Cykelferie med børn: Eksperternes 7 bedste råd – Sådan får I succes på cykelturen

Cykelferie med børn Cykeltur med børn - de bedste råd

Lotte og Danny Møller har været på cykelferie med deres børn mange gange.

Du får deres 7 bedste råd her.

De to forældre har begået masser af fejl.

Men de er ikke bange for at dele dem med dig.

På familiens længste cykeltur rundede triptællerne 2.000 km. Lotte og Danny cyklede med deres 4 døtre. Den yngste var 1 år. Den ældste 9 år.

Så de to forældre ved, hvad cykelferie med børn handler om! De ved, hvilke fejl, du ikke må begå.

Og de har gode tips til, hvordan I kommer afsted  – selvom I mangler udstyr og erfaring.

Her får du Lotte og Dannys allerbedste cykelråd – så du nemt kan planlægge en succesfuld cykelferie med dine børn.

Brug eksperternes gode råd – så undgår DU at begå nogle af værste begynderfejl.

Dette er fjerde afsnit i miniserien om familien Møllers cykeleventyr.
Læs hvorfor Lotte og Danny valgte at cykle 2.000 km med fire små børn her.

Cykelferie: De 7 bedste råd til cykeltur med børn

1. Tag afsted – selvom I ikke har det helt rigtige cykeludstyr

Et vigtigt råd er: Lad ikke jeres manglende udstyr blive en hæmsko – så I ikke kommer afsted. Man kan sagtens starte med det udstyr, man har eller låne sig frem – og så lave tilkøb, hvis familien bliver bidt af cykelferie. (Danny)

Lotte og Danny er pragmatiske. De har været på mange cykelture, før de selv investerede i dyrt cykeludstyr.

Vi har venner, der mener, at man slet ikke kan tage på cykelferie uden alt det rigtige udstyr. I starten kørte vi med tasker fra Bilka –  og når det regnede, spændte vi sorte plastikposer uden på. Det gik fint! (Lotte)

2. Start med en cykelferie i Danmark – og vælg en rute, der er skiltet

Følg en skiltet rute – det gør både planlægning og selve turen lettere. Og man kan jo bare cykle en del af ruten, så det passer til ens familie (Lotte)

Danmark har mange skiltede cykelruter.

De er nemme at følge. Lotte og Danny anbefaler, at både nybegyndere og erfarne familier vælger en rute, der er markeret.

Forældrene peger på nationalrute 4 (København-Søndervig), nationalrute nr. 12 (Limfjordsruten) og de mange cykelruter på Fyn som gode muligheder.

De mange markerede ruter i Danmark gør det nemt at arrangere en kortere cykelferie i Danmark.

Du kan købe kort over Danmarks cykelruter her

3. Tilpas dagsdistancerne til jeres børns alder og erfaring

En cykelferie bliver kun en succes, hvis dagsetaperne er afpasset børnenes alder og erfaring.

Vi har hørt mange sige, at de ikke kan tage afsted med et barn på f.eks. 7 år. Der må jeg bare svare: Jo det kan man godt! Man skal bare tilpasse dagsetaperne og ikke cykle for langt. Det er helt vildt vigtigt! Hvis far er cykelentusiast og mener, at familien sagtens kan cykle 70 km om dagen, er der stor chance for, at turen bliver en fiasko. Hvis distancerne er for lange, vil børnene hurtigt tænke, at det er røvsygt. Det har vi flere eksempler på blandt bekendte. (Lotte)

Jo yngre og jo mere uerfarne børnene er – des kortere bør dagsdistancerne være. Så er chancen for succes størst.

4. Planlæg de første cykeldage – ned i mindste detalje

Man skal planlægge de første cykeldage, så man cykler kortere, end man tror, man kan klare. Det er så vigtigt, at den første cykeldag bliver en god oplevelse. Så tænker børnene: ’Det var da let!’. Og det er jo dén oplevelse, man gerne vil give børnene! Så glæder alle sig til at komme afsted dagen efter. (Lotte)

Prioriter tid på at få planlagt de første cykeldage: Få overblik over ruten og overnatningsmulighederne. Og vær sikker på, at de første dagsetaper er korte og overskuelige. Danny og Lotte taler af bitter erfaring:

Et godt råd til andre børnefamilier, der skal på cykeltur er at få planlagt de første to-tre dagsetaper meget nøje. Vi startede ud den første dag og vidste ikke, hvor vi skulle overnatte næste dag. Vi kørte bare afsted og regnede med, at vi kunne finde noget. Men det kunne vi ikke! Børnene var helt stegte i solen. Det var megavarmt. Men vi var nødt til at cykle videre. Allerførste cykeldag var forfærdelig. (Danny)

5. Vælg den type overnatning, der passer til din familie

Mange forbinder cykelferie med telt. Men sådan behøver det ikke være.

Der er mange fordele ved at sove indendørs på en cykelferie:

I sparer vægt på cyklerne. I slipper for at anskaffe soveposer, liggeunderlag, telt og kogegrej. Og en cykeldag med dårligt vejr er nemmere at stå igennem, når man ved, der venter en nat i tørvejr og et sted, hvor børnene kan få varmen.

Fordelen ved at sove på vandrehjem eller Bed and Breakfast er, at man har langt mindre bagage med. Det bliver meget lettere at cykle. Det kan også gøre turen meget mere overskuelig – især hvis man er nybegynder. Så er man også sikker på, at familien nemt kan blive tør igen, hvis det regner. (Lotte)

Læs min artikel om cykeltur med indendørs overnatning her.

6. Begræns jeres bagage – og kør en prøvetur med alt oppakningen, før I tager afsted

Jo mere bagage I har med, des hårdere bliver cykelturen.  Og jo mere bagage – des mindre chance for succes. Så enkelt er det, mener Lotte og Danny.

Deres bedste råd er: Pak så lidt som muligt – og køb undervejs.

En af vores største bommerter har været bagagen. Vi havde alt alt for meget med. Vi kunne slet ikke styre cyklerne og måtte sende en masse hjem. (Danny)

Lotte og Danny anbefaler også, at I kører en kort tur med alt bagagen, inden den rigtige tur. Det giver en klar fornemmelse af, hvor meget tingene vejer – og hvor vigtigt det er at pakke let.

Du kan kalde det en testtur. Eller en mikroferie. Her er 11 grunde til, at du altid skal tage på en mikroferie, før en aktiv ferie.

7. Gør cyklerne klar før cykelturen – udskift slidte dele, smør kæder, skift dæk og juster gearing

Lotte og Danny ved, at det betaler sig at bruge et par timer på at gøre cyklerne klar inden afgang:

Det øger køreglæden for både børn og voksne. Og gør cykelferien både lettere og sjovere.

Send cyklerne til en professionel, hvis I ikke vil bruge tiden på det selv. Den investering er guld værd:

En ting vi virkelig burde have gjort før vores lange cykeltur, var at nedgeare cyklerne. Det forreste tandhjul var for stort, og det var langt inde på turen, vi fik skiftet det. Først da blev cyklen jo til at køre på med alt den bagage. Tandhjulene var også alt for gamle og nappede ikke godt nok. Det er også meget vigtigt at få smurt kæder, skiftet tandhjul og dæk før afgang. Det ved jeg nu! (Danny)

Danny smiler, da han fortæller om en tysk cykelmekanikers kommentar til deres cykler:

Vi var hos en cykelforhandler, der rystede på hovedet af os. Han kikkede på vores materiel og konstaterede bare: ’I er taget på cykeltur med de cykler her?! Was is das?’  (Danny)

 


Måske er du også interesseret i….

Pakkeliste cykeltur børn familie cykelferie

Pakkeliste til cykeltur

Pak til cykelferien i et snuptag.

>> Få fingre i pakkelisten her <<

Nye cykelkort over cykelruter i Danmark

Cykelkort Danmark

Alt hvad du bør vide om cykelkort.

>> Læs artiklen – og find dit cykelkort – her <<



LÆS OGSÅ:
Gode råd til valg af cykeltasker og tips til at pakke cyklerne – når du cykler med børn

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

2 Responses

  1. Anne Sofie siger:

    Hej, vi er ved at klargøre cykelferie med familien på 4, mor, far, storebror (næsten 5) og lillebror (1,5). Storebror er blevet udstyret med en cykel med gear (hurra) og kan nu køre i høj fart og op ad mange bakker. Vi glæder os alle, men er også spændte på, om vi nu får pakket rigtigt. Hvilke tasker har I brugt til børnecykler? Mvh Anne Sofie

    • Line Wagener siger:

      Hej Anne Sofie
      Det lyder superskønt.
      Vores børn har ikke kørt med cykeltasker før de blev 7. Vi har lagt vægt på, at deres cykler var så lette som muligt –> Så er det nemmere for dem at cykle, og humøret og tempoet er højere. Og dermed har hele familien en bedre tur 🙂
      Fra 7-8 års har vi monteret bagagebæger på cyklerne og brugt disse cykeltasker

      De har en super størrelse til børnecykler, er meget nemme at tage af og på – og så er de 110 % vandtætte!
      Vi har et sæt, som har holdt i mere end 10 år!

      Du kan evt. læse mere om, hvordan vi normalt pakker cyklerne, når vi er på cykeltur her:
      https://alleud.dk/cykelferie-bagage/

      Jeg vil ønske jer en rigtig god tur!
      Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.