Vandretur med børn: Hvad jeg lærte om distancer, vægt, gåtider og grej – efter 3 dages vandretur på Gendarmstien med børn

Vandring Vandretur børn familie Gendarmstien

Vandring med børn.

Er du også i tvivl om, hvor langt I kan vandre? Hvor hurtigt I kan gå? Hvor meget bagage, børnene kan bære? Og hvilket grej, du skal huske?

Få svarene her.

Jeg deler mine erfaringer fra en 3 dages vandretur på Gendarmstien med en 8 årig og en 10 årig.

Testtur: At finde svar på vigtige spørgsmål om vandring med børn

Gendarmstien er en af Danmarks smukkeste vandreruter. Sammen med mine to børn på 8 og 10 år og deres far, vandrede jeg 33 km af Gendarmstien i foråret. Se billeder og læs mere om vores oplevelser på Gendarmstien her

Vandreturen på Gendarmstien var en vigtig testtur for familien.

Til sommer skal vi på en 7-dages vandretur i Østrig, hvor vi skal vandre fra hytte til hytte i bjergene.

Vi voksne har erfaring med hytte-til-hytte-vandring.  Men nye spørgsmål melder sig, når børnene skal med. 

Og de bedste svar finder man i felten. Ved at gøre sig konkrete erfaringer.

Derfor havde vi planlagt en 3 dages vandretur på Gendarmstien.

Vi ville finde svar på

  1. hvor langt vi kan vandre (hvor lange dagsdistancer er passende for en familie med to børn på 8 og 10 år?)
  2. hvor hurtigt kan vi vandre, når børnene er med  (effektiv gåtid uden pauser) og hvor meget tid vi skal lægge oveni den effektive gåtid i form af pauser og små stop
  3. hvor mange kilo, børnene kan bære – og stadig have en god tur
  4. hvor tunge rygsække, vi voksne skal forvente (når bagage til 4 personer skal fordeles, så vi voksne bærer det meste)
  5. vores grej og udstyr (hvad er absolut nødvendigt, hvad er nice-to-have og hvad kan undværes?)
  6. om der var noget, vi har overset (grej, overvejelser, forberedelser, viden osv.)

Vandreturen på Gendarmstien gav os svar på alle disse spørgsmål.
Jeg deler mine erfaringer her.

Sådan tilrettelagte vi testturen – for at få de rigtige svar

For at få så brugbare svar som muligt, havde vi planlagt vandreturen på Gendarmstien, så den mindede om hytte-til-hytteturen. Bare i miniformat.
Dvs.

  • At vi skulle afsted flere dage og gå fra sted til sted
  • At oppakningen skulle indeholde alt tøj og udstyr, der er nødvendigt i bjergterræn og omskifteligt vejr
  • At vi skulle sove indendørs – og at oppakningen derfor ikke skulle omfatte telt, soveposer og liggeunderlag, men kun lagenposer.
  • At maden delvist skulle medbringes. I bjerghytterne i Østrig kan vi købe aftensmad og i et mindre omgang morgenmad. Frokost og snacks til alle dage skal medbringes, ligesom vi skal have supplerende morgenmad med.

Hvad jeg har lært om vandring med børn

Her får du mine vigtigste erfaringer fra testuren på Gendarmstien.

#1. Distancer – det vigtigste jeg har lært om distancer på vandretur med børn

Vi vandrede  33 km fordelt på 3 vandredage:

Dag 1: 12,5 km
Dag 2: 12,2 km (+ 2,5 km ekstra bonusvandring til nærmeste supermarked for at handle – dog uden rygsække)
Dag 3: 8,6 km (+ 2 km ekstra bonusvandring retur fra Cathrinesminde Teglværk til Broager, hvorfra vi tog bussen retur til Kruså)

Det vigtigste jeg har lært om distancer:

  1. Dagsetaper på 10-13 km (i dansk terræn) er passende for vores familie (børn på 8 og 10 år).
    Der var tid til at holde pauser og tale om dét, vi så undervejs.
    Når vi ankom til dagens slutmål, var vi brugte – men ikke udmattede. Der var stadig energi til kortspil, leg, dagbogsskrivning mv. Og endnu vigtigere: Børnene havde masser af lyst til endnu en vandredag, når de vågnede næste morgen.
    Har du yngre børn eller er dine børn ikke vant til aktive ferier, kan du måske satse på 5-8 km. pr. dag
    Skal du afsted med børn, der aldrig har prøvet vandretur før, så start med en mikroferie.
  2. Læg altid ca. 10% til de opmålte dagsdistancer:
    Har du planlagt en rute på 10 km, så forvent, at I reelt kommer til at gå 11-12 km. Der er altid en seværdighed, en udsigt eller en bænk lidt væk fra ruten – og man kan jo komme til at gå forkert.
    En god tommelfinger regel er derfor at forvente +10% til den distance, du har opmålt.

#2. Hastighed og gåtider – det vigtigste jeg har lært om fart, når man vandrer med børn

Vi trackede vandreturen med Strava-app og fik dermed vigtige data om turen.

Vores effektive gåtid og samlede vandretid inklusiv pauser kan du se her:

Dag 1: 12,5 km – effektiv gåtid: 3:00 timer – vi brugte 4:30 timer på turen inkl. pauser
Dag 2: 12,2 km – effektiv gåtid: 2:58 timer – vi brugte 5:00 timer på turen inkl. pauser
Dag 3: 8,6 km – effektiv gåtid: 2:02 timer – vi brugte 3:15 timer på turen inkl. pauser

Det vigtigste, jeg har lært om vandrehastighed med børn

  1. På en vandretur med børn og oppakning kan vi vandre med en effektiv gåtid på ca. 4 km/t (i dansk terræn)
  2. For at finde den samlede tid det tager at tilbagelægge en distance, skal den effektive gåtid ganges med 1,5-2.
  3. En vandredag, hvor vi er undervejs 5 timer var passende for vores familie. Det skal være sjovt hele vejen – også den sidste 1 time.

#3. Vægt – det vigtigste jeg har lært om, hvor meget børn kan og bør bære i rygsækken på en vandretur

Her er hvad børnene bar:

Min søn på 10 år: Rygsækken vejede ca. 3,5 kg

  • Han bar en 0,75 liter drikkedunk, sit eget skiftetøj, et par skiftesko, regnbukser til alle i familien, førstehjælpsposen, 2 dolke og en (efter hans mening) helt uundværlig (og efter moderens mening alt for tung) bog.

Min datter på 8 år: Rygsækken vejede ca. 1,5 kg

  • Hun bar en 0,5 liters drikkedunk, sit eget skiftetøj, et par sandaler, børnenes tandbørster og to små (og efter hendes mening) helt uundværlige bamser.

Det vigtigste, jeg lærte om hvad børn kan og bør bære

  1. En tommelfingerregel siger, at børn højst bør bære 20% af deres egen kropsvægt.
    Det betyder, at et barn på 35 kg bør bære max. 7 kg.
    Denne tur lærte mig, at betydeligt mindre er at foretrække, hvis børnene stadig skal have højt humør, og vi skal kunne holde et almindeligt gåtempo.
    Min 10 årige søn bar ca. 10% af sin egen vægt og min 8 årige datter ca. 5%.
    De forholdsvis lette børnerygsække betød, at børnenes opmærksomhed kunne rettes mod det, vi så og oplevede undervejs – og ikke imod trætte skuldre og ømme fødder.
  2. Børn skal også have en rygsæk med et godt bæresystem!
    Min 10 årige søn gik med en dagstursrygsæk af fin kvalitet. Men den havde ikke et hoftebælte, der kunne flytte vægten fra skulder til hofte.
    Det var en uholdbar løsning – og det vil under ingen omstændigheder fungere på vores kommende 7 dages vandretur i bjergene.
    Derfor gik vi på udkik efter en børne-vandrerygsæk med kraftigt hoftebælte, justerbar ryg, gode skulderremme til ham.
    Vi har valgt denne model. Tysk kvalitet 🙂
    Udvalget af gode børnerygsække er vanvittigt lille i  Danmark, og vi har pløjet markedet igennem!
    Fordelen ved denne børnevandrerygsæk er bl.a. at den kan justeres i ryggen og tilpasses barnets højde (og vokse med barnet). Den har et ok hoftebælte og gode stopper, så tasken kan trækkes helt tæt på kroppen, når den ikke er helt fyldt. Og endeligt har vi gode erfaringer med mærket.
    Børnerygsækken fås også i en lidt mindre model her.

#4. Vægt – det vigtigste jeg har lært om, hvor tung min egen rygsæk bør være

Min egen rygsæk vejede ca. 13 kilo, da vi lagde ud på vandreturens første dag.

