Du kan jo ikke stoppe, når resten af familien cykler videre! To piger på 7 og 9 år om cykeltur med familien

BØRNENES EGEN FORTÆLLING.

De to søstre Agnes og Alma var kun 7 og 9 år, da de gennemførte en cykeltur på 2.000 km. Her får du Alma og Agnes egen fortælling.

Børnene har ordet. Du får historien om en cykeltur på 3 måneder. Set gennem børneøjne. Fortalt af de to piger.

Det var tilbage i 2009, at Agnes og Alma cyklede gennem Europa med deres forældre. I dag er pigerne teenagere. Nu ser de tilbage – og fortæller om frygt og bekymringer, sejre og udfordringer. Om kilometerslik, kastanjer og kampånd. Om en oplevelse, de færreste børn har haft.

Da jeg mødte dem, var jeg især nysgerrig på, hvilke minder, der mon står tilbage i dag – seks år senere hos de to teenagepiger? Det får du selvfølgelig også svaret på.

De to piger overraskede mig.  På mange måder. Og de har en vigtig besked – en rørende besked til alle forældre, der overvejer en cykeltur med deres børn. Den varmede mig dybt ind i mit eget forældrehjerte – og den er også til dig. Tag den til dig! Du får den sidst i artiklen.

Artiklen her er den første, hvor Alle Ud giver børnene ordet.
Vil du læse andre historier fortalt fra børnehøjde – så tilmeld dig Alle Ud´s nyhedsbrev. 

Interviewet med Agnes og Alma er samtidig det tredje afsnit i miniserien om Familien Møllers cykeltur. Find de andre dele af miniserien her:

• Første del: Vi drømte om et frikvarter fra hverdagen.
• Anden del: Cykeltur med blebørn – det enkle liv?!
• Fjerde afsnit: Forældrenes 7 bedste råd: Cykelferie med børn

Agnes og Alma – to helt almindelige vestjyske piger – klar til cykeltur

Det var i januar 2009, at Agnes og Almas forældre, Danny og Lotte, fortalte pigerne om cykelturen.

Agnes gik på dengang i 2. klasse. Hun er den ældste og var optaget af gymnastik og fodbold. Klaverundervisning og kor, fik hun også tid til.

Lillesøster Alma gik i 0. klasse. Hun var som sin storesøster gymnast og brugte tid i den lokale spejdertrup.

Pigerne havde en hverdag, der lignede de fleste andre børns. En hverdag, der dog kom til at ændre sig radikalt et halvt år senere.

Forventninger og forberedelser – før cykelturen

Forældrene Lotte og Danny havde længe drømt om en lang familierejse. De ville vælge rejseform og destination med omhu, fordi familien ud over Lotte, Danny, Agnes og Alma også bestod af to små piger, Maren og Ida på kun 2½ og knap 1 år.

Derfor havde forældrene vendt mange ideer, inden valget faldt på den rejse, de mente var perfekt for dem og deres fire børn.

Forældrene havde taget orlov et år. Rejsen skulle foregå i Europa. Første del var en cykeltur langs Rhinen og Donau. De to forældre ville cykle 2.000 km med deres fire døtre. Den sidste del af rejsen skulle foregå i autocamper.

Mens overvejelserne havde stået på, havde Lotte og Danny ikke talt med pigerne om rejsen.

Selvom det er 7 år siden, kan den nu 13- årige Alma stadig huske, hvordan hun som 6-årig fik beskeden om det kommende eventyr:

De hentede os fra skole en dag i januar. Vi plejer altid at cykle hjem selv. Da vi kom ind, havde mor og far stillet en lille autocamper på bordet sammen med en cykelhjelm. De fortalte, at vi skulle ud at cykle og rejse rundt et helt år. De forklarede os, hvad der skulle ske. Jeg glædede mig, men måske forstod jeg det ikke helt. (Alma)

Selvom forældrene gjorde meget for at indvi deres to ældste døtre i rejsen, forblev turen abstrakt. Også for den dengang 9-årige Agnes:

Jeg tror ikke, det var gået op for os, at vi skulle være afsted så længe. (Agnes)

I juni 2009 sagde Agnes og Alma farvel til kammeraterne i 0. og 2. klasse. Familien fejrede Almas 7 års fødselsdag i juli. Få dage senere var huset pakket ned i flyttekasser.

Familien forlod hjemmet i Vestjylland –  og der gik et helt år, før Agnes og Alma vendte tilbage til deres kammerater og deres almindelige hverdag.

Den første cykeldag – problemer starter før cyklerne triller

Inden cykelturen havde Alma og Agnes fået nye cykler.

Alligevel blev cyklerne kilden til den første udfordring.

Med et stor smil på læben fortæller Alma om deres allerførste cykeldag. Familien var kørt i bil til Köln, hvor cykelturen skulle begynde:

Jeg kan bestemt huske den første cykeldag! Vi havde lige vinket farvel til vores mormor, der var med i Köln for at sige farvel til os. Nu skulle vi endelig afsted. Alle på campingpladsen kikkede på os. Og så sagde Agnes: ‘Jamen min cykel er jo punkteret!’ Så var vi nødt til at stoppe, allerede inden vi fik begyndt. Hele vores tur startede altså med, at vi skulle lappe en cykel. Så var det bare med at komme ud af campingpladsen i en fart. Lige ud på den anden side af hegnet – for far og mor ville bare ikke lappe cyklen inde på campingpladsen, hvor alle campisterne sad i deres stole og kikkede. (Alma)  

Alma ser på Agnes. De to teenagesøstre begynder at grine.

Punkteringen var ikke den eneste udfordring på første cykeldag. Mængden af bagage og manglende overnatningsmuligheder satte også familien på en hård prøve på dag 1. Det kan du læse mere om i forældrenes beretning her.

