Kan du få dit barn til at vandre 4 kilometer i et par havehandsker?

Læn dig tilbage og nyd en lille anekdote fra virkelighedens verden i en helt almindelig børnefamilie. Den handler om begejstring, vandring – og havehandsker! Episoden kunne sikkert sagtens udspille sig i din familie!?.

Jeg skrev tidligere et indlæg om begejstring – og påstod at begejstring har stor betydning for børns motivation. I sommers fik jeg lov til at smage min egen medicin (og det er jo ikke altid rart):

Vi skulle på vandretur med ungerne. Lige før turens start ramte en noget uventet partystopper os dog – og vores planer hang med ét i en tynd tråd. Løsningen blev et par havehandsker og en god portion begejstring. Hvordan dét hænger sammen, skal jeg fortælle dig nu.

Når en detalje river planer i laser
Dagens destination var Nationalpark Mols Bjerge på Djursland, hvor vi skulle vandre ved Agri Bavnehøj.

Sommeren havde ramt Danmark. Himlen var skyfri, luften tyk af varme, og efter en arbejdsuge bag computerskærmen i et alt for lummert storrumskontor skulle det gøre godt med familietid og en mikroferie med vandring på programmet.

Hele familien sad i bilen på vej mod Mols Bjerge. Solbrillerne skærmede for den skarpe sol, og i bagagerummet lå rygsækken pakket med frosne drikkedunke og aftensmad, som vi skulle tilberede under åben himmel. En rigtig god plan var lagt. Men…

”Ups – jeg har ikke sko på”, lød det pludselig fra bagsædet kun fire minutter før, vi kunne svinge bilen ind på parkeringspladsen. Vores datter havde fået øje på sine bare fødder. Som hun nu sad og viftede med.

”Whaaaat?!”, udbrød vi i kor på forsæderne. Bebrejdende blikke lynede igennem luften, og mit humør ramte nulpunktet med et brag.

Vores planlagte vandrerute gik over lyngarealer, gennem krat og områder med græssende dyr. Måske kunne vi endda være heldige at se en slange slikke sol i dette vaskeægte hugorme-land. Bare tæer var derfor ikke en mulighed – og der var for langt hjem til at vende bilen og hente skoene.

Havde jeg været en tegneseriefigur, var der steget sort røg op fra mit hoved, og tankeboblen havde været fyldt med små bomber, lyn, udråbstegn og tordenskyer.

Men det var jeg ikke – en tegneseriefigur. Jeg var bare mor til en barfodet datter, der glad var løbet rundt i haven før afgang, mens hun plukkede skovjordbær under hækken…. og som spændt var hoppet ind på bagsædet. Med bare fødder……Og det kunne jeg jo ikke bebrejde hende. Så tand for tunge og et par dybe indåndinger.

Alternative løsninger må findes
Godt det samme for mens jeg forsøgte at tøjle temperamentet, viste faderen sig som Handlingens Mand:

Den iltre mor blev puffet ud af bilen med besked om at vente på parkeringspladsen og dampe af.

Imens slog resten af familien et smut omkring en lille købmand i håb om at finde et par strandsko, der til nød kunne bruges til vandreturen.

Et kvarter senere kom den iderige far triumferende tilbage. Viftende med et par havehandsker!? ”Jaa??” Jeg rynkede brynene. Forstod ikke, hvorfor han tænkte på at grave have i denne krisesituation.

”De er som skabt til et par barnefødder!”, meddelte han. ”Man skal bare lige slå knuder på fingrene, trække handskerne på fødderne og bruge den ru inderside som sål. Dem kan hun fint gå i!”

Et par havehandsker bliver til vandrestøvler

Fra havehandsker til vandrestøvler med lidt entusiasme
Begejstringen var ikke helt smittet af på vores datter endnu. Men vi holdt fast i beslutningen om at gennemføre turen.

Modvilligt indvilligede den barfodede seksårige i at prøve de nyindkøbte handsker. Og fjollet så det ud. Men dét sagde vi selvfølgelig intet om!

Storebror blev trukket til side med formaning om ikke (som i overhovedet ikke) at kommentere handskerne, og vi hev al den positive energi op af rygsækken, vi kunne mønstre. For havehandskerne skulle transformeres til vandrestøvler, og den fire kilomenter vandretur skulle gennemføres! Det var en voksenbeslutning. Og så må man jo som voksen vise vejen.

Molsbjerge ved Agri Bavnehøj

For hvert skridt flappede de løse fingre i havehandskerne, og knuderne løsnede sig. Men børns fokus kan som regel kun ligge ét sted af gangen. Så midlet var at fjerne fokus fra havehandskerne og flytte det over på noget andet. Vi voksne måtte holde fokus og vise ekstra begejstring over den tur, vi havde begivet os ud på.

Hvor mange forskellige dyr, tror I vi ser på turen? Hvilket træ, tror I det er? Kan I huske, hvilke slanger, der lever i Danmark? Og hvordan er det nu de ser ud, hvis vi skal lede efter dem? Heldigvis var der meget at se på og tale om, mens vi gik.

Når min datter ind i mellem alligevel fik øje på fødderne i havehandskerne, hev jeg mit sidste trumfkort ud af ærmet: Et par historier fortalt med indlevelse, masser af detaljer og stor begejstring.

Det første var anekdoten om dengang faderen en skoldhed sommerdag var endt i Skandinavisk Dyrepark – også uden sko – og måtte trave rundt en hel dag med kogende fødder i et par uldhjemmesko.

Den anden historie – som nok var mere peptalk – blev brugt et par gange: Nemlig påstanden om, at hun nok var den eneste i hele verden, der havde vandret ruten rundt om Agri Bavnehøj iført et par havehandsker. Og det kan man jo godt være lidt stolt af!  (Selvom det ser fjollet ud).

Min datter var skeptisk, men lod sig rive med – og travede derudaf. Hele vejen rundt om Agri og tilbage til bilen. Med fødderne i et par syntetiske havehandsker.

Så svaret på spørgsmålet  – kan du få dit barn til at vandre fire kilometer i et par havehandsker-  er altså JA. Hvis man bare selv tror på det – og er begejstret nok.

Okay lidt overraskede var vi også selv. Det må indrømmes.
Men begejstring – det spiller!

Vil du have dine børn med på cykeltur, vandring eller kanotur (uden havehansker) – så få konkrete ideer og tips her: