Kajaktur fra København til Istanbul: Eksklusivt interview – 10 spørgsmål fra Alle Ud’s læsere

Kajaktur fra København til Istanbul - Alle Ud og Life is good Follow us

Lars Simonsen fra LifeisGOODfollowus.com svarer her på de 10 bedste spørgsmål fra Alle Ud’s læsere.

Lars sejlede med sin familie fra København til Istanbul. I kajak. Det tog familien 539 dage at nå Tyrkiets hovedstad.

De anede ikke, om de kunne klare det.

Men det lykkedes.

Lars Simonsen, hans kone Suzi og deres to børn Liva og Tiuri er nu vendt tilbage til Danmark.

Efter et eventyr, der overgår det meste.

Her giver Lars et eksklusivt interview – baseret på på de bedste 10 spørgsmål fra Alle Ud’s læsere.

Dit bidrag – dit interview

Tak!

Tak til alle jer, der bød ind med spørgsmål!

Der var mange – og de var gode!

Spørgsmål, der tikkede ind på mail. Og de alle de spørgsmål, I stillede på Alle Ud’s Facebookside

Kære læsere – I er så engagerede!  Jeg elsker at arbejde for jer!

Jeg har nu valgt de 10 bedste spørgsmål ud. (Og det var svært – for der var virkelig mange gode!)

Særlig tak til Kathrine, Jon, Signe, Dina, Ann-Luise, Christian, Simone, Anne, Mette –  for jeres “top 10 spørgsmål”!

Her får du læsernes 10 bedste spørgsmål.
Og svarene – der handler om …

  • mødet med en hval – og det græske politik
  • eventyrlyst kontra børnenes sikkerhed
  • tilfældigheder og fortrydelser
  • og om at miste job og hjem – og vinde et eventyr

Dette er tredje del af miniserien om Lars Simonsen og familiens kajaktur fra København til Istanbul.

Find 1. del her: Børnefamilie efter 1½ års kajaktur: Vi vil være eventyrere på fuld tid

Læs 2. del her: Vores kajak revnede midt på Middelhavet 


Læsernes 10 bedste spørgsmål – om kajakturen fra København til Istanbul

Lars Simonsen svarer.

1. Hvorfor valgte I at tage på sådan en kajaktur? (Kathrine)

Det var lidt et tilfælde.

Vi mistede vores hus og arbejde på samme tid. Vi havde i mange år drevet en kommunal campingplads. Det var et socialt projekt, og kommunen valgte at lukke campingpladsen. Vores bolig var i tilknytning til campingpladsen, så vi måtte flytte.

Da det skete, sagde vi lidt i en joke: ’Lad os ro til enden af Europa i kajak’. Og efter vi havde sagt det tilstrækkeligt mange gange, blev det til virkelighed.

Havde vi ikke mistet huset og jobbet, var vi ikke kommet afsted.

2. Hvor lang tid brugte I på at forberede turen? (Jon)

Vi brugte cirka 6 måneder på planlægning, på kurser, på at få website op at stå, få sponsorer og på at komme i medierne. På fuld tid!

3. Hvad var den største udfordring i forhold til at komme afsted på sådan en tur? (Signe)

Den største udfordring var at komme af med alle vores ting, få resten pakket ned og samtidig få planlagt turen og blive klar til afgang.

Det er rart, hvis man kan beholde sin bolig, mens man er væk. Men det koster omvendt en masse penge, hvis man ikke kan leje den ud.
Da vi vidste, at vi skulle flytte, valgte vi at sælge mest muligt. Det gav os mindre udgifter til opmagasinering, mens vi var væk.

Det var en meget stor udfordring at organisere turen samtidig med, at vi skulle flytte og skaffe os af med vores ting. Ja vi flyttede faktisk to gange under forberedelserne. Først fra vores bolig på campingpladsen og bagefter fra den midlertidige bolig, vi havde fundet.  En stressende og hård tid.

4. Havde I overvejelser om børnenes sikkerhed kontra jeres eventyrlyst? (Dina)

Ja mange gange!!

Men omvendt kan man spørge: Hvad var alternativet, når vi ville til Tyrkiet uden brug af motor?

Vi kunne havde valgt cykler, men vi mener – af erfaring – at det ville have været en farligere løsning.

På havet bestemmer vi, hvornår det er farligt. Vi kan selv vælge, hvilke forhold vi vil sejle ud i.

Vi prøvede at gennemtænke alle værst tænkelige senarier, og vi lagde altid en plan ud fra det. Både i forhold til sikkerhedsudstyr og i forhold til hvordan vi skulle klare opgaven. Sikkerhed kom altid først. Derfor ventede vi også nogle steder op til 10 dage det samme sted, før vi sejlede videre.

5. Hvornår startede I med at tage børnene med i kajak? Og hvilke kajakker brugte I? (Anne)

Liva var 2 år, og Tiuri 4 år, første gang vi var afsted på en 3-dages kajaktur. Det var i en dobbelt ”sit on top” kajak. Hvert år har vi haft mange dejlige dagsture i kajak. Men vi var kun på en enkelt 3-dags tur om året i årene op til turen. På 3-dagsturene var vi afsted én voksen og begge børn. På dagsturene var vi alle fire med.

