Find verdenshjørnerne – uden kompas. Lær nemt de 5 smarte huskeregler

Find verdenshjorner uden kompas

Dine børn kender sikkert verdenshjørnerne?

Men kan de udpege nord, syd, øst og vest i naturen – uden kompas?

Her får du 5 nemme tips til, hvordan I finder verdenshjørnerne. Helt uden kompas. Tips, der gør det nemt at finde vej – uanset hvor I befinder jer.

Og det er faktisk ikke svært at lære. Selv mindre børn kan være med. Smut en tur ud og øv jer.

Det giver street credit blandt både store og små at kunne de her 5 tricks. Jeg siger det bare.

Nederst får du et forslag til, hvordan I kan gå på jagt efter verdenshjørnerne og hurtigt lære de 5 smarte metoder.

5 metoder til at finde verdenshjørnerne i naturen – helt uden kompas

Her er 5 smarte huskeregler, så du kan finde verdenshjørnerne – selv uden kompas og mobil.

Praktisk. Nemt. Og sjovt.

Det er sejt for børn at kunne finde vej ud fra naturens pejlemærker. Og som forælder giver det en ekstra tryghed at kunne navigere – uanset, hvor I befinder jer – også når mobilen svigter.

1. Kik på fritstående træer

Huskeregel: 

  • Fritstående træer hælder ofte mod øst
  • Fritstående træers kroner er oftest størst mod syd

Hvorfor?

Vinden kommer ofte fra vest i Danmark. Derfor hælder mange fritstående træer let mod øst. Dette fænomen er tydeligst ved vestkysterne – og de fleste vestjyder kender dette simple kneb til at retningsbestemme vest.

Står I ved et fritstående træ, kan I også se på trækronen: Trækronen er nemlig oftest mest udviklet og størst i sydsiden. Hvorfor? Fordi denne del af træet får mest sol.

2. Se på kirketårnet

Huskeregel:

  • Kirketårnet vender oftest mod vest

Hvorfor? 

De gamle landsbykirker er normalt bygget i retningen øst-vest og har tårnet placeret mod vest.

Men hvorfor er det egentlig sådan? Jeg fandt svaret på netkirken.dk:

Ifølge den kristne trosbekendelse venter kristne på, at Jesus skal komme igen “for at dømme levende og døde”. Jesus vil komme som solopgangen fra det høje. Og solen står som bekendt op i øst. Derfor er kirkerne bygget, så menigheden vender blikket mod øst, når de sidder på kirkebænken, og kirketårnet, ja, det er normalt placeret bag bænkene – altså mod vest.

3. Kik på mos på træerne

Huskeregel:

  • Mos på træer vokser på stammens nordside.

Hvorfor? 
Mos gror bedst i fugtige forhold og i skygge. Solen bevæger sig fra øst mod syd og går ned i vest. På træstammens nordside er der derfor aldrig direkte sol. Derfor er nordsiden mest optimal for det bløde grønne mos.

4. Se på myretuerne

Huskeregel:

  • Myretuer ligger ofte på sydsiden af et træ eller i den sydlige ende af skoven

Hvorfor?

Myrerne kan godt lide varme. Derfor bygger de deres tuer, hvor der er mest sol, og det er syd for træet eller i skovens sydlige udkant.

5. Brug et armbåndsur

Huskeregel

  • Syd er halvejs mellem den lille viser og kl. 12

Hvordan? 

Du kan finde verdenshjørnerne ved hjælp af et gammeldags armbåndsur med visere.

Hold uret vandret, og lad den lille viser (timeviseren) pege mod solen.

Halvér nu afstanden mellem den lille viser og klokken 12 på uret. Denne retning er syd.

Hvis det er sommertid, skal du halvere afstanden mellem den lille viser og kl. 13. Her finder du syd.

Familieudflugt: Hvem finder først verdenshjørnerne – helt uden kompas?

Tag ungerne med ud i weekenden – og lær dem at udpege verdenshjørnerne UDEN kompas.

Gå på jagt efter fritstående træer, landsbykirker, mos på træer, myretuer – og tag et gammeldags armbåndsur med.

Ved hjælp af de 5 huskeregler kan I øve jer i at udpege verdenshjørnerne. Alene ud fra naturens pejlemærker.

Er i konkurrencemennesker, så lav en konkurrence: Hvor mange gange, kan I udpege verdenshjørnerne rigtigt? Eller hvem kan først finde nord?

Måske kan man vinde et klistermærke, hver gang, det lykkes at finde nord? Eller måske venter der en kop varm kakao, hvis børnene får pladen fuld og lykkes med at udpege verdenshjørnerne ud fra alle 5 huskeregler?

To bonustip

  1. For at kunne bruge de 5 huskeregler, skal dit barn forstå konceptet med de 4 verdenshjørner:
    Det vil sige, at barnet skal vide, at nord er modsat syd – ligesom vest og øst. Og at vest altid er til venstre (vest = venstre), hvis I står og ser mod nord.
  2. Tag et kompas med, så kan I kontrollere, om I rammer rigtigt.
    Dette klassiske kompas (reklamelink) er robust og pålideligt – og er også anvendeligt navigation efter kort.
    En billigere model er dette minikompas (reklamelink), som ikke vejer og fylder ret meget. Minikompasset kan hægtes fast i lynlåsen på tasken eller jakken – så har du det altid ved hånden.

God jagt efter verdenshjørnerne…..og lige en disclaimer

Og husk lige, at huskereglerne er tommelfingerregler: Der er altid undtagelser. Naturen lever sit eget liv, så anklag mig ikke, hvis du finder en myretue mod nord eller et træ, der hælder mod vest. God jagt!

Artiklen er oprindeligt udgivet i 2016 men er opdateret i august 2018

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

4 Responses

  1. Peter siger:

    Jeg syntes det er så fedt, at der er nogen der prøver og lærer folk og især de unge, sådan nogen geniale metoder til at finde vej og andre ting.
    Måske ikke så vigtigt i Danmark,der skal man næsten bare gå i en time højst før man er ude af skoven eller ser/møder nogen.
    Men mange andre lande Norge, Sverige,og tyskland,Østeuropa, Sydeuropa,der kan man virkelig fare vildt. Har selv prøvet det i Norge og det var lidt for spændende og hårdt og det var fordi Vi mistede et træ med et mærke og så i stedet for at gå tilbage så syntes Vi at der var en sti men det var det ikke,så har det været en sti dyrene brugte men Vi gik i omkring 12 timer til Vi så en hytte med nogen i og de var så flinke at køre os til den sæth Vi boede i det tog halvanden time i bil at køre hjem og Vi havde ingen anelse om hvor vi var.måske det havde hjulpet hvis Vi havde haft en måde at finde verdenshjørnerne til at finde tilbage.Det var jo et rent held Vi så den hytte,det var virkelig et øde sted Vi var og havde ikke nok af vådt/tørt med.så husk et ordentligt kort over hvor i er og gode fif som dem der står feks på den side med mos og kirketårne.træer og den med urviserne.

    • Line Wagener siger:

      Hej Peter
      Tak for din kommentar!
      Uha – det var ikke en rar oplevelse, I har haft der! Godt at høre, at I fik hjælp til sidst.

      Vh. Line

  1. 7. januar 2020

    […] alleud.dk kan du finde råd til,hvordan du træner dig i at finde de fire verdenshjørner uden […]

  2. 13. april 2020

    […] 2: Find ud af hvilken retning dit fikspunkt ligger i. Og her taler vi altså retning som i retning på kompasset. Det er ikke sikkert det behøver være specielt nøjagtigt, så du har nok ikke brug for et kompas. Men du skal vide hvor på kortet du skal kigge, og her hjælper det ret så meget at du kigger i den rigtige retning i forhold til det udgangspunkt. Hvis du ikke har styr på verdenshjørnerne i det område du befinder dig, så er det en anden god lille opgave at kaste sig over. Brug f.eks denne fine vejledning fra bloggen Alle ud […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.