Turbingo. Sådan gør du gåturen sjov: Lad børnene spille bingo i naturen
”Moar….hvornår er vi der?”. Spørgsmålet enhver forælder hader.
Kan du komme på et mere irriterende spørgsmål, når I er på tur? Nej vel. Og det er især frustrerende, når turen er målet i sig selv.
Prøv turbingo – en fremragende metode til at afvæbne spørgsmålet – og få ungerne til at elske gåturen.
Spillet kan bruges både på den korte gåtur i skoven med familien – og på længere vandreture. Og kan let tilpasses børnenes alder.
Og du kan downloade og printe en spilleplade i artiklen her.
Synes dine børn også, det er kedeligt at gå en tur?
I min familie elsker vi udeliv og dyrker flere former for aktiv ferie. Cykelture, kano og alpinski. Vandring gør vi stadig mere i. Jeg har oplevet, at vandreture (og helt almindelige gåture) kan være den vanskeligste disciplin i forhold til børnenes motivation.
Det skyldes måske, at man bevæger sig så langsomt fremad. Der sker for lidt omkring én. Børnene skal ikke koncentrere så meget, som når de f.eks. cykler. Stejle stier og ujævnt terræn kan være sjovt. Men ind i mellem (især i Danmark) går det bare ligeud. Hen ad en grusvej. Mellem nogle høje træer. I laaaang tid….. Ååååh hvor keeeeedeligt!
Så hvad gør du så her? Når du får det vanvittigt irriterende spørgsmål: ”Hvornår er vi der?”
Entusiasme og begejstring kan bruges.
Men det kan være rart at hive et andet es ud af ærmet: Turbingo er ét af vores favoritesser.
Ideen fik jeg sidste år på en norsk hjemmeside. Vi har brugt spillet flere gange. Med stor succes. Både min seksårige datter og min søn, der nu er rundet ni år, går op i spillet med liv og sjæl. Tiden flyver afsted, humøret er højt – og wupti har vi tilbagelagt tre kilometer mere, mens vi spillede bingo.
Turbingo – Sådan spiller I
Så enkelt er det:
- Download og print TURBINGO-SPILLEPLADE (pdf-fil) eller lav jeres egen bingoplade (få ideer herunder). Print én spilleplade pr. barn
- Læg spilleplader og blyanter i rygsækken
- Tag afsted
- Find spillepladen frem, når situationen spidser til
- Forklar børnene de enkle regler: Find de ting, der er på pladen – og kryds tingene af efterhånden, som I finder dem.
Bonustip:
- Sæt spillepladen fast med en elastik eller tape på et tyndt skærebræt eller et stykke pap. Så går afkrydsningen lidt lettere.
Derfor virker turbingo – hemmeligheden bag
En af mine bekendte mener, det er en falliterklæring at bruge afledningslege (som han kalder det), når man er på tur: ”Turbingo – helt ærlig. Så går du da helt på kompromis med naturoplevelsen”.
Det er jeg helt uenig i. Dét er der to grunde til. Du får dem her – så kan du selv vurdere.
De to genialiteter ved turbingo:
- Turbingo får børnene til at fokusere på naturen. Spilet skærper deres opmærksomhed. Lige pludselig er der masser af se på og lede efter. (På den ellers vildt keeeedelige skovsti). Det samme sker hver gang: De spiler øjnene op, får energien tilbage, kikker ned, op og midt imellem – og ikke mindst bevæger sig fremad. Det er jo nødvendigt, hvis de skal få hele pladen fuld.
- Turbingo giver en masse konkret at tale om. Det kan måske være svært at finde alt på spillepladen. Så tager vi en snak om, hvorfor vi ikke har set en sommerfugl. Hvornår på året ser man normalt sommerfugle? Hvor lever sommerfuglen? Hvad laver sommerfuglen mon om vinteren? Osv.
Og dét at blive opmærksom på den natur og de ting, vi kommer forbi, er jo netop, hvad jeg vil have dem til.
Med turbingo handler det ikke længere om, hvornår vi er i mål, men om alt det, vi oplever undervejs.
Print en spilleplade til turbingo
Print din Turbingo-spilleplade lige her (pdf-fil åbner).
Spillepladen har tegninger af almindelige planter og dyr – og passer godt til den danske natur.
Bingopladen er oprindeligt lavet af den norske side uteliv.net.
Lav jeres egen plade til turbingo – nemt og hurtigt
Du kan let lave jeres egen spilleplade til turbingo. Tegn i hånden eller find billeder på nettet. Det behøver ikke se lækkert ud (børnene er ligeglade).
Et par ideer til din hjemmelavede turbingo:
- Tilpas spillepladen til årstiden. Måske skal der være en snemand, en iskrystal eller en istap, hvis det er vinter? Eller anemoner og en fuglerede, hvis det er forår?
- Vælg motiver til den konkrete tur, I skal på. Du har nok en ide om, hvad I kommer forbi: En bygning med et højt spidst tårn, en sø med ænder, en gård, en å, dunhammer, grantæer?
- Lav en ”asfalt-bingoplade” med bilmærker og vejskilte, hvis turen går langs en vej.
- Skriv ord på spillepladen i stedet for tegninger, hvis barnet går i skole.
Der er mange muligheder. Derfor bliver turbingo heller ikke ensformigt.
Ja turbingo er smart. Jeg prøvede det i sommers, hvor en af mine veninder introducerede det for os. Særligt min dreng på 7 blev grebet af det.
//Trine
Hvad med lydbingo eller duftbingo – eller bare kombineret sansebingo med både syn, lyd og duft!
Supergodt forslag, Anette. Tak fordi du deler. Det må prøves!
Fantastisk ide! Printeren er tændt og vi er i gang med at printe ud 🙂
hej, det er som om linket til naturbingopladen ikke virker eller siden er lavet om? den så ellers så fin ud og lige til at bruge.
Hej Ulla
Det har du ret i!
Jeg har fixet linket – nu kan du hente spillepladen igen.
Rigtig god tur! (og ja – det er nemt og lige til at bruge!)
Vh. Line
Naturbingo er en yndet aktivitet i forskellige afarter når vi har spejdermøder
Dejligt at høre, Jesper!