Vi drømte om et “frikvarter fra hverdagen”. Danny og Lotte cyklede 2.000 km med 2 blebørn og 2 småpiger

Familien Møller - Cykeltur i 2009 - Alle Ud

Er lykken en cykeltur på 2.000 km for en familie med fire børn på 9, 7, 2½ og 1 år?

Det mente Danny og Lotte Møller. De tog orlov fra deres jobs, trodsede omgivelsernes skepsis og kastede sig ud på en 3 måneder lang cykeltur med deres 4 døtre.

Læs den vestjyske families fortælling om bleskift i grøftekanten og tilberedning af trangiamad i regnvejr.

Historien handler om en helt almindelig dansk familie.

En familie med en enkelt drøm: De ville tættere på det det enkle liv og holde et frikvarter sammen.

Men kan man det – holde frikvarter – med fire små børn på en 2.000 km lang cykeltur?

Der var mange, der sagde til os, at turen var meget ambitiøs. Og det kan da også se sådan ud, når vi i dag kikker på billederne. Det var måske fuldstændig vanvittigt, det vi havde gang i. Men omvendt: Det er jo også er ret ambitiøst at have fire små børn og to fuldtidsjobs. Det, synes jeg, er en god vinkel at have på tilværelsen. For det er vanvittigt, hvilken dagligdag børnefamilier kaster sig ud i med klassearrangementer, fødselsdage, kählerkeramik og hvad man ellers skal have af materielle goder (Danny)

Miniserie om familien Møllers cykeleventyr

Dette indlæg er første del i miniserien om familien Møllers cykeltur gennem Europa. Deres frikvarter.

  • Første del (dette indlæg): Derfor tog vi afsted – drømme og forventninger – og de første udfordringer: Kom tæt på forældrenes drømme og bekymringer før turen. Tag også med på turens første cykeldag, der ikke forløber som planlagt.
  • Fjerde del: Vores 7 bedste rådFå Lotte og Dannys bedste tips og tricks – så du nemt kan planlægge jeres cykeltur – uden at gentage Lotte og Dannys fejl.
Cykeltur med fire børn. På vej mod cykelfærge over Donau.

På vej mod cykelfærge over Donau. Lotte går bagerst med cykeltraileren.

Cykelsti mellem bjergene langs Donau i Tyskland

Cykelsti mellem bjergene langs Donau i Tyskland

Familien Møller: En helt almindelig dansk familie

En cykeltur med fire børn er en kæmpe glæde. Ordet fantastisk er jo meget brugt.
Så jeg vil kalde det en kæmpe glæde. Der var bare så mange gode cykeldage. (Danny)

Nær Ringkøbing for enden af en lang grusvej bor familien Møller. En helt almindelig dansk familie. Forældrene, Lotte og Danny, er begge uddannede lærere og har fire døtre.

Jeg møder dem to dage før jul.

Udenfor står et forblæst juletræ med lys, og vinden pisker mig i ansigtet. Men duften af nybagte boller og friskbrygget kaffe møder mig indenfor.

Danny og Lotte har sagt ja til at dele deres oplevelser fra deres tre måneder på cykler gennem Europa. Selvom det kun er to dage før jul, signalerer de overskud og ro, da de byder mig velkommen.

Alle døtre er hjemme, og hele familien sætter sig om bordet for at bidrage.

Familien Møllers fire døtre: Maren, Ida, Alma og Agnes

Familien Møllers fire døtre: Maren (1 år), Ida (2½ år), Alma (7 år) og Agnes (9 år). Der spises riskiks på en af turens pauser.

Turen er blevet en del af vores familiefortælling. Selvom de to yngste – Maren og Ida – ikke kan huske turen, er det også en del af deres historie. De var med –vi var jo fælles om det. (Danny)

Fællesskab viser sig – både da jeg taler med forældrene, og da jeg interviewer de to ældste piger, Agnes og Alma – at være en grundværdi for familien Møller.

I dag er det 6 år siden, familien tilbagelagde de mange tusind kilomenter på cykelstien.

Jeg har mødt dem for at få svar på, hvorfor et par småbørnsforældre vælger at tage på sådan en tur. Hvilke drømme havde de – og blev drømmene opfyldt? Og hvordan har turen påvirket deres liv – her seks år senere?

En begravelse fik os til at tage afsted

Det var i juli 2009, at Familien Møller pakkede huset sammen.

Lotte og Danny havde taget et års orlov fra deres lærerjobs. De to ældste døtre, Agnes på 9 år og Alma på 7 år havde fået fri fra skole. De to yngste, Maren på knap 1år og Ida på 2½ år var udmeldt af dagplejen.

Familien Møller var klar til et frikvarter. Et længere et af slagsen. De ville væk fra hverdagens travlhed og andres forventninger – og udleve drømmen om et helt andet liv.

Dråben, der fik dem til at tage beslutningen, var en begravelse:

Det, der var ideen til turen, var tankerne om hverdagen. Men det kom sig måske allermest af en begravelse, vi deltog i. Det var en mand, der ikke blev ret gammel. Vi sad i kirken – og han lå dér i kisten. Så var det bare slut for ham. Samtidig løb vi rundt med budgetkonto, børnehave, skole og bleskift. Vi talte om, at dét må man da kunne gøres anderledes. (Danny)

Drømmen om mere tid sammen – et frikvarter fra hverdagen

Jeg spørger Lotte og Danny, hvad de drømte om – og hvad de ville opnå med turen.

Det handlede om at være sammen. Det primære var at tilbringe tiden sammen. Selvfølgelig glædede vi os til at komme til Wien og Budapest. Men vi havde ikke på forhånd nogle helt vilde highlights, vi ville se (Lotte)

Lotte uddyber:

Vi ønskede os helt år, hvor vi ikke skulle noget – ikke skulle til møder og alt det andet, man er forpligtet til i hverdagen. Når man har fire børn, er der bare rigtig meget, man skal passe. Foreninger, skole, arbejde. Rejsen skulle være et frikvarter fra hverdagen. (Lotte)

Og ’Frikvarter’ blev også navnet på den rejseblog, som Lotte og Danny drev, mens de var afsted.

I et af de første indlæg på rejsebloggen skriver Lotte:

”Er vi bare for sindssyge at slæbe små børn afsted på cykel og i telt? Og jo vi er nok sindssyge, men når det er sagt, så er det også samtidig rigtig fedt” (fra rejsebloggen den 3. august 2009)

Derfor valgte vi en cykeltur

De bedste ferier vi har haft, har været vores cykelferier (Danny).

Mange forskellige rejseformer blev vendt, da forældrene drøftede deres rejseplaner. Valget faldt til sidst på en cykeltur.

Lotte og Danny er erfarne turcyklister. Cykelture var en del af deres liv, før de fik børn. Og før den lange rejse i 2009 havde de haft børnene med på flere kortere cykelture.

Cykelture handler meget om at være aktive sammen og have stille og rolige dage. Det er for trist bare at sidde og spille et spil en hel dag. Det er derimod rart at bevæge sig fremad.  Så det første og vigtigste for os var vores børn: Vi skulle være sammen med dem. Og vi skulle flytte os hver dag. Det med sightseeing kom i tredje række. (Danny)

Dermed var rejseformen fastlagt – og planlægningen kunne begynde.

Ruten: Fra Köln til Budapest. 6 lande og 1.930 km i cykelsadlerne

Familien Møllers cykeltur startede i Köln og sluttede i Budapest. I alt cyklede de 1.930 km i løbet af tre måneder.

Familien Møller. En af de smukke strækninger på første del af turen langs Donau

En af de smukke strækninger på første del af turen langs Donau. Alma (7 år) cykler forrest. Ved siden af Lotte med cykeltraileren (og Maren og Ida). Storesøster Agnes (9 år) cykler bagerst

Den første måned cyklede familien sydpå langs Rhinen gennem Tyskland og Frankrig.

Efter godt 600 km langs Rhinen tog familien toget over bjergene til Donaueschingen i Tyskland. Her har Donau sin start, og familien cyklede østpå langs Donaus bredder de næste to måneder. Først gennem Tyskland og Østrig. Til sidst gennem Slovakiet og Ungarn til Budapest – cykelturens endemål. Triptælleren viste 1.930 km. Herfra rejste familien videre rundt i Europa i autocamper de følgende ni måneder.

Set et kort over familiens rute. 
I miniseriens afsnit 4 får du Lotte og Dannys vurdering af ruten langs Rhinen og Donau: Hvor egnet er den til børnefamilier?

Frygt og bekymringer – før turen

Selvom Danny og Lotte var erfarne turcyklister havde de begge betænkeligheder, før de tog afsted:

Måske var det mest mig, der havde bekymringer. Jeg tænkte på, om jeg kunne overskue det – med fire små børn – hvor de to var blebørn. Jeg kan godt lide, at man har sit hus – og det havde vi jo ikke med. Det er jo dejligt bare at krybe sammen i sofaen og se noget fjernsyn. (Lotte)

Jeg spørger Lotte, hvad der fik hende til at holde fast i beslutningen om at tage af sted.

Måske er det lidt som at springe i faldskærm? Man vil rigtig gerne – men tør ikke rigtig. Jeg er glad for, at vi gjorde det. Danny sagde hele tiden, ’Jamen det skal vi’ og ’Det kan vi sagtens – det bliver nemt’. Jeg var lidt mere lidt skeptisk og bekymret. Det var lidt overvældende. (Lotte)

Selvom Danny forsøgte at berolige Lotte, havde han også sine bekymringer:

Jeg var bekymret for, om der skulle ske noget med børnene. Og om vi ville komme i situationer, vi ikke selv var herre over. Møder vi folk, der ikke behandler børnene ordentlig? Sikkerhed for børnene og dét at skulle cykle med børnene i trafikken, tænkte jeg meget på. Men det fyldte ikke meget, da vi først kom afsted. (Danny)

De første dage på cykelstien – Problemerne melder sig

”Vi er glade og forventningsfulde men også fulde af sommerfugle og tvivl. Det er måske ved at gå lidt mere op for os, hvad vi har begivet os ud i.” (fra rejsebloggen, den 19. juli 2009 – efter de første dage på cykelstierne)

Farlig trafik og ubehagelige mennesker mødte familien ikke meget af. Men udfordringer fik de rigeligt af – allerede på dag nr. 1.

Alt for meget bagage

Efter få kilomenter kunne Danny og Lotte konstatere, at havde overset nogle vigtige detaljer i deres planlægning.

Den første og største bommert var, at vi havde alt for meget bagage med.
Alt alt for meget. Vi kunne næsten ikke styre cyklerne, fordi de var så tunge. (Lotte)

Lotte griner, da hun fortæller om deres oppakning. Og med overraskelse i stemmen forsætter hun:

Vi havde legetøj med – og jamen jeg ved ikke, hvad vi tænkte på. 4-5 tunge bøger. Jamen det var jo helt latterligt. Ret hurtigt – efter den første uge – fik vi sorteret meget fra og sendt hjem. Vi havde alt for meget med. Vi havde barbiedukker med! Alt det, vi ikke brugte, skulle bare hjem. Nu! (Lotte)

Hele familien griner, da vi taler om den første dag på cykelstierne.

Danny og Lotte Møller med cykler og oppakning - Alle Ud

Danny og Lotte Møller med cykler og oppakning – Efter det første læs overflødig bagege var sendt hjem

Danny fortæller, at de ikke havde prøvet at cykle med al oppakningen, før de tog afsted. Trods erfaring fra andre cykelture, havde de aldrig tidligere pakket til en tur med fire børn. Eller til en tur af tre måneders varighed.

Nej – og dét skulle vi have gjort anderledes! Dernede [på campingpladsen i Köln] skulle vi selvfølgelig havde prøvet at cykle rundt med alt bagagen, inden vi var var taget afsted. Men vi kunne bare ikke overskue at skulle pakke det hele sammen før det rigtigt gjaldt. Det burde vi virkelig have gjort! (Lotte)

Vi cyklede alt får langt den første dag

De overfyldte cykler var ikke det eneste problem på turens første dag.

Familien var afsted. Men julisolen bagte fra en skyfri himmel. Langs Rhinen var der ikke megen skygge, og Lotte og Danny havde været for optimistiske:

Vi startede ud den første dag og vidste ikke, hvor vi skulle overnatte. Vi kørte bare afsted og regnede med, at vi kunne finde en campingplads. Men det kunne vi ikke. Så vi cyklede videre. Børnene var helt stegte i solen – det var megavarmt. Allerførste cykeldag var rigtig dum. (Danny)

Familien Møller cykler på cykelsti langs Rhinen

Cykelsti langs Rhinen

Danny og Lotte er ikke bange for at fortælle om deres fejltagelser. Men latteren fylder rummet, hver gang de mindes de mange udfordringer.

Og udfordringerne stoppede ikke efter turens første dag.

Er du nysgerrig efter at vide, om Danny og Lotte fik realiseret deres drøm om et frikvarter?
Og hvordan fungerer cykeltur med blebørn? Læs afsnit 2

Fotos: Alle billeder er taget af Lotte og Danny Møller


Tilmeld dig Alleud.dk’s nyhedsbrev – og hold dig orienteret om lignende historier.

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

2 Responses

  1. Dagmar siger:

    Flot artikel og spændende læsning😉👍🏼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.