Vi har kun haft ”sit-on-top”-kajakker – altså kajakker, man sidder ovenpå i stedet for nede i. De kajakker, vi brugte, før vi var på den lange tur til Istanbul, havde ikke sejl. De var også mindre, end dem vi havde med på turen.

Men nu snakker børnene om, at de gerne vil have deres egne kajakker.

6. Hvordan motiverede I børnene undervejs – så gejsten blev holdt oppe? (Ann-Luise)

Det var til tider svært – især om vinteren. Men vi fortalte rigtig mange historier og snakkede meget om det, vi oplevede. Kajakkerne er så store, at vi kunne lege på dem, lave lektier mens vi sejlede, fiske, springe i vandet osv.

Børnene sov også nogle gange, mens vi sejlede. Tit sad de også bare stille og kiggede ud over vandet.

I starten havde vi lidt dårlig samvittighed, når de bare sad dér uden at sige noget. Men de beklagede sig ikke. Jeg tror bestemt ikke, de har taget skade af at sidde og nyde stilheden. Når vi var på vandet, var der som regel god stemning. Det sværeste var at komme afsted om morgenen. Især når vi havde boet et sted i flere dage.

7. Hvad har gjort det største indtryk på børnene undervejs? (Simone)

Det var mødet med en 4-5 meter lang pilothval!

Vi er på vandet og ser pludselig noget sort, der stikker op af vandet. Vi kan ikke se, hvad det er, men vi sejler lige hen imod det. Da vi er indenfor 10 meters afstand, begynder det sorte at bevæge sig. Først da vi sejler rundt om den, dykker den og kommer op over overfladen – kun 1 meter fra os. Da ser vi, at det er en pilothval.

Tiuri udbryder ”Wauw – jeg kan se dens øjne”.

Den svømmede ved siden af os i to-tre minutter, inden den forsvandt igen. Det var en stor oplevelse!

8. Hvordan planlagde I jeres overnatninger? Tog I jer friheden til at slå lejr, der hvor det lige passede? Og kendte I regler for teltning i de forskellige lande? (Christian)

Vi planlagde ikke mere end 3 dage frem. For det meste var det endda fra dag til dag.

Vi kendte nogenlunde reglerne i de enkelte lande. Og de steder, vi ikke gjorde, blev vi hurtigt informeret om dem. De lokale har altid en god viden om området.

Vi overnattede flere gange ulovligt på stranden. De fleste steder må man jo ikke slå telt op – men kun lave en nødovernatning. F.eks. under en tarp eller i overlevelsespose/bivuakpose. Vi valgte alligevel at slå teltet op på stranden flere gange. I Grækenland kom politiet dog og bad os fjerne teltet.

9. Hvordan var økonomien i projektet? Havde I sparet op over en lang periode  – og havde I indtægter på turen? (Mette)

Vi havde ingen indtægter undervejs på turen. Vi havde sparet op, før vi tog afsted.

Hele turen kostede cirka 320.000 kr.

Vi fik sponsorater for cirka 100.000 kr. i form af udstyr og købte selv udstyr for omkring 80-100.000 kr. Resten af udgifterne gik til mad, oplevelser og hjemturen.

Hjemrejsen blev delvist sponseret af BMW. Vi kørte i en elbil og havde lavet en aftale om at bruge turen til at samle penge ind til et godt formål. Vi fik bilen udleveret i Østrig og kørte en omvej hjem. Turen gik via Monaco, Frankrig, Schweiz og Holland. Det blev til 4.700 km i elbilen.

10. Er der noget, I ville have gjort anderledes – når I ser tilbage i dag? (Dina)

Vinteren i Italien ved Middelhavet var hård – men også fantastisk.

En anden ting, der var hård, var planlægningen. Især fordi vi gav os selv en ekstra udfordring, da vi skulle planlægge hjemturen: De sidste to måneder –  mens vi stadig havde kajakkerne og stadig var på vej mod Istanbul – skulle vi både planlægge den daglige sejltur og samtidig organisere hjemturen. det ville vi nok have gjort anderledes:

Det var virkelig vanskeligt at koordinere og finde informationer om hjemrejsen, mens vi jo stadig var på farten. Der var meget planlægning i at få kajakker og bagage hjem, få aftalt med BMW, hvordan hjemturen i elbilen skulle foregå, hvor vi skulle mødes osv. På hjemturen skulle vi også holde en række foredrag i forskellige lande, og vi skulle jo kunne tanke bilen op med el undervejs. Så ruten var ikke underordnet.

Det gør vi ikke igen – vi planlægger ikke ét eventyr, mens vi stadig er ved at afslutte et andet. Nogle gange tror man, man er SUPERMAN!!! Og det er man jo ikke.

Fotos: Lifeisgoodfollowus


Læs mere om kajakturen fra København til Istanbul

Find de andre afsnit i miniserien her på Alle ud

Gå til familiens egen hjemmeside: LifeisGOODfollowus

Kom til foredrag: Tjek foredragskalenderen – og se, om Lars Simonsen snart kommer forbi en by nær dig!


Vil du selv på aktiv ferie – cykeltur, kajaktur, kanotur eller vandretur – med dine børn?
Så tilmeld dig nyhedsbrevet fra Alle Ud.
Du får tips, ideer og konkrete turforslag – direkte i din indbakke. 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *