kød) i dine gryder, skal du ikke tøve et øjeblik: Vælg en trangia med en non-stick belægning i både pande og gryder (modeller med efternavn 5 eller 6. Eksempelvis Trangia 25-5 UL og Trangia 25-6 UL). Alt andet fortryder du.

Skal du kun koge vand til at hælde over færdigretter, kan du klare dig med modellerne uden teflon (modeller med efternavn 1 eller 2), f.eks. Trangia 25-1 UL 

UL eller HA? Et spørgsmål om temperament. Jeg har selv to UL-trangiaer. De er lidt småbulede – men har holdt i årevis.

Trangia hårdanodiseret aluminium

Trangiamodel med gryder i ultralet aluminium (UL) og teflonbelagte gryder og pande

#3 – Trangia – hvilken brænder?

Når du har valgt størrelse og materiale, skal du tage stilling til, hvilken type hvilken brænder, du skal have (= hvilket brændstof, du vil bruge)

Trangiaen er så genial, at du kan udskifte brænderen og bruge forskellige typer af brændstof:

  • Spritbrænder: Den klassiske trangia kommer med en spritbrænder – og er den billigste model.
    Fordele: Sprit brænder lydløst. Brændstoffet er billigt og fås i almindelige supermarkeder i Danmark.
    Ulemper: Gryderne soder til under bunden. Det tager længere tid at få vand/mad i kog. Og det er vanskeligt at justere varmen, da du er nødt til at tage gryder/pande af blusset for at komme til brænderen.
    Alle trangiaer kommer med en spritbrænder (bortset fra modeller mærket GB, der har gasbrænder)
  • Gasbrænder (GB): En lidt dyrere løsning.
    Fordele: Det er let at justere varmen. Det går hurtigt at få opvarmet vand og mad. Gryderne soder ikke til.
    Ulemper: Det kan være vanskeligt at finde gasflasker nogle steder i udlandet. Gas er dyrere i drift end sprit.
    Ønsker du trangia med gasbrænder, skal modellen have efternavnet GB. eksempelvis Trangia 25-6 UL GB. Eller du kan tilkøbe en gasbrænder efterfølgende.
  • Multifuel brænder: Den dyreste løsning
    Fordele: Du kan anvende en række forskellige typer af brændstof (rensebenzin, diesel, petroleum, rapsolie mv.), og du kan derfor altid købe brændstof, uanset hvor du befinder dig. Med visse brændstoftyper (f.eks. rensebenzin) kan du anvende trangiaen under meget lave temperaturer.
    Ulemper: Dyr i anskaffelse. Kræver lidt mere tilvending.
    Multifuelbrænderen købes som tilbehør.

Brænder – hvilken skal jeg vælge?

Spritbrænderen er et billigt og ok valg, hvis du ikke skal bruge din trangia ret ofte. (Du kan altid tilkøbe en gasbrænder senere).

Personligt foretrækker jeg gasbrænderen – og vil anbefale den til alle, der vil tilberede mad på trangia. Det er nemt at justere varmen (især rart, når du laver mad fra bunden). Rengøringen er klaret i et snuptag, fordi gryderne ikke soder til eller brænder på. En flaske gas holder også længere end en flaske sprit.
Efter jeg har opgraderet til en gasbrænder, lever min spritbrænder et ensomt liv i bunden af min outdoorkasse.

Overvej multifuel brænderen, hvis du rejser i øde områder i udlandet – eller ofte bruger din trangia under meget kolde forhold.

Husk også at købe dit brændstof: 

  • Sprit – brug almindeligt husholdningssprit
  • Gas – gasflasker fås i forskellige størrelser
  • Multifuel – brug f.eks. rensebenzin, diesel, petroleum, rapsolie
Trangia gas brænder sprit brænder

To forskellige brændere til trangiaen: Gasbrænder til venstre. Spritbrænder til højre.  Du kan altid tilkøbe en anden type brænder.

#4 – Trangia – kedel og andet tilbehør

Nu er du næsten i mål.

Det sidste du skal tage stilling til er, om du skal have en kedel og andet ekstraudstyr med.

Du kan bl.a. få:

Tilbehør – hvad skal jeg vælge?

Kedlen er én af de ekstradele, jeg glæder mig mest over. Kedlen medfølger som standard i flere trangiamodeller – nemlig de modeller, der har efternavnet 2, 4 og 6. (Eksempelvis Trangia 25-6 UL GB).

Du kan altid tilkøbe tilbehør og ekstradele – eksempelvis gasbrænder, kedel, gryder med teflon osv, hvis dit behov ændrer sig.


Børnefamilie – hvilken trangia skal vi vælge?

Hvis jeg skal givet ét buden trangia til en aktiv børnefamilie, vil jeg anbefale denne model:

Trangia 25-6 UL GB

Modellen har gasbrænder (GB), både gryder og pande er teflonbelagte og lavet i ultralet aluminium (UL). og der medfølger en kedel. Her får I en trangia, der vil skabe glæde i mange år!