I rygsækken havde jeg 1½ liter vand, mit personlige tøj og grej (skiftetøj, regntøj, toiletsager, et par sandaler, mobil, solbriller, vandrestave og regnslag til rygsækken) og diverse fællesgrej (dagbøger, skrivegrej, powerbank, solcreme, mobiloplader, kortspil, rutebeskrivelse samt lagenposer og håndklæder til hele familien). Og en hel del mad.

Maden vejede flere kilo. Vi havde en almindelig madpakke med til frokost dag 1, aftensmad til dag 1, morgenmad til dag 2 og snacks til alle dage.

Det vigtigste, jeg lærte om vægten på min egen rygsæk

  1. Rygsækken var for tung!
    Vi spiste os igennem et par kilo – og da rygsækken ramte ca. 10 kg, blev turen betydeligt mere behagelig.
  2. Vægten skal reduceres: Vi skal satse på endnu mere frysetørret mad!
    Der er nemlig ikke ret mange andre steder, der kan spares: Vi har allerede letvægtshåndklæder og lagenposer af silke (hvilket allerede sparer os for en del vægt). Mit skiftetøj var begrænset til et minimum, toilettasken indeholdt kun det nødvendigste. Og grej som regnslag, mobiloplader, powerbank og mobiltelefon kan ikke fjernes fra pakkelisten.
    Ergo: Det nemmeste sted at sætte ind er maden: Her kan vi virkelig reducere vægten. Der findes heldigvis et godt udvalg.

#5. Grej – Det vigtigste jeg har lært om udstyr på vandretur med børn

Jeg er ikke grej-freak. Men jeg har gennem et utal af kanoture, vandreture og cykelture erfaret, at godt grej kan gøre en tur nemmere, lettere, sjovere og mere sikker. Godt grej kan også være dét, der afgør, om man giver op eller gennemfører.

Her er noget af det grej, jeg er særlig glad for, når det gælder vandretur:

  • Regnslag til rygsækken. Også regnslag til børnenes rygsække!
  • Vandtæt cover til mobilen – uundværligt!
    I det vildeste regnvejr skal man være 100% sikker på, at telefonen ikke drukner. Der findes mange forskellige covers. Her er en billig variant (jeg har den selv), og en lidt mere luksusagtig variant med flere features.
  • Vandtætte poser til skiftetøjet i rygsækken.
    Yep, det bruger vi, selvom vi også har regnslag til rygsækkene. For når det virkelig regner, bliver alt fugtigt….undtagen dét der ligger i de vandtætte poser. Disse poser er tilmed ultralette.
  • Vandrestave.
    Jeg sendte himmelvendte øjne mod den tyske mand, der første gang belærte mig om fordelene ved vandrestave. Men lod mig alligevel overtale. Siden har jeg aldrig været afsted uden. Stavene aflaster ryggen, er praktiske, når man skal holde balancen på smalle passager og giver ekstra fremdrift. For bare at nævne et par fordele.
    I dag har vi voksne et sæt hver – og børnene har overtaget vores de gamle.
  • Letvægtshåndklæder
    Fylder og vejer meget lidt. Og tørrer superhurtigt.
  • Silkelagenposer
    Luner bedre end bomuld, er überlækre –  og fylder og vejer næsten intet.

#6. Andre vigtige erfaringer jeg har gjort mig efter 3 dagens vandretur med børn

Og hvad lærte jeg ellers om vandring med børn? Ikke noget vildt nyt – men jeg fik bekræftet disse ting:

  1. Forventningsafstemning er alfa omega. 
    Vi brugte meget tid – inden turen – på at tale om, hvad vi skulle og hvad der kunne blive svært.
    Børnene fik selv til opgave at komme med forslag til, hvad de ville gøre, når tingene blev vanskelige.
  2. Dagbogsskrivning er altid en god måde at få talt dagen igennem på.
    Vi peppede dagbogsskrivningen op på denne tur med at “rate” dagens vandring indenfor forskellige kategorier.
  3. Det skal være sjovt – hele vejen.
    Distancer og sværhedsgrad skal tilpasses det yngste barn. Altid.
    Som voksen skal man bruge ekstra energi på at sætte sig ind i ting om området. Så man kan dele viden om naturen, kulturen eller historien. Det gør turen sjov for alle. Hele vejen.

Læs mere om Gendarmstien – og hvorfor det er en supergod vandrerute til børnefamilier:

Gendarmstien Vandring Vandretur børn familie

Artiklen indeholder affiliatelinks


Få flere turideer til cykelferie, vandring, kano og friluftsliv med børn – lige her:

Tilmed dig Nyhedsbrev fra Alle Ud her

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.