Bryrupbanestien – Cykeltur fra Silkeborg til Horsens på “Danmarks smukkeste jernbane” (banesti)
Bryrupbanen er blevet kaldt ”Danmarks smukkeste Jernbanerute”.
I dag er jernbanen nedlagt, og du kan nu cykle på en bilfri cykelrute i det smukke kuperede landskab.
Bryrupbanestien hedder cykelruten, der tager dig fra Silkeborg til Horsens.
Ruten går forbi Danmarks højeste toppe. Men på Bryrupbanestien skal du ikke okse op af bakkerne. Turen er pandekageflad, fordi cykelruten er anlagt på det gamle jernbanespor. Det gør ruten til et godt valg, hvis du vil cykle med mindre børn.
Glæd dig også til at opleve historiens vingesus:
Undervejs skal du have cyklen med veterantoget mellem Bryrup og Vrads, og du krydser Den Genfundne Bro. En fabelagtig cykeltur gennem Midtjylland.
Oversigtskort – Bryrupbanestien
Se ruten på Google Maps: Oversigtskort over Banestien Silkeborg-Horsens (Bryrupbanestien)
.
Cykelkort, der dækker ruten:
Du kan bruge dette cykelkort:
- Cykelkort over Østlige Jylland 1:100.000 (reklamelink)
.
Længde – Bryrupbanestien
Bryrupbanestien er 61 kilometer.
Heraf skal du på en 5 kilometer strækning med veterantoget mellem Bryrup og Vrads.
.
Om ruten – Bryrupbanestien
Banestien går mellem mellem Silkeborg og Horsens. Cykelruten er asfalteret og bilfri.
Mellem Bryrup og Vrads (en strækning på 5 km) er skinnerne bevaret. Her kan du tage cyklen med veterantoget. Vil du ikke det, må du ud på mere kuperede veje.
Turen på Bryrupbanestien går gennem smukt morænelandskab, frodige ådale, åbne herregårdslandskaber, lyngklædte hedeområder og gamle bøgeskove.
Der blev flyttet meget jord for at skabe et fladt forløb, da jernbanen blev anlagt. Derfor kan du nu nyde imponerende udsigter på de gamle banedæmninger.
Banestien er skiltet som regional cykelrute 31. Stien er bred, og asfalten er god. Det meste af banestien følger den gamle jernbanes tracé.
Langs stien er der etableret primitive overnatningspladser og rastepladser med shelters, muldtoiletter og vand.
Der er masser af børnevenlige oplevelser undervejs på banestien mellem Silkeborg og Horsens. Veterantoget og oplevelseparken Labyrinthia, for bare at nævne to. Naturen er utrolig afvekslende, og så er belægningen og skiltningen bare god. En af landets klart mest familievenlige banestier (Sven Århammer, banestiekspert)
.
Se og oplev undervejs
- Den Genfundne bro
Nordeuropas højeste gitterbro blev bygget i 1899, så togene kunne krydse Gudenådalen. Men i 1925 begravede den smukke bro i en dæmning, fordi sporene skulle udvides. Her lå broen gemt indtil 2014. I dag er Den Genfundne Bro en stor turistattraktion – og banestien fører dig direkte hen over broen. Gør stop her! - Labyrinthia
Find vej – eller far vild – i de mange labyrinter i oplevelsesparken syd for Silkeborg. - Vestbirk Vandkraftværk
Kraftværket er i dag et arbejdende museum og er åbent for besøgende. - Vrads station: Traktørsted, iskiosk og restaurant
Snup en is – eller spis aftensmad i en gammel togvogn på Vrads Station. - Togtur med veterantoget mellem Bryrup og Vrads
5 km af “Danmarks Smukkeste Jernbane” er bevaret. Om sommeren – og på andre udvalgte dage – køres der med damplokomotiv. Cykler kan medtages. - Kunstcenter Silkeborg Bad
Tidligere kurbad. Under 2. verdenskrig var Silkeborg Bad hovedkvarter for tyskerne. I dag er det kunstcenter med skiftende udstillinger. Parken er indrettet som skulpturpark.
.
Historiske facts – Bryrupbanestien
Jernbaneruten Bryrupbanen blev anlagt i perioden 1899-1923.
Jernbanen blev nedlagt i 1968, og senere blev den rekreative sti, hvor du nu kan cykle, etableret.
.
Forlæng din cykeltur – ad flere banestier
Vil du cykle længere end de 61 kilometer på Bryrupbanestien?
Du kan forlænge din cykeltur – og fortsætte videre på andre banestier i begge ender:
- Nordpå til Randers:
Fra Silkeborg kan du fortsætte til Randers ad banestier. Ruten er skiltet som regionalrute 29.
Turen går først via Gjernstien fra Silkeborg-Laurbjerg (38 km), derefter ad banestien Langå-Laurbjerg (4 km) og til sidst ad Gudenåstien fra Langå til Randers (14 km). På cykelkortet over Østlige Jylland, kan du se hele ruten. - Syd-Øst til Haldrup:
Fra Horsens kan du cykle videre til Haldrup ad banestien, der er markeret som nationalrute 5. Ruten er 11 kilometer og følger Horsens Fjord. Omgivelserne er meget smukke, og stien er bilfri. Se fotos og læs om Horsens-Haldrup banestien her. På cykelkortet over Østlige Jylland, kan du se ruten.
Den forlængede cykeltur på banestier mellem Randers i nord og Haldrup er 128 km. Se oversigt over den samlede “forlængede” rute Randers-Haldrup.
.
Forlæng din cykeltur – med turen rundt om Horsens Fjord
Når du ankommer til Horsens, kan du nemt fortsætte din cykeltur rundt om Horsens Fjord.
Cykelruten omkring fjorden er ikke bilfri. Til gengæld kan du glæde dig til at skulle med to små færger; du besøger to øer, og ruten har fantastiske udsigter over fjorden:
- Cykelruten Horsens Fjord Rundt (rundtur på 53 km, hvor du starter og slutter i Horsens)
.
Cykelkort i papir – glem aldrig…..
Et cykelkort i papir er altid rart at have med – selv på en godt skiltet cykelrute.
Jeg anbefaler dette cykelkort:
- Cykelkort over Østlige Jylland 1:100.000 (reklamelink)
Find cykelkort over resten af Danmark her:
Måske er du også interesseret i…
Andre danske banestier her – find de bedste her
.
Fotokredit: Arne Rudi Jensen
Hej Line
Tak for din hjemmeside
Kan du hjælpe med tips til overnatning på cykelturen ml Silkeborg og horsens?
Er der kun shelters, skal man booke dem og har du link til dem? For et par år siden fandtes der noget der hed overnatning i det fri, man betalte ca 20 kr for at sove på en bondemandsmark med adgang til vand. Findes det stadig?
Med mange tak, venligst Maja
Kære Maja
Du kan finde oversigt over shelter og teltpladser i hele danmark på to måder:
1) Gennem shelterApp
2) I bogen overnatning i det fri: (læs mere her: https://alleud.dk/Overnatning_i_det_fri_gucca – reklamelink til webshop, hvor du kan læse mere om bogen).
Sammen med bogen får et stort kort over DK, der viser hvor pladserne er og beskrivelser af alle pladserne. (Er der vand, hvordan bookes pladsen, hvem skal man kontakte, er der WC, er der shelter eller bare teltplads osv)
Det er muligvis den type overnatning du tænker på?
De fleste telt- og shelterpladser er gratis – og det er meget forskelligt om de skal/kan bookes – og forskelligt hvordan booking foregår.
På Bryrupbanestien har jeg selv overnattet ved Vrads station på en shelterplads med 3 shelters. Jeg mener også der er shelters nær Den Genfundne Bro.
Men som sagt: Find pladserne i shelterApp eller i bogen, jeg har linket til.
Der er shelter og teltpladser som ikke er med i bogen og appen – men de to steder er de bedste at starte. Ellers kan du tjekke kommunernes hjemmesider eller VIsit-hjemmesiderne. Noget mere omstændigt dog.
God fornøjelse!
//Line
Shelterpladsen ved Them er flot.
Vandskyllende toilet, køkkenbord med koldt vand og 2 shelter og jeg vurderede at det store græsareal var teltplads. Samt lidt legeplads
Kære Else-Marie
Tak fordi du har taget dig tid til at dele disse fine oplysninger om shelterpladsen på Bryrupbanestien. Nu kan andre får glæde af dem!
vh. Line
Hej Line,
Jeg vil gerne tipse om Langå camping, Silkeborg camping og Bryrup camping, som vi benyttede, da vi cyklede Randers-Silkeborg-Horsens for to uger siden. Jeg havde to piger (6år og 4år) med og for dem var det en stor motivationsfaktor at ankomme til en fed campingplads med legeplads (og i Bryrup swimmingpool) efter dagens cykling. Når vi ankom strøg de direkte til legepladsen og den voksne fik også ferietid til at læse/drikke kaffe.
Når de blir ældre vil jeg også helst bruge shelters (vi sov også i shelter i Skorup ved Thorsøe, det var rigtig fint), men de piger som var meget trætte i benene fik altså ny energi og havde en fest på campingpladserne.
Jeg havde i øvrigt en bekymring om om de var for små til at cykle, men det gik fint (og meget langsomt). Jernbanestien er dog ikke pandekageflad efter min mening, men min store pige blev trukket i en kraftig elastik (sat fast bag på cykelvognen) på bakkerne og den mindste kunne jeg give noget hjælp ved at holde hende på skulderen. Til gengæld er stierne uden trafik, som man kan både vælte, være uopmærksom og lave tricks uden det generer eller er farligt. Det er et stort plus!!!
Kære Kristine
Tak for din kommentar og for dit tip og din positive anmeldelse af Langå Camping – det er hermed givet videre til andre læsere!
Og ja – 4 og 6 årige cykler ikke alt for hurtigt, men det må man jo bare tage med! Det vigtigste er at de har en god oplevelse, og så må vi voksne væbne os med tålmodighed!
Og ja – det klart bedste ved banestierne er trafiksikkerheden! Det halter på virkelig mange andre danske cykelruter!
Vh. Line
Hej. Hvordan kan man finde et kort over banestien ved Silkeborg og overgangen til banestien fra Silkeborg til Randers ? Mvh Sidsel
Hej Sidsel
Du kan bruge cykelkortet, der dækker Østjylland. Kortet kan købes her: https://alleud.dk/Cykelkort-østlige-jylland
Du kan også se ruten på dette Google kort:
https://www.google.com/maps/d/viewer?ll=56.156259000000034%2C10.689696999999997&spn=0.824476%2C2.705383&msa=0&z=9&mid=1a2gW_HUwMUnp2p2f_1qlqoL61zA
Jeg håber, det bringer dig videre!
Vh. Line