Vandring på Hærvejen med børn: Fra Hirtshals til Svinkløv – 5 dage til fods langs den jyske vestkyst

Hærvejen Vandring Vandretur Nordjylland hirtshals

Hærvejen er Danmarks ældste vandrerute.

Her oplever du historiens vingesus, kulturhistoriske seværdigheder og en mangfoldighed af smuk natur og varierede landskaber.

Denne artikel har fokus på den nordligste del af Hærvejen langs vestkysten: Fra Hirtshals til Svinkløv.

Jeg har vandret strækningen med min kæreste og vores to børn over fem dage.

Og WOW, siger jeg bare: En smuk, naturskøn, bjergtagende og vanvittig lækker vandretur – kæmpe anbefaling herfra!

I denne artikel får du en dag-for-dag turbeskrivelse og fotos fra vandreturen mellem Hirtshals og Svinkløv.

Du får også en guide med praktiske information om ruten: Etaper, distancer, indkøbsmuligheder, vandposter, transport til/fra ruten osv.

Jeg deler også mine overvejelser om at planlægge og gennemføre en vandretur på godt 100 km med to børn – det er trods alt lidt anderledes, end når du vandrer alene eller ‘kun’ har følgeskab af andre voksne.


Artiklens indhold

  1. Overblik: De vigtigste facts om vandreturen
  2. Turbeskrivelse (dag for dag): Vandretur fra Hirtshals til Svinkløv
  3. Oversigt over etaper, distancer, overnatning og rutevalg
  4. Derfor valgte jeg denne rute til en flerdages vandretur med børn
  5. Praktiske tips: Transport til/fra ruten & valg af vandrekort

Vandring Hærvejen Vandretur familie
Vandreglæde. Vandreferie med familien – jeg er happy.

Overblik: De vigtigste facts om vandreturen fra Hirtshals til Svinkløv

  • Hvor: Nordjylland – langs den jyske vestkyst
  • Startsted: Hirtshals
  • Slutsted: Svinkløv Camping (nord for Fjerritslev)
  • Kilometer i alt: 108
  • Dage: 5
  • Længste etape: 26,5 km
  • Korteste etape: 16,5 km
  • Skiltede vandreruter, vi fulgte: Primært Hærvejen – men også lidt af Nordsøstien og Sti100
  • Overnatning: Hytter på campingpladser
  • Vandregruppen: To voksne og to børn på 12 og 15 år
  • Anvendte papirkort: Calazo Outdooratlas Hærvejen (reklamelink) og denne pdf om Sti100
  • Anvendte digitale kort: Vandreplanen.dk (til opmåling af etaper og distancer før turen)

Dag for dag turbeskrivelse: 5 dages vandretur fra Hirtshals til Svinkløv – på Hærvejen, Nordsøstien og Sti100

Hærvejen Nordsøstien Nordjylland
På vandreturen mellem Hirtshals og Svinkløv vandrer vi primært på Hærvejen. Men for at undgå et par lange kedelige asfalt- og vejstrækninger på noget af dag 2 og 3, følger vi disse dage alternativt Nordsøstien og Sti100. Nogle steder er ruteføringen for Hærvejen og Nordsøstien overlappende, som her.

Dag 0: Ankomst til Hirtshals

For at kunne starte vandreturen fra morgenstunden ankommer vi til Hirtshals dagen inden.

Jeg har booket overnatning på Hirtshals Bed & Breakfast by the Sea.

Stedet drives af et meget venligt værtspar. Bygningen ligger i første række med udsigt over Vesterhavet – og kun få skridt fra Hærvejen.

Værtsparrets søn producerer italiensk is og sælger det fra en isvogn lige uden for vores vindue. Så aftenen byder på italiensk is og smuk solnedgang over Vesterhavet. En perfekt optakt til vandreturen.

Hirtshals
Solnedgang over Vesterhavet i Hirtshals aftenen før vandreturens start.
Hærvejen Hirtshals Vandring Vandrerute
Hirtshals. Her starter den vestligste gren af Hærvejens vandrerute. Hirtshals Fyr i baggrunden

Dag 1: Hirtshals – Lønstrup (via Hærvejen)

Jeg har glædet mig i månedsvis – nu starter vandreturen e-n-d-e-l-i-g!

Mørke skyer har desværre pakket sig over os i løbet af natten, og regnen siler ned, mens vi spiser morgenmad. Vi tager os god tid, for vejrudsigten lover snarlig opklaring.

Klokken 10.15 tager vi afsted. Nu støvregner det kun, og det er lunt, så vi er iført regnjakker, shorts og har trukket regnslag ud over vores rygsække.

Hærvejens har to grene i Nordjylland: Den ene starter i Frederikshavn, den anden i Hirtshals. Vi har valgt den vestligste gren fra Hirtshals, fordi naturen og ruten skulle være særlig smuk her – og dét viser sig at holde mere end stik.

Vandring med børn vandretur Hærvejen
Familien er klar til afgang fra Hirtshals. Godt 100 km venter forude. Humøret er højt, selvom det småregner

Familiens vandreerfaring – hvad betyder dét?

Fem vandredage og godt 100 kilometers vandring er foran os.

Børnene er vant til aktive ferier. Siden 2015 har vi været afsted på cykelferier af 3-4 ugers varighed hver eneste sommer, så de ved, hvad det vil sige at skulle bruge rugbrødsmotoren.

Som familie har vi også erfaring med vandring: Dels fra et utal af dagsture. Dels fra flerdages ture i både Danmark og udlandet: En uges hytte-til-hytte vandretur i Østrig, fem dages vandring Bornholm rundt og tre dages vandretur på Gendarmstien.

Men de er jo blevet ældre, ungerne. Så jeg har igen måttet revurdere, hvad der er realistiske distancer – med den alder, de har nu – og hvor meget vi egentlig kan bære.