Et billigere alternativ til familien, der ikke bruger trangiaen så ofte, kunne være Trangia 25-5 UL. Denne model har spritbrænder og kommer uden kedel. Men både gryder og pander er teflonbelagte.

Trangia 25-6 UL GB

Trangia 25-6 UL GB – et godt valg til en aktiv børnefamilie. Telfonbelagte gryder og pander i ultralet aluminium, kedel og en gasbrænder. (Gasflasken medfølger ikke)

Trangia – et godt børnevenligt valg

Trangiaen er et hit blandt friluftsentusiaster over hele kloden.

Siden jeg fik børn, er jeg blevet opmærksom på, hvor familievenlig trangiaen også er – i modsætning til flere andre stormkøkkener på markedet:

Trangiaen er børnevenlig fordi, den er

  • stabil: Konstruktionen med de to brede vindskærme gør, at den står utrolig godt. Der vælter ikke let en gryde kogende pastavand ned over dine børn.
  • sikker: Ilden er skærmet inde, så små fingre ikke kan komme tæt på.
  • sjov: Din trangia er en analog tetrismodel: Et samlesæt, der skal pakkes sammen på den helt rigtige måde.  Lad børnene klare dén opgave.
Trangia Børn

Trangia – et børnevenligt valg

Artiklen indeholder affiliatelinks

You may also like...

9 Responses

  1. Glemmer du ikke at advare imod at der hældes sprit på en for varm brænder med det resultat at det flammer op i brugerens ansigt?
    At man kan få en sikkerhedsflaske der ikke kan “slå tilbage” så flaskens indhold brænder hvis brænderen er for varm når man hælder sprit i den? Typisk når den løber tør når der fx. bages pandekager hvilket børn jo syntes er sjovt.
    At Teflonbelægning er skadelig når den skrabes af fx. ved brug af metalredskaber!
    At brænderen altid skal pakkes i den medfølgende plastpose eller en anden idet da aluminium og messing reagerer på hinanden så de oxyderer.
    Altså bare for at nævne nogle få ting 🙂

    • Line Wagener siger:

      Hej René
      Tak for dine kommentarer.
      Du har helt ret i, at man skal være påpasselig, når man bruger et stormkøkken og der er børn i nærheden!
      Og de ting du peger på er blandt de ting, man skal være opmærksom på – det er jeg helt enig i!
      Tak fordi du supplerede.
      Vh. Line

  2. Alexandar Laumann siger:

    Tak for en rigtig god beskrivelse af de forskellige modeller
    Et rigtigt godt tilbehørs stykke er en Omnia ovn, her er det en stor fordel at bruge gasbrænder under.

  3. Heidi siger:

    Jeg elsker min Trangia, men ønsker mig i den grad en gasbrænder og ærger mig over jeg ikke købte den fra start af. Synes spritten er for langsom og varmefordelingen for dårlig.
    Hvor meget hurtigere er det, at koge vand i kedlen kontra gryden?

    • Line Wagener siger:

      Hej Heidi
      Skønt at høre, du også er glad for DIN trangia.

      Det er NEMT at skifte til gas: Du behøver kun købe en gasbrænder. Den passer ned i hullet, hvor du nu placerer din spritbrænder. Du behøver altså ikke købe et helt nyt trangiasæt.

      Jeg har selv ikke taget tid på kogning af vand – men det ER hurtigere.
      Har læst andre steder, at det tager ca. 8 min at koge en liter vand med sprit – og ca. 3,5 min med gas.

      Hastighed er selvfølgelig en faktor.

      Men der er 3 andre grunde til, at gas er supersmart:

      1) Du kan meget nemt og effektivt kan regulere varmen – uden at skulle tage gryden af blusset (rigtig rart, når man laver mad!)
      2) Du slipper fuldstændig for tilsodede gryder. Altså meget mindre rengøring
      3) En gasflaske holder meget længe – altså betydeligt mindre vægt at slæbe på, når du er på tur.

      Vil klart anbefale dig at anskaffe en gasbrænder. 🙂
      Vh. Line

  4. Jens siger:

    Har man en gammel trangia kan man ikke nødvendigvis supplere med en gasbrænder, da de ældste ikke har sidehullet i skærmen. Min gamle, med mere end 30 år på bagen har det ikke… og her er materialerne i øvrigt også en del kraftigere…

    En pose er rigtig rart at transportere trangian i, specielt når man bruger sprit, pga sod.

    Spritten tilsættes ca 5% vand for at mindske sod under gryderne.

    • Line Wagener siger:

      Hej Jens
      Tak for din kommentar ift. pose og vand i spritten – helt enig!
      Ift. ældre trangiaer: Min egen gamle trangia er “kun” 20 år – og den har det nødvendige sidehul til gas-ledningen. Men sammenlignet med din, er den jo stadig i sine ungdomsår 🙂 Tak for at gøre opmærksom på, at man lige skal se efter om man har sidehullet i underdelen af særmen, hvis man har en af de helt ældre modeller og man overvejer at gå fra sprit til gas!
      Vh. Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Giv dine børn lyst til flere friluftsoplevelser!

Få ideer til frilufts-adventsgaver

Du har nu tilmeldt dig Alle Ud's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.