Cykeltur med blebørn. Det enkle liv?!

Hvordan ser hverdagen ud på en cykeltur med blebørn? Det giver Lotte og Danny dig svaret på hér.

De to forældre har cyklet 2.000 km gennem Europa med deres 4 døtre. To af pigerne brugte ble og sad i cykeltrailer. De to ældste cyklede selv.

Lotte og Danny fortæller, hvordan de håndterede middagslur, bleskift og madlavning. Mens de jonglerede med fire børns meget forskellige behov – på cykelstierne og i familiens telt.

Forældrene deler også deres erfaringer om udstyr til blebørn på en cykeltur. Hvad fungerer og hvad gør ikke? Og hvad er den største udfordringer ved at have småbørn med på cykeltur?

Lotte og Danny drømte om det enkle liv. Få svaret på, om deres drømme blev opfyldt.

Anden del af miniserien om familien Møllers cykeltur med fire børn

Du er i gang med anden del af miniserien om familien Møllers 2.000 km cykeltur gennem Europa.

Fik du ikke læst det første afsnit? Så find det her: Vi drømte om et frikvarter fra hverdagen.  I del 1 fortæller Lotte og Danny om deres drømme og bekymringer før turen. Og du kommer med på første cykeldag, hvor store udfordringer melder sig.

I tredje del giver vi ordet til Agnes og Alma, familiens to ældste piger. De var kun 7 og 9 år, da de cyklede fra Köln til Budapest. Du får indblik i deres tanker og minder – fortalt af pigerne selv. Du kan jo ikke stoppe, når resten af familien cykler videre

Danny og Lottes 7 bedste råd til dig, der også drømmer om cykeltur med børn, får du i fjerde afsnit.

Det enkle liv – findes dét med fire børn på en cykeltur?

Familien Møller består af forældrene Danny og Lotte og deres fire døtre Agnes (9 år), Alma (7 år), Ida (2½) og Maren (1 år).

I første del fortalte Danny og Lotte, at de tog afsted for at få et frikvarter fra hverdagen. De drømte om mere tid sammen med deres børn – og om det enkle liv.

Men lykkedes det dem at finde det enkle liv?

Efter en måned på cykelstierne, skrev Lotte sådan her på familiens rejseblok:

”Og hvad var det så vi tog afsted for? Jo en masse oplevelser og så det her med det enkle liv og de dybe indåndinger, som det nogen gange kan være svært at få plads til i hverdagen. Vi skulle have et ’frikvarter’.

Det enkle liv… hmm hvordan er det?

Jo man sidder på en græsplæne og laver mad på jorden på trangia. (…). Mens man forsøger at holde Maren væk fra gas og knive, så kommer Ida og skal have skiftet ble. Jeg skynder mig at lægge Ida ned på græsset, finder en tør ble, og bedst som jeg er midt i det, vender jeg mig om, og der står Maren med begge hænder dybt nede i køkkentasken og har fundet en tomat, som hun kan gnave af, hele blusen er smurt ind i tomat og tasken med. Alma kommer ud inde fra teltet “mor vil du ikke lige lave en fransk fletning?” og Agnes råber “moar, hvordan får man nintendoen til at tage billeder???” Åh nu koger vandet, hen og få det hældt fra og så blusen af Maren, eller på den anden side, det kan også vente, om lidt skal vi spise, og så er alt smurt ind igen. (…)

Men det enkle liv er også, når vi cykler ud af cykelstien og finder en rigtig god legeplads at holde frokostpause på. Vi har det hele med, og kan finde mad til alle, og børnene kan lege. Der er ingen rengøring, og alt det Maren har spildt, bliver på jorden. Børnene kan lege, og vi kan hvile og køre videre, når alle er klar.

Det enkle liv er også, når vi har puttet børnene (det er så ind i mellem IKKE så enkelt, vi har mere end en gang holdt en hel campingplads vågen, fordi de to små ikke vil sove…) og kan nyde en kop kaffe helt nede ved Rhinen. Den eneste lyd er, når der ind i mellem tøffer et skib forbi.

Ja det enkle liv er nok mange ting – og noget af det er rigtig godt!” (fra rejsebloggen, d. 3. august 2009 – ca. en måned efter afrejse)

En cykeltur med blebørn  – er det muligt?

Cykelturen ligger seks år tilbage.

I dag går alle fire piger i skole. Tiden med babyudstyr er for længst passé hos Danny og Lotte.

Jeg kan da godt tænke, at det ville være helt uoverskueligt at skulle afsted med så små børn i dag. Men dengang var vi jo midt i det. Dér var bleer og udstyr jo en del af hverdagen i forvejen, så det var ikke noget problem. Og man finder jo ud af det. (Lotte)

Og det var netop, hvad de gjorde – fandt ud af det:

Lotte og Danny havde tænkt over, hvilket udstyr, der ville lette hverdagen undervejs.

Udstyr til blebørn på cykeltur: IKEA-stol og pop-up-senge

Familiens yngste, Maren, var knap rundet et år. Hun kunne ikke gå – men var nysgerrig. For at holde styr på hende under måltiderne havde familien medbragt en høj stol fra IKEA.

Stolen var rigtig smart, fordi Maren sad fast, mens vi spiste. Ellers kravlede hun jo bare over det hele. (Lotte)

Danny tilføjer:

I starten havde vi ben med til stolen. Men det var helt håbløst at cykle rundt med. Så dem måtte vi droppe. Vi andre sad jo også på jorden. (Danny)

IKEA-stolen kan ikke foldes sammen og fylder en del. Alligevel fandt de plads til den.

Alma [på syv år] fik lov at køre med Marens stol. Det var vigtigt for hende også at køre med bagage, så hun kørte med stolen og en sovepose. Hele vejen til Budapest. (Lotte)

Familien boede i et stort telt.  En stor lavoo, der bedst kan sammenlignes med en indianertipi. De to yngste, havde deres eget ”telt-i-teltet”:

Vi havde to pop-up-senge med til de små. Åh de fyldte jo også helt vildt meget! Men det var nødvendigt, for ellers ville Ida og Maren bare rode rundt inde i teltet. Ida havde vi problemer med. Hun ville kravle rundt og ville ud hele tiden. Det var en udfordring! Men de små senge-telte fungerede. De var som tremmesenge og gav pigerne en tryghed. Det var dér, de hørte til – det var deres trygge base. Uanset hvor vi var. (Lotte)

Bleskift og vådt tøj

Selvom familien havde to blebørn med, husker forældrene ikke tilbage på bleer og bleskift som den store udfordring.

Bleer kan fås overalt. Man behøver ikke et badeværelse for at skifte en ble. Det kan man klare i en vejside. Det er vanskeligere at tage af sted med børn, der lige har smidt bleen. Der kan let ske uheld – og man skal være meget mere opmærksom. (Lotte)

Danny og Lotte har dog ikke glemt de besværlige dele af turen:

Når jeg tænker på det, var det slet ikke bleerne, der var udfordringen. Det trælse var, at Maren ikke kunne gå. Hun var plaskvåd hele tiden. Da det begyndte at blive efterår, og græsset var vådt om morgenen, skulle hun have regnbukser på. Men så faldt gummistøvlerne af ….Det var megabesværligt! Når man har sådan en lille én med, er det rarest, hvis det er tørt. Og det er det jo ikke hele tiden.
Hver eneste morgen var hun våd, inden vi skulle afsted – og vi skulle altid gemme et sæt tørt tøj til hende. (Lotte)

Middagslur – og børn i cykeltrailer

Med fire børn, der aldersmæssigt spreder sig fra 1 til 9 år, stilles der krav til planlægning og dagsrytme. Også på en cykeltur.

Maren sov jo to gange om dagen, og Ida sov én gang. Om formiddagen faldt Maren hurtigt i søvn, når vi cyklede, og Ida var vågen. Mens vi fik frokost, var alle vågne. Og om eftermiddagen, når vi cyklede igen, sov de begge to. (Lotte)

For at dagsrytmen kunne fungere, måtte forældrene have hjælp fra de to ældste piger, Alma og Agnes. Der var ikke tid til pauser, når først Maren og Ida lukkede øjnene. Men dét at have to børn i trailer og to større børn, der cykler selv, er ikke altid en let cocktail.

En ulempe ved at have de to små i trailer er, at de er passive. Vi havde to udfordringer: De store cyklede og arbejdede og blev naturligt trætte, mens de to små jo sad i traileren. Så vi skulle hele tiden sørge for at have de små til at sove, når vi cyklede og sikre, at de fik rørt sig, når vi holdt pause. Samtidig skulle vi sikre os, at de to store cyklede, når de små sov. (Danny)

Ansvar for fællesskabet – selvom man er lille

Agnes på 9 år og Alma på 7 år fik mange opgaver undervejs.

Agnes og Alma fik meget ansvar. De vaskede op. De blev nok lidt store, fordi der også var de to små, vi skulle tage os af. De to små – Ida og Maren – har jo den alder nu, som Agnes og Alma havde, da vi var afsted. Det tænker jeg nu er lidt vildt! Jeg synes jo dengang, at de var meget større. Danny og jeg skulle jo passe de små, så Agnes og Alma måtte tage noget ansvar. (Lotte)

Der blev også stillet krav til de to ældste på cykelstierne. For fællesskabet byggede på, at alle bidrog.

Nogle gange kan børn jo godt sige ’Jeg vil ikke mere’. Så må man jo sige: ’Vi kommer jo kun videre, hvis du også gør noget’. (Lotte)

Sådan holdt vi gejsten oppe hos de ældste

Jeg beder Lotte og Danny fortælle, hvordan de motiverede deres døtre undervejs. Hvordan de fik Agnes på 9 og Alma på 7 år til at cykle så langt.

Danny fortæller, at de to store havde meget fornøjelse af hinanden. De kørte ved siden af hinanden, snakkede og sang eller øvede sig i at køre uden hænder.

Vi legede også mange lege, mens vi cyklede. For eksempel ’Gæt en person’, ’Hvem ser først en gyllevogn eller en hest’ og den slags lege. (Lotte)

Men forældrene underholdt ikke børnene hele tiden.

Andre gange blev vi bare nødt til at sige: Nu skal vi ikke snakke. Nu skal vi cykle. Jeg gider ikke lige gætte nogle personer lige nu. (Lotte)

Men med et smil på læben konstaterer Lotte også:

Noget, der er sjovt med børn, er jo deres energi. Selvom de er frygteligt trætte og siger, at nu kan de bare ikke cykle længere, så går der ikke to minutter fra vi har parkeret cyklerne, til de løber rundt og leger og er fyldt af energi igen. Imens lægger vi andre os ned og puster ud. (Lotte)

Cykeltur – set med børneøjne

For børnene blev cykelturen til hverdag. Rutinerne blev gentaget, og det blev naturligt at cykle rundt med alle sine ejendele.

Nogle gange så vi cykelryttere. Jeg kan huske, at Alma spurgte: ’Har de bare deres underbukser i lommen og sover på hotel eller hvad?’ Hun kunne slet ikke forestille sig, at man kunne cykle en tur og komme hjem igen samme dag. (Lotte)

Vi mødte så megen venlighed og hjælpsomhed – fordi vi rejste med børn

Børnene var i høj grad en indgangsbillet til at tale med folk. Der var ikke mange andre, der cyklede med børn. Det var en døråbner mange gange. (Lotte)

Selvom det var krævende at cykle med fire små børn, var børnene ofte årsag til, at vanskelige situationer blev forvandlet til positive oplevelser.

Jeg var meget overrasket over al den venlighed, vi mødte. I Tyskland var folk enormt venlige og nysgerrige på den gode måde. Vi tænker, at vi danskere jo er ligesom tyskerne. Men det er vi nok ikke. De var ekstremt hjælpsomme og opmærksomme. (Lotte)

Familien blev flere gange inviteret hjem til folk, de ikke kendte. På rejsebloggen har Lotte beskrevet én af disse oplevelser:

”Da vi skulle bryde op fra frokost, kom regnen, og vi manglede stadig lidt over 20 km. Og det regnede og regnede og vi cyklede og cyklede. Heldigvis har vi verdens sejeste børn, de tog sig ikke meget af regnvejret. Men Ida og specielt Maren begyndte at blive utålmodige, men vi kunne ikke tage dem ud af traileren for det regnede (…) Alt var vådt – og slå et vådt telt op i regnvejr med en kravlende Maren, det er bare ikke fedt. (…)

Vi spurgte en dame om vej til et jugendherberg. Straks bød hun os indenfor, og de hjalp Danny med at ringe til herberget. Men det var under renovering… men inden vi nåede mere tilbød de, at vi bare kunne sove hos dem. (…) De hjalp med at bære taskerne op. En tilbød at køre Danny til et supermarked for at handle. De var så flinke og hjælpsomme. Så nu sidder vi her i et ungdomshus i 3 etager, vi må bruge deres computer, der er bad og madrasser og opholdsrum og spil og tegnesager. [I morgen skal vi] bare smide nøglen i postkassen. Det er da helt fantastisk (…) Og endnu engang, når det ser sortest ud, ja så er hjælpen nær – nærmere end vi troede.” (Fra rejsebloggen)

Danny fortæller om en anden oplevelse, der også rørte ham meget:

Det var en aften på en campingplads. Vi havde rejst teltet, og en mand kom hen til mig i mørket. Han stak mig en seddel i hånden og sagde: ’Det er til dig og din familie’ – og så gik han bare igen. Da jeg fik tændt lygten, kunne jeg se, at det var 100 Euro. Det var bare én, der havde lagt mærke til os, og vi havde ikke talt med ham overhovedet. (Danny)

Deres bekymringer om at møde mennesker, der ikke behandlede dem ordentlig, blev gjort til skamme.

Vi mødte så megen venlighed og hjælpsomhed undervejs. Det var i kraft af at vi havde børn med. Så vores bekymringer forsvandt, og der var i stedet utrolig megen tryghed. Jeg tror, vi havde været meget mere udsatte, hvis vi havde været et par efterlønnere på cykler (Danny).

Vi blev en omrejsende legende – fordi vi cyklede med fire børn

”Rigtig mange gange har vi svaret på spørgsmålene om, hvor vi kommer fra, hvor langt vi har cyklet, hvor lang tid vi er afsted, hvor gamle børnene er (…) hvor vi skal hen osv. Faktisk har vi fortalt det så mange gange, at pigerne kan hele remsen – på tysk. ” (Fra rejsebloggen)

Nysgerrigheden var stor, når familien kom kørende med deres vogntog af børn og trailere. Mange turister fotograferede dem, og på bloggen skrev Lotte:

”En dag (…)kom et amerikansk par på tandem forbi. Da de fik øje på os, hukkede de nærmest bremserne i og kom hen. “There you are, we´ve heard about you” Og så viste det sig, at de havde talt med nogle canadiere, som vi også havde snakket med, og de havde fortalt om denne her danske familie som cyklede rundt med 4 børn.” (Fra rejsebloggen)

Tilbage til hverdagen i Danmark – 6 år efter cykelturen

I dag er det seks år siden, Danny og Lotte tog deres fire små døtre med på den 2.000 km lange cykeltur.

Hverdagen på cykelstien gav familien et pusterum. Lotte og Danny var langt fra omgivelsernes forventninger og krav.

Selvom de havde levet det enkle liv i mange måneder, mener Lotte og Danny ikke, at turen har forandret deres tilværelse radikalt.

Vi genoptog jo vores arbejdsliv, efter vi kom hjem. Hvis jeg skal fortryde noget, er det nok, at jeg ikke stoppede op og spurgte mig selv, om det nu var dét, jeg skulle forsætte med fremover – og i samme gear. (Lotte)

Når man kommer hjem, lever man jo i høj grad det liv, som omgivelserne dikterer. Man er jo nødt til at spille sammen med omgivelserne. På godt og ondt. (Danny)

Men oplevelserne hænger ved.

Turen er en del af vores familiefortælling. Tit taler vi om noget fra turen, eller vi snakker om, at nu er det så og så mange år siden, vi var i en bestemt by. (Danny)

Lykke – dét finder man på cykelstien……sammen med sin familie

Danny og Lotte er ikke i tvivl om, at deres cykeltur blev et frikvarter fra hverdagen. Dét frikvarter, de havde ønsket sig.

I dag – seks år senere – ser de tilbage med store smil på læberne. Og de har stadig udlængsel.

Det er blevet til flere cykelture i årene efter 2009, hvor de cyklede mellem Köln og Budapest.

Og planerne om endnu en tur – fra Ringkøbing til Amsterdam –  er ved at tage form.

Og hvad en cykeltur med børn egentlig handler om – det lader vi Danny om at sætte ord på her:

Dét at flytte sig fra A til B, duftene og alle de små ting bliver oplevelsen. Dér mærker man friheden. Det er, når man er sammen, man har de lykkeligste øjeblikke. Om morgenen, når vi har pakket tingene og er kommet afsted – når vi begynder at cykle og mærker den friske luft og har det hele omkring os… Hvis man skal sige, man er lykkelig, så er det i disse små øjeblikke. …Ja, så vi skal snart afsted igen! (Danny) 

**

For Danny og Lotte blev turen et frikvarter. Men hvad mener deres døtre? Læs tredje afsnit, hvor Agnes og Alma fortæller deres version af historien. 

---

Fotos: Alle billeder er taget af Lotte og Danny Møller.