På cykelferier har vi altid telt med. Men fordi vægt er et større issue på en vandretur, har jeg besluttet, at vi på denne tur vandrer fra campinghytte til campinghytte. Dermed sparer vi vægten fra telt, soveposer og liggeunderlag i rygsækkene. Og når rygsækken er lettere, kan distancerne skrues lidt op.

Hirtshals fyr

Efter få hundrede meter når vi Hirtshals Fyr, der ligger på skrænten højt over havet.

Hærvejen Hirtshals fyr vandretur
Hirtshals Fyr. Opført i 1863. Vi er på vej op ad den 22 meter høje skrænt mod fyret, hvis top er 57 meter over havet. Fyret er stadig i drift

Tornby Klitplantage

Meget af dagen vandrer vi på trampestier og et par gange tager Hærvejen os helt ned på stranden.

Vi kommer igennem Tornby Klitplantage. Området har været præget af sandflugt i århundreder. Nu holder gran og fyr vandreklitterne på plads. Terrænet er kuperet med dybe frodige ådale og høje udsigtspunkter.

Vi spiser frokost på en bænk med udsigt over Vesterhavet. Her er stille. Helt stille. Kun fugle, insekter og vindens susen i træerne bryder stilheden.

I Tornby Klitplantage vandrer vi også forbi en primitiv lejrplads, hvor vi overnattede på en cykeltur i 2017 – total nostalgi! Børnene kan først ikke genkende stedet, men da vi får øje på pladsens specielle brændekløver – et kæmpe monstrum – dukker minderne op.

Thornby Klitplantage Hærvejen Vandring
Thornby Klitplantage. Her er smukt, barsk og storslået landskab. Og meget øde.
Vandring strand Hærvejen
Flere gange i løbet af første vandredag går ruten helt ned i vandkanten.
Thornby Klitplantage Hærvejen

Liver Å – og turens smukkeste bro

Lidt længere mod syd vandrer vi på stranden frem mod Liver Å.

Åen løber ud i Vesteravet og skal krydses på en smuk træbro.

Området omkring åen er fredet, og efter broen følger vi en smal sti langs åen, hvor stive marehalm kradser os på benene.

Herefter går det igennem storslået klitlandskab. Trampestien bugter sig ind og ud, op og ned mellem klitterne. Det ligner en ødemark, så langt øjet rækker. En sjælden og storslået oplevelse i Danmark.

Liver Å Hærvejen
Udmundingen af Liver Å.
Liver Å Hærvejen Vandring
Broen over Liver Å.
Liver Å Hærvejen Nordjylland

Vandretur – nu med cykel……

Da vi har tilbagelagt 13,5 kilometer, når vi frem til min mountainbike, som jeg dagen forinden havde låst fast ved et vejskilt ved ruten. Vi skal have cyklen med på de sidste 7 km af dagens etape og de næste 3 dage.

Det lyder måske underligt – en cykel på en vandretur?!

Men forklaringen er enkel: Cyklen kom ind i ligningen kort før afgang. Formålet var at minimere risikoen for, at vi må afbryde vandreturen på grund af overbelastningsskader: Min søn har brugt hele foråret på genoptræning efter en alvorlig ankelskade, og min kæreste, Jens, har pådraget sig en lettere forstuvning kun 2 uger inden ferien.

Jeg var ulykkelig ved tanken om, at vandreturen skulle gå i vasken – så løsningen blev en “livline” i form af en cykel, som de to semi-skadede dermed har mulighed for at transportere sig på, så de undgår unødvendige smerter og flere skader.

Og ja – jeg vidste godt, at en cykel ville give bøvl på enkelte strækninger. Men ulemper og fordele var opvejet, og cykelløsningen vandt – under mottoet “better safe than sorry”.

Da vi når frem til cyklen, er det imidlertid min 12 årige datter, der har fået trætte fødder. Hun bliver den første, der hopper på cyklen og får sig en “pause”. Der er godt 7 km tilbage af dagens etape – og hun og Jens skiftes til at cykle det sidste stykke.

Hærvejen

Skallerup Klit

Kort tid efter dukker der – meget belejligt – lille kiosk frem bag et hjørne. Kaffetørsten har meldt sig, og vi voksne får koffein indenbords, mens børnene nyder en kop chokolade.

Derefter passerer vi Skallerup Klit Resort. Feriecenteret blev grundlagt af Stauning i 1938. Han indførte betalt ferie for arbejderne, og efter pres fra en gruppe lokale, blev der opført et feriecenter her. Herfra videre gennem et sommerhusområde.

Nordsøstien Hærvejen Vandrerute Nordjylland

Lønstrup

Det sidste stykke frem til Lønstrup er ruten igen er helt kystnær.

I Lønstrup har befolkningen levet af fiskeri i generationer. I dag er det fritidsfiskernes kuttere, der ligger på stranden. Vi passerer redningshuset fra 1852 med udstilling om fiskeriets historie i Lønstrup.

Lønstrup Hærvejen Vandrerute Vandring
Et par trætte fødder får sig en pause på cyklen det sidste stykke frem mod Lønstrup
Lønstrup Hærvejen
Lønstrup. Fritidsfiskere holder traditionen i hævd og slæber stadig deres små kuttere op på stranden.

Klokken 17 er vi fremme ved dagens mål, Lønstrup Camping, efter at have tilbagelagt 22 km til fods.

Vi lægger rygsækkene i vores lille campinghytte. Resten af dagen går med indkøb i det nærliggende supermarked, tilberedning af aftensmad og læsning i vores e-bøger.

Om dagens etapefra Hirtshals til Lønstrup (via Hærvejen)

  • Meget varieret, naturskøn og masser af havudsigt. Hovedsageligt trampestier, enkelte grusveje og kun et kortere stykke på asfalt. Mange bænke. Toiletter flere steder, og flere muligheder for at tanke vand undervejs. Lille kiosk efter ca. 14. km. Lille købmand i Lønstrup.
Lønstrup Camping Vandretur Hytte
Første vandredag er slut. Vi overnatter i en hytte på Lønstrup Camping. Vi har valgt denne overnatningsform, fordi det minimerer vægten i rygsækken, når vi ikke skal medbringe telt, underlag og soveposer.

Dag 2: Lønstrup – Løkken (via Hærvejen og Nordsøstien)

Efter morgenmad i hytten forlader vi Lønstrup Camping, kl. 9.15.

En hård sydvestenvind får håret til at hvirvle rundt. Flagene står lige ud fra flagstængerne, og flaglinerne klaprer rytmisk mod stængerne. Heldigvis er skyerne også ved at blæse væk, og solen kommer frem.

Lønstrup Mindesten
På vej ud af Lønstrup bliver vi mindet om, hvor barsk naturen kan være: Stenen fortæller om naturkatastrofen i 1877, hvor et voldsomt uvejr og store mængder regn skabte store jordskred. Efter uvejret havde vandmasserne revet så meget jord med, at en 18 meter bred og 7 meter dyb slugt var skabt.

Resterne af Mårup Kirke – og det store skibsanker

Lønstrup ligger på en 12 km lang klint, der er 60 meter på det højeste sted. Det giver et dramatisk kystlandskab.

Lige syd for Lønstrup gør vi stop ved resterne af Mårup Kirke.

Vi står yderst på kanten af den stejle klint, hvilket er tankevækkende, for kirken blev – i 1300 tallet – opført hele to kilometer fra kysten. De to kilometer land er nu ædt af havet.

Historien om Mårup Kirke er på mange måder værd at dvæle ved:

I 2008 blev kirken forsigtigt pillet ned, fordi den var ved at styrte i havet. Delene blev opmagasineret, så kirken kunne genopføres. Men i 2015 blev planerne ændret, og resterne af kirken blev kvast til grus og brugt som fyld til vejene forskellige steder i Nordjylland.

I dag ligger et stort skibsanker dér, hvor Mårup Kirke tidligere stod. Ankeret stammer fra en engelsk fregat, der forliste ud for kysten i 1808. Fregatten ligger stadig på bunden af havet ca. 300 meter fra kysten.

Hærvejen Mårup Kirke Anker

Rubjerg Knude og Rubjerg Knude Fyr

Rubjerg Knude Fyr og vandreklitten omkring fyret er dagens højdepunkt. Vi kan se fyret og ‘sandørkenen’ på lang afstand.

Hærvejen og Nordsøstien deler ruteføring her – og snor sig på den høje klint – nogle steder faretruende tæt på kanten. På et tidspunkt passerer vi et stort sår i skrænten, der vidner om, at et nyligt jordskred. Tusindvis af kilo jord ligger på stranden. Jeg holder ekstra afstand til kanten her.

Nordsøstien Hærvejen Nordjylland
Rubjerg Knude kan ses på lang afstand.
Rubjerg Knude Fyr
Vandreklinten Rubjerg Knude og det legendariske Rubjerg Knude Fyr, der blev flyttet på næsten Olsen Banden manér i 2019 for at undgå at fyret styrtede i havet.
Rubjerg Knude Fyr Hærvejen
Kærligheden hænger låst fast i toppen af fyret. Udsigt mod syd fra Rubjerg Knude Fyr.

Vandreklinten ved Rubjerg Knude Fyr er enorm. Vi kæmper os opad i det løse sand og når til sidst fyret, der knejser på toppen.

Da vi når frem til fyret, taler vi om den spektakulære redningsaktion, Rubjerg Knude Fyr blev udsat for i 2019:

Hvert år æder havet to til fire meter af kysten her. Rubjerg Knude Fyr var tæt på at styre i havet, hvis det ikke havde været for redningsaktionen, som en lokal murer, stod i spidsen for. Fyret blev flyttet 70 meter ind i landet til en mere sikker placering.

En forsvunden sti – hvor er vandreruten?

Efter en toptur i fyret glider vi ned af vandreklinten.

Fordi sandet hele tiden flytter sig, er det meget vanskeligt at finde vandrestien syd for klinten. Kortet er ikke til meget hjælp, og vi bruger en del tid på at kæmpe os rundt i det løse sand.

Til sidst lykkedes det at spotte et væltet og næsten helt tilsandet skilt – og med vandreskoene fulde af sand, kan vi igen sætte fødderne på fast grund.

Herfra tager Hærvejen os gennem et helt eventyrlig tæt bevokset område.

Stien bugter sig mellem nåletræer og løvtræer, og flere steder samler løvet sig over os, så vi går i en tunnel gennem alt det grønne. En stor kontrast til turen hen over den knastørre vandreklint.

Hærvejen Rubjerg Knude
Hærvejen er helt eventyrlig lige her. Vi er netop kommet fri af sandørkenen ved Rubjerg Knude Fyr. Nu vandrer vi igennem et junglelignende område.

Farvel til Hærvejen og goddag til Nordsøstien

Vi passerer et hærvejsherberg. Det ser hyggeligt ud, men vi har andre overnatningsplaner lidt længere mod syd.

Men først skal vi sige midlertidigt farvel til Hærvejsruten.

Derfor forlader vi Hærvejen her:

Lige nord for Nørre Lyngby drejer Hærvejen ind i landet: Hærvejen følger biveje ind til landsbyen Tise, inden ruten igen drejer mod vest og følger flere biveje tilbage mod kysten nord for Hune og Blokhus.

Denne del af Hærvejen vil vi undgå:

Mange kilometer på asfalterede veje gennem opdyrket landbrugsland ser simpelthen alt for kedeligt ud. Det er langt smukkere ved kysten i det vilde klitlandskab. Derfor sadler vi om, og følger Nordsøstien fra Nørre Lyngby frem til Løkken, hvor vi skal overnatte. En beslutning vi på intet tidspunkt fortryder!

Nordsøstien er – modsat Hærvejen – helt kystnær på denne strækning. Vi vandrer igen på kanten af de høje skrænter med udsigt over Vesterhavet.

Nordsøstien Nørre Lyngby Vandring Vandretur med børn
Nordsøstien er et fremragende alternativ til Hærvejen på strækningen fra Nørre Lyngby og sydover mod Løkken og Blokhus. Mens Hærvejen forlader kysten og følger veje inde i landet, bliver Nordsøstien helt ude ved kysten.
Okay – helt uproblematisk er det ikke at medbringe cykel på en vandretur! Her vokser hybenbuske i 1,5 meters højde og stien er kun 15-20 cm bred. Hmmm. Cyklen må løftes – det er hverken smart eller energibesparende!

Paraglidere ved Løkken

Lige nord for Løkken er luften fyldt af paraglidere, der udnytter de opadgående vinde ved klinten.

Efter en dag hvor vi har været fuldt eksponeret for solens stråler, trænger vi til noget køligt, og vi køber is hos Løkken Strandcamping. Derfra videre gennem et sommerhusområde og Løkken ‘down town’.

Løkken
Løkken Parglider
Vandretur med børn Nordsøstien Nordjylland Løkken
Vandretur Nordjylland Nordsøstien

Løkken

Klokken 16.15 når vi Løkken By Camping, hvor vi tjekker ind i endnu en campinghytte. Vi har i dag vandret 19,5 kilometer – inklusiv en del roden rundt ved Rubjerg Knude for at genfinde vandrestien.

Alle får et tiltrængt bad, og vi slår tiden ihjel frem EM-fodboldfinale for herrer klokken 21. Campingpladsen har et stort fælleslokale med TV – og vi kæmper os igennem både ordinær og forlænget spilletid samt straffesparkskonkurrence. En vild gyser, der får adrenalinen til at pumpe hos den fodboldgale familie efter en ellers rolig dag i naturen. Trætte går vi i seng. Alt for sent.

Om dagens etapeFra Lønstrup til Løkken via Hærvejen og Nordsøstien:

  • Naturskøn og kystnær. Igen primært trampestier, Kortere strækninger på grusveje. Asfalt gennem Nørre Lyngby og Løkken. Et længere stykke på løst sand på Rubjerg Knude. Havudsigt hele dagen. Toilet samt kiosk/bar i Nørre Lyngby. Store supermarkeder i Løkken.
Tæerne bliver luftet, mens strømper og sko damper af. En effektiv metode til at undgå vabler.

Dag 3: Løkken – Blokhus (Via Nordsøstien, Sti100 og Hærvejen)

Vi står op til turens længste vandredag – men er godt møre ovenpå EM-finalen, der trak ud til omkring midnat.

Samtidig er der en spirrende konflikt om cyklen, som var lidt bøvlet på flere strækninger af gårsdagens etape:

“Jeg har cyklet IMOD min vilje i går! Skal vi virkelig have cyklen med i dag igen?“, siger min datter, da vi er klar til at begive os afsted.

På det tidspunkt ved vi ikke, at cyklen bliver en vigtig redningsplanke, som vi alle sætter stor pris senere på dagen.

Jeg gyder olie på vandene og minder om, at cyklen primært er mændenes ansvar: Det er jo på grund af dem, at vi har cyklen med. (Selv har jeg endnu kun cyklet én kilometer ….af ren solidaritet).

Solen skinner. Det er dansk sommervejr, når det er allerbedst. Og vi begiver os afsted…..Jens trækker afsted med cyklen, mens vi andre har vandrestave i hænderne.

Løkken Strand Vandring Nordsøstien
På stranden syd for Løkken ligger tusindvis af skaller fra søpindsvin.

Vi forlader campingpladsen klokken 9.30 og fortsætter på Nordsøstien, hvor vi slap i går.

Ruten er så kystnær, som den kan blive: Skiltet peger ud til vandkanten. Fantastisk!

Vi tager skoene af, vandrer med bare tæer i det fugtige sand lige der, hvor bølgerne flader ud.

Jeg smiler og priser mig lykkelig over, at vi fravalgte Hærvejens kedelige vej-strækning langt inde i landet på denne etape.

Efter et par kilometer mener familiens vandhunde (= alle de andre), at det er tid til en dukkert, og alle springer ud i bølgerne. Jeg nøjes med at se på; det dér badehalløj bliver aldrig min kop te.

Vandring i vandkanten på Nordsøstien lige syd for Løkken.

Sti100 – Gid vi havde kendt denne sti, inden turen!

Vi vandrer 6 kilometer på stranden, før Nordsøstien viser os op i klitterne igen ved Grønhøj Strand.

Her er en iskiosk og fine toiletter, og vi tanker vores drikkedunke op med koldt vand fra hanen.

Fra Granhøj Strand halter Nordsøstiens skiltningen meget, og vi går forkert en del gange på grund af manglende skiltning. Grrr!

Irritationen fortsætter, indtil jeg finder ud af, at vi bare kan følge Sti 100 hele vejen frem til Blokhus.

Jeg havde ikke været opmærksom på Sti100, da jeg planlagde turen. Og ærger mig gevaldigt, for så vi havde sparet en del detours på dagens etape.

Det korte af det lange:

Sti 100 er en lokal rute, der løber parallelt med kysten inde bag sommerhusområderne mellem Grønhøj Strand i nord og Hune/Blokhus i syd. Stien er meget fint skiltet – betydeligt bedre end Nordsøstien på denne strækning (faktisk ligner det flere steder, at Nordsøstiens skilte er pillet ned. Vi ser i hvert fald mange stolper med aftryk fra et forsvundet skilt)

Området sprængfyldt med stier og stinumre.

Først virker det helt uoverskueligt.

Men vi finder ud af, at alle de andre stier (der har selvstændige numre) ligger vinkelret på Sti100 og alle er forbindelsesstier til stranden. Når bare du ved dét, er det easy peasy at finde vej til Hune og Blokhus Klitplantage! Oplysningen er hermed givet videre > Du kan se et oversigtskort over Sti100 (og alle de andre småtier) her.

Sti100 Vandrerute Vandresti Nordjylland
Sti100. Stien er vældig nyttig at kende, hvis du ikke vil fare vild i det enorme sommerhus- og naturområde mellem Granhøj Strand og Hune/Blokhus – for Nordsøstiens skilte er næsten fraværende i området.
Sti 100
Sti 100 Nordjylland Blokhus Hune
Sti100 er en hyggelig oplevelse!

Gensyn med Hærvejen ved Hune….og hvordan cyklen redder os til sidst

Turen på Sti100 er skøn. Næsten kun trampestier og varieret natur.

Nord for hovedvejen, der fører ud til Blokhus, bliver vi genforenet med Hærvejen.

Ved Hærvejsherberget ‘Kirkeladen’ i Hune får vi tanket vanddunke op og slapper lidt af i skyggen.

Herfra er der stadig 7-8 kilometer til vores planlagte overnatningssted på Blokhus Naturcamping. Vi har nu vandret godt 17 km og begynder at mærke trætheden.

Der er ikke mulighed for at proviantere langs ruten i dag, og vi ved, at der heller ikke kan købes noget på campingpladsen, hvor vi skal overnatte.

Derfor bliver cyklen nu pludselig dagens redningsplanke:

Jeg hopper i sadlen og cykler et par kilometer hen til den nærmeste SPAR købmand og provianterer til aftensmaden og næste dags morgenmad og frokost. Og bedst af alt: Ned i indløbskurven ryger også en pakke magnumis. Jeg sprinter – i høj fart – tilbage til resten af familien, der er fortsat til fods ad Hærvejen gennem Blokhus Klitplantage.

Midt i plantagen – uden for lands lov og ret – når jeg dem. Og vi sætter os og spiser kolde fløde-fantastiske-magnum-is i skyggen under de store graner.

En helt skør situation! …..Og guess what: Lige hér er der ingen, der klager over, at vi har cyklen med.

Et af dagens højdepunkter – midt i Blokhus Klitplantage. Jeg koncentrerede mig 100% om at nyde isen, så du må nøjes med et stock photo 🙂

Blokhus

Efter ispausen fortsætter vi de sidste kilometer frem til vores overnatningssted: Blokhus Naturcamping.

Vi når frem kl. 18.00; efter at have tilbagelagt 26,5 km på dagens etape.

Vi skal overnatte i ‘retrohytten’, som viser sig at ligge uforstyrret omgivet af træer og være særdeles rummelig. I hytten er tilmed rene håndklæder, rigtige dyner og rent dynebetræk. Den slags luksus har vi ikke forventet – eller haft i de tidligere nætter – så vi føler os som konger og baroner.

Om dagens etapeFra Løkken til syd for Blokhus via Nordsøstien, Sti100 og Hærvejen:

  • Ruten gik primært gennem store klitlandskaber og plantager. Trampestier, strækninger på grusveje, asfalt samt på stranden. Toilet, vandpost og kiosk ved Granhøj Strand. Ingen muligheder for at proviantere tæt på ruten.
BLokhus Naturcamping campinghytte hærvejen
Retrohytten på Blokhus Naturcamping, der ligger et par kilometer syd for Blokhus. Foto: Inge; Blokhus Naturcamping

Dag 4: Blokhus – Tranum (via Hærvejen)

Efter en skøn nat i retrohytten, snørrer vi igen vandreskoene.

Dagen i går var varm. I dag spår vejrudsigten om endnu mere varme: 27-28 graders varme og fuld sol. Det er allerede lunt fra morgenstuden, og solcremen bliver smurt på i tykt lag.

Rutemæssigt skal vi ‘bare’ følge Hærvejen i dag – og skiltningen viser sig at være i top dagen igennem.

Rødhus

Fra Blokhus Naturcamping vandrer vi først gennem Rødhus, der er et stort klitområde med spredt sommerhusbebyggelse.

Husene gemmer sig mellem klitterne og falder naturligt ind i landskabet. Vi lægger mærke til, at mange huse ligner hinanden – og forklaringen er, at mange af sommerhusene ligger på statslige arealer, hvor der er klare regler for husenes form, størrelse og udseende.

Det er muligvis det smukkeste sommerhusområde, jeg har set i Danmark.

Rødhus Vandring Hærvejen
Et atypisk anneks blandt sommerhusene i Rødhus. .
Rødhus Kirke Hærvejen Vandretur vandring
Rødhus Kirke med et lille fritstående klokketårn. Vi forventede, at vi kunne tanke vand ved kirken (som ved alle andre kirker). Men vi ledte forgæves efter en vandhane og måtte vandre videre med lidt for tomme drikkedunke i den stegende hede.

Tranum Klitplantage

Efter Rødhus vandrer vi ind i Tranum Klitplantage. Et område jeg har glædet mig meget til at besøge.

Klitplantagen ligger på hævet havbund.

Her er hede, mose, engområder, søer, overdrev og klitter. Næsten halvdelen af arealet består af beskyttede naturtyper.

Tranum Klitplantage er netop blevet udpeget som naturnationalpark. I området lever en stor bestand af rådyr og kronvildt, og oddere holder til i den lavbundede sø Overklitten Sø.

Tranum Klitplantage Hærvejen
Tranum Klitplantage – vi nærmer os noget, der (i dansk målestok) ligner vildmark. Uendelig smukt.
Tranum Klitplantage Nordjylland Hærvejen Vandring
Der lever en stor bestand af krondyr og rådyr i Tranum Klitplantage. Hærvejen tager os bl.a. forbi et fugletårn, hvor vi sidder længe og spejder efter dyr. Fotokredit: Laura College

Hvorfor er der ikke flere på vandretur i Nordjylland?

Vi holder pause på en shelterplads i Tranum Klitplantage. Her er overraskende nok en vandhane. Helt perfekt – for det er drønvarmt midt i plantagen. Vi fylder alle de tomme dunke op med iskoldt vand og spiser frokost i skyggen i et af de to shelters.

På shelterpladsen møder vi en solovandrer, som er afsted på en pakketur med et rejseselskab. Det viser sig, at han har fulgt næsten den samme rute fra os fra Hirtshals.

Ud over fire seniorer, som vi er stødt ind i hver eneste dag forskellige steder på ruten – og som er med samme rejseselskab som solovandreren – har vi ikke mødt andre, der vandrer i løbet af de første fire dage. Det synes jeg er helt ufatteligt, når man tager i betragtning, at det er højsæson, og at vi vandrer igennem noget af det smukkeste natur i Danmark.

Det gør os nu ikke noget. Vi nyder stilheden – og har godt selskab i hinanden.

Hærvejen
Mellem de store nåletræer føler man sig uendelig lille.

Resten af dagen fortsætter den høje stikvalitet og den smukke natur. Det er en vanvittig smuk vandredag (igen).

Klokken 16 når vi DCU-Camping i Tranum. Dagens tilbagelagte distance: 24 km.

Vi bliver enige om, at en vaffelis med to store kugler må være en perfekt afslutning på en skøn vandredag.

Mens børnene går i bad og slapper af i skyggen, handler jeg i det nærliggende supermarked. Den meget venlige campingejer tipper mig om en genvej, så indkøbene er hurtigt overstået.

Der er igen køleskab på campingpladsen, så det er intet problem at købe ind til både lækker aftensmad og morgenmad – selvom solen brager ned og temperaturen formentlig nærmer sig 30 grader.

Om dagens etape – Fra Blokhus til Tranum via Hærvejen:

  • En dag med kun få havkik. Til gengæld endnu en dag med masser af varieret natur og overvældende smukke landskaber. Størstedelen af ruten forløb langt fra civilisationen. Grusveje, skovstier og trampestier; kun få korte strækninger på asfalt. Vandpost ved shelterplads i Tranum Klitplantage. Stort supermarked i Tranum.
Hærvejen Tranum Klitplantage Vandretur Vandring
Topkarakter til Hærvejen på dag 4s etape. Virkelig smukt og en fantastisk fin sti.

Dag 5: Tranum – Svinkløv (Via Hærvejen)

Vi har nået sidste vandredag – Hulk!

Jeg ved dog, at vi slutter af med en ‘kongeetape’ (…vi har nemlig vandret i området tidligere), så humøret er højt.

Kan det blive smukkere end de fire første dage?

Man skulle ikke tro det! Men flere vilde landskaber og naturoplevelser venter forude!

Farvel til cyklen – og overflødig bagage

Vi efterlader cyklen på campingpladsen i Tranum.

Fra tidligere dagsture i Langdalen og Fosdalen (som vi skal igennem i dag) ved vi, at ruten ikke er cykelegnet. Og mændenes ankler har artet sig fint, så cykel-livlinen er unødvendig.

Da vi alligevel skal tilbage og hente cyklen på campingpladsen, når vandreturen er slut, efterlader vi også én af børnenes rygsække med alt det bagage, vi ikke får brug for i løbet af dagen (regntøj, beskidte sokker, lagenposer, håndklæder osv.).

Langdal plantage – og den dybe slugt Langdal

Fra campingpladsen går vi direkte ind i Langdal Plantage. Området ejes af Naturstyrelsen og rummer store naturværdier.

Plantagen ligger på et højt moræneplateau – og flere steder tager stien os helt ud til skrænten til storslåede udsigtspunkter.

Langdal PLantage Hærvejen
Udsigtspunkt med bænk midt i Langdal Plantage. Plantagen ligger på på toppen af den høje skrænt, Lien.

Hærvejen følger de store stier igennem plantagen.

For at få den fulde oplevelse af Langdalen, der er en stor dyb erosionskløft, må vi forlade Hærvejen lidt – og følge en lokal sti (Tranum-Fosdalen) ned i kløften.

Langdalen byder på snirklede naturtrapper og stejle stigninger. Kløften er smal og dyb – og helt unik. Vi har en kort etape i dag – så lidt ekstra højdemeter kan vi godt klare.

Langdal PLantage Langdalen Tranum Fosdal vandrerute
Stien er junglelignende og helt unik.
Langdalen
Langdalen er en dyb erosionskløft, der skærer sig ind i den høje skrænt. Gode ben og vandrestave er en fordel!
Langdalen Fosdalen Hærvejen
Langdalen – en omvej værd – på din tur gennem Langdal Plantage.
Langdalen Fosdalen Hærvejen Nordjylland
Gangbro i Langdal Plantage.

Lien – Danmarks største indlandsskrænt

Det meste af dagen vandrer vi på toppen af skrænten, Lien, der er Danmarks største indlandsskrænt.

Mere end 60 meter rejser skrænten sig – næsten lodret – op fra det pandekageflade landområde nedenfor skrænten. I stenalderen udgjorde Lien overgangen mellem hav og land. I dag har havet trukket sig længere ud – så den gamle havbund nedenfor Lien i dag anvendes som landbrugsjord.

Da vi kommer fri af den tætte bevoksning i Langdal Plantage får vi frit udsyn over Lien og det flade landskab nedenfor.

Lien Hærvejen Fosdalen
Vi vandrer langs kanten af Lien-skrænten. Nedenfor ligger det flade landbrugsjord, som i stenalderen var havbund.
Lien Hærvejen
Lien Lien-Skrænten Hærvejen
Lien-skrænten er 60 meter på sit højeste sted, og skrænten er næsten lodret. Her skal man ikke træde udenfor stien.

Efter turen gennem Langdal Plantage tager Hærvejen os forbi Lerup Kirke.

Vi smutter ind på kirkegården for at tanke vand. Her møder vi igen solovandreren fra i går. Han har det også varmt – og har præcis samme ærinde på kirkegården som os.

Fosdalen – junglelignende dal

Næste top-sight på dagens etape er Fosdalen.

Fosdalen er – som Langdalen – også en erosionskløft i Lien. Her udspringer flere kilder – og dalen er frodig med bregner og blomster.

Fosdalen Hærvejen
Fosdalen Hærvejen Vandrerute Vandring
Fosdalen – en af de mange smukke strækninger på Hærvejens nordvestlige gren.
Fosdalen vandring Hærvejen Vandresti vandrerute
Gangbroerne betyder, at du kan gå nogenlunde tørskoet gennem den frodige Fosdal.
Fosdalen Vandrerute Hærvejen
Fosdalen

Svinkløv Klitplantage & Svinkløv Badehotel

Efter Fosdalen fortsætter vi først på toppen af Lien, derefter ned gennem Nøddedalen.

Vi går langs opdyrkede marker, gennem et par områder med kvæg og ind i den østligste del af Svinkløv Plantage, indtil vi når frem til Svinkløv Badehotel. Det flotte hvide badehotel brændte ned for et par år siden, men er blevet genopbygget i original stil

Vores budget matcher ikke badehotellets prisniveau, så vi nøjes med at beundre den flotte træbygning, og forsætter ad Hærvejen lidt endnu – til vi når frem til Svinkløv Camping.

Svinkløv Strand Hærvejen
Trappe fra Svinkløv Camping ned til stranden.
Hærvejen Svinkløv Strand Vandretur
Svinkløv. Vandreturens endestation. Jeg er topglad over, at vi har haft fem fantastiske vandredage…men også vemodig over, at turen nu er slut.

Vandreturen slutter ved Svinkløv Camping, der ligger fabelagtigt på toppen af skrænten med storslået udsigt over Vesterhavet og omgivet af Svinkløv Plantage.

“Yes – we did it!”, siger jeg, mens vi alle giver hinanden svedige high-fives.

Dagens etape blev turens korteste med sine 16,5 kilometer. Overskueligt og på ingen måder hårdt, selvom der var mange højdemeter og trapper i Langdalen, Fosdalen og Nøddedalen. Måske er vi allerede på fem dage kommet i ægte vandreform?

I alt har vi tilbagelagt 108,5 kilometer over de 5 dage.

Om dagens etape – Fra Tranum til Svinkløv via Hærvejen

  • Vilde udsigter fra Lien-skrænten, dybe erosionskløfter og frodige dale. Mange højdemeter. Stort set udelukkende trampestier. Mulighed for at tanke vand ved Lerup Kirke. Mulighed for at proviantere på Svinkløv Camping (begrænset udvalg).

Overblik: Vandretur fra Hirtshals til Svinkløv: Distancer, overnatning og vandrestier

Her får du et samlet overblik:

Fra-TilOvernatningKm Rute
Dag 1Hirtshals til LønstrupLønstrup Camping22,0Hærvejen
Dag 2Lønstrup til LøkkenLøkken Strand Camping19,5Hærvejen til Nørre Lynby. Derefter Nordsøstien
Dag 3Løkken til Blokhus (syd)Blokhus NaturCamping26,5Nordsøstien til Granhøj Strand. Sti100 til Hune. Derefter Hærvejen
Dag 4Blokhus til TranumDCU-Camping Tranum24,0Hærvejen
Dag 5Tranum til SvinkløvSvinkløv Camping16,5Hærvejen
108,5

Overnatning: Vi havde booket hytterne på campingpladserne hjemmefra.

Distancerne i skemaet er de tilbagelagte distancer, som jeg har opmålt med mit Garmin-ur (inklusiv de strækninger, hvor vi gik forkert; især dag 3). Hjemmefra havde jeg (på www.vandreplanen.dk) opmålt etaperne til hhv. 21 km (dag 1); 17 km (dag 2); 22 km (dag 3); 22,5 km (dag 4) og 16 km (dag 5).


Derfor valgte jeg netop denne rute til vandretur med børn

Jeg er vild med vandring. Også sammen med mine børn!

Men at finde gode vandreruter, der passer en familie, er ikke altid let.

Dels fordi det kan være vanskeligt at finde ruter, hvor overnatningsstederne ligger tæt nok, så dagsetaperne ikke skal blive uoverskuelige for børne-ben.

Dels fordi bagagen hurtigt bliver for tung for børn – hvis der skal medbringes proviant til flere dage, telt, sovepose, liggeunderlag mv.

Jeg har vandret på – og undersøgt – et hav af vandreruter i Danmark.

Jeg valgte vandreturen fra Hirtshals til Svinkløv til en fleredages tur med børnene af disse årsager:

  • Overnatningsmuligheder (som ikke er telt)
    Her kunne vi vandre fra campinghytte til campinghytte.
    Det betød, at vi ikke skulle medbringe telt, soveposer og liggeunderlag, hvilket giver meget lettere rygsække. (Og derfor kunne jeg godt presse citronen lidt ift. længden af de enkelte etaper).

  • Indkøbsmuligheder
    Alle dage (med undtagelse af dag 3) kunne vi overnatte vi i kort afstand til et supermarked.
    Det betød, at vi ikke behøvede at medbringe proviant til hele turen. I stedet kunne vi handle dagligt, efter vi var kommet ‘i mål’ til aftensmaden og næste dags morgenmad, frokost og snacks.
    Desuden havde jeg undersøgt på forhånd, at der ville være køleskab i campinghytterne, hvilket betød, at vi også kunne købe kølevarer (top-luksus).

  • Store naturoplevelser – og meget trampesti
    Sidst men måske allervigtigst:
    På denne rute er der skruet maksimalt op for flotte og varierede naturoplevelser. Og ved at fravælge en enkelt strækning på Hærvejen (mellem Nørre Lyngby og Hune) kunne vi samtidig få en vandretur, hvor størstedelen kunne foregå på små trampestier – mens kun meget få strækninger skulle tilbagelægges på (asfalterede) veje. Især det sidste kan være dræbende for vandrelysten hos børn (og voksne!).
Vandreturen fra Hirtshals til Svinkløv er fyldt med naturoplevelser, varieret landskab og fantastiske snirklede trampestier.


Praktiske tips og gode råd: Vandring fra Hirtshals til Svinkløv

Vil du selv afsted?

Her får du et par praktiske fif til din planlægning.

Transport til/fra ruten

Da vandreturen, jeg har beskrevet her, er en ‘A-til-B tur’, kommer du ikke tilbage til dit udgangspunkt.

Derfor er det nemmest at benytte offentlig transport til/fra ruten. Ankommer du i bil, vil det være smartest at parkere bilen i Aalborg.

Sådan kommer du til vandreturens startsted, Hirtshals:

  • Fra Aalborg kan du tage toget direkte til Hirtshals. Det tager ca. 1 time.

Sådan kommer du fra vandreturens slutsted, Svinkløv, tilbage til Aalborg:

Der er to muligheder – begge går via Fjerritslev:

  • Mulighed 1: Du fortsætter til fods ad Hærvejen fra Svinkløv til Fjerritslev (i alt 11 km).

Fra Fjerritslev kan du tage en bus direkte til Aalborg (Bus 70 og Xbus 970). Turen tager ca. en time

Papirkort til din vandretur

Tag ikke afsted uden et vandrekort. Så enkelt er mit råd.

Derfor er et papirkort en god idé:

  • Skiltningen er fin mange steder – andre steder halter skiltningen gevaldigt.
  • Du vandrer igennem flere områder uden mobildækning – bl.a. store plantager og øde klitområder, hvor der er gode muligheder for at fare vild og meget få mennesker at spørge til råds.

Jeg anbefaler dette kort – da du primært vandrer på Hærvejen:

Kortet er fra forlaget Calazo, der udgiver en serie af fabelagtige outdoorkort.

Ud over Calazos outdooratlas Hærvejen, vil jeg også anbefale dig at printe denne pdf:

TIP: Læs om Calazos vandrekort til andre danske vandreruter og landsdele her

Digitale kort til din vandretur

Der findes et hav af apps og digitale kortløsninger. Her får du mine overvejelser og anbefalinger:

Til planlægningsfasen:

  • Jeg er blevet meget glad for Vandreplanen.dk til turplanlægning.
    Her kan du måle en vandretur helt præcist op, inden du tager afsted – så længden af dagsetaperne ikke pludselig overrasker, når du står dødtræt midt en en skov.

Undervejs på vandreturen

  • Personligt anvender jeg aldrig et digitalt kort, som det primære kort, når jeg er på tur.
    Dels sluger det alt for meget strøm på mobilen, så den risikerer at løbe tør. Dels synes jeg det ødelægger min naturoplevelse, hvis jeg har mobilen i hånden hele tiden.
    Jeg bruger kun “nålefunktion” på Vandreplanen.dk til at vise min aktuelle placering på kortet, hvis jeg har mistanke om, at jeg er gået forkert.

Min anbefaling til et digitalt kort til vandreruten mellem Hirtshals-Svinkløv er derfor:

Vandreplanen er bygget op på open source – og er udviklet som et privat initiativ af vandreentusiasten Kim Clausen. Hop evt. med i facebookgruppen af samme navn. Her deler brugere tips og tricks – og Kim orienterer jævnligt orienterer om nye funktioner og er altid sød til at svare, hvis man stiller spørgsmål eller har brug for hjælp.

Hærvejens eget digitale kort

Hærvejens nye sekretariat arbejder pt. med en ny digitalt kortfunktion. Kortet er stadig under udvikling, og det eksisterede ikke, da jeg vandrede ruten. Men du kan tjekke det ud her: Hærvejens eget digitale kort


Det var alt herfra: Vandreturen i Nordjylland fra Hirtshals til Svinkløv får mine varmeste anbefalinger.

Har du spørgsmål?
Så skriv det i en kommentar herunder, så skal jeg nok svare!

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

4 Responses

  1. Gitte Ottosen siger:

    Et par opdateringer. Løkke. Bycamping du referer til er lukket, de bygger ferieboliger.
    Rødhus kirke har både vand og toilet – inde i våbenhuset 😉 sidder der lige nu og nyder roen(og tørvejret). Tak for tippet om sti100, sprang også Thiese delen over 👍🏻

    • Line Wagener siger:

      Tak skal du have Gitte.
      Det er netop hvad der sker: Små ændringer ude i virkeligeheden. Tak for at gøre opmærksom på det.

  1. 11. oktober 2022

    […] har givet min familie nogle af vores absolut bedste familieoplevelser: Se f.eks. denne artikel Fem dage på Hærvejen med børn og denne artikel  Syv dages hytte-til-hytte vandring med […]

  2. 24. marts 2023

    […] Hærvejen: Fra Hirtshals til Svinkløv: 5 dages vandretur fra hytte til hytte […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.