Vores cykeltur glemmer vi ikke – heller ikke efter 6 år

Agnes, der i dag er 15 år, er flyttet på efterskole.

Alma er 13 år og tæller dagene til sin konfirmation i foråret.

Meget er sket, siden de var afsted på cykeltur, og helt andre ting fylder i deres hverdag nu.

Men den første cykeldag i 2009 – og mange andre oplevelser fra cykelturen – står stadig soleklart i de to pigers erindring.

De er begge ivrige efter at dele deres minder:

Jeg kan ikke huske ret meget fra vores køreture i autocamperen på den sidste del af turen. Der husker jeg mest, at vi kom frem på campingpladserne, og hvad vi lavede dér. Men jeg kan sagtens huske cykeldagene. Sagtens. (Agnes)

Alma supplerer:

Jeg husker bedst, at vi cyklede. Hvor vi holdt pause og frokost. (…) Når man kører i en bil, kører alt jo bare hurtigt forbi, og man sidder bare inde i bilen med hele kassen omkring sig og i den dér billugt. Men når man er på cykel, er man jo ude i naturen. Man kan dufte det hele –  det går langsommere, og man har mere tid til at se det hele. (Alma)

Sådan holdt vi humøret oppe på cykelturen: Kilometerslik

Har du også svært ved at forestille dig, hvordan man får en 7-årig og en 9-årig til at cykle 2.000 km? Så er du nok ikke den eneste.

Men Agnes og Almas forældre havde troen på, at det kunne lade sig gøre.

Lotte og Danny var tydelige i deres forventninger og krav til pigerne. Før og undervejs på turen. Men de brugte også forskellige kneb til at motivere pigerne undervejs. Kilomenterslik var ét af dem.

Vi havde kilometerslik. Det har vi altid. I fronttasken ligger der altid lidt slik i en pose. Og hvis det var lidt hårdt, sagde mor, ’Nu cykler vi lige fem kilometer mere, så får vi et stykke slik’. Det var ikke ret meget, vi fik, og det var nok mere tanken om det. Men selvom det kun var et enkelt stykke slik, kunne det være et stort højdepunkt på dagen. (Alma).

Alma smiler.

Jeg ser en 7-årig pige for mig. En lille sveddråbe løber over hendes kind. Cykelhjelmen skygger for solens skarpe stråler. Ved siden af bruser Donau forbi, og den lille pige står med sit kilometerslik i højre hånd. Storsmilende og pavestolt. Jeg smiler også.

Vi finder løsninger – selv når det er allermest hårdt

Jeg spørger Alma og Agnes, om det alligevel ikke – på trods af kilometerslik og begejstrede forældre – var hårdt en gang i mellem.

Alma svarer uden tøven:

Jo! Meget! Især lige inden vi kom frem til campingpladsen eller dér, hvor vi skulle havde frokost. Det var SÅ hårdt, når vi cyklede rundt og ledte efter et sted vi kunne spise frokost. (Alma)

Hun rynker brynene, mens hun fortæller. Hendes stemme forandrer sig. Nu lyder hun præcis som en 7-årig, der har mistet alt mod:

Dér tænkte jeg bare ’Åh kan vi ikke bare finde et sted? Jeg vil gerne være der NU. Jeg vil være der NU.’ (Alma)

Mørket glider ind over hendes ansigt. “Hvordan klarede du det så? Hvordan fik du energi til at trampe videre i pedalerne?”, spørger jeg hende. Smilet breder sig igen på Almas ansigt.

Jamen det var jo meget noget med, at vi holdt hinanden oppe. (Alma)

Agnes fortsætter. Hun ser på mig med den største selvfølgelighed – som om mit spørgsmål ikke giver mening:

Jamen, når alle de andre cykler, kan man jo ikke bare selv stoppe op! Selvom man gerne ville have, at der kom en græsplæne, hvor vi kunne spise frokost, kunne jeg jo godt se, at der ikke var et sted, vi kunne stoppe op. Så hjalp det jo ikke noget at sætte sig ned, selvom man mest kunne tænke sig det. (Agnes)

Det er tydeligt for mig, at de to piger har påtaget sig et stort ansvar på turen.

De har vidst, at deres bidrag har været afgørende for turens succes.

Flere gange under interviewet lægger jeg mærke til, hvor naturligt de to piger omtaler fællesskabet i familien.

Hvor selvfølgeligt det er for Agnes og Alma, at man hjælper hinanden og sætter familiens fællesskab over egne behov.

Jeg tænker på de scener, jeg har oplevet i supermarkeder, hvor halvstore børn har skreget for at få opfyldt deres eget behov – en pose Haribo-slik, mens mor og far har pisket rundt for at fylde kurven med varer.

Og situationer hos børnefamilier, jeg har besøgt, hvor forældrene løber rundt og servicerer først det ene barn, så det andet barn, mens aftensmaden skal laves, bordet dækkes, vasketøjet sættes over, legetøjet ryddes op. Og børnene sidder i sofaen. Spiller computer. Og råber efter et glas cola.

Frygt for at blive væk fra forældre og søskende

Familien betyder meget for Agnes og Alma.

Måske derfor er frygten for at blive væk fra hinanden også en af de følelser, der står tydeligt i pigernes erindring.

Familien skulle med toget et par gange undervejs på cykelturen.

Agnes og Alma fortæller om oplevelserne på togstationen. Minderne derfra er noget af det mest ubehagelige på hele cykelturen.

Med en cykelanhænger, et utal af cykeltasker, voksencykler, børnecykler og fire børn i alderen 1-9 år er det en større logistisk udfordring at komme af og på et tog.

Pigernes far, Danny, stod på perronen og læssede ting ind i toget, mens resten af familien steg ombord og forsøgte at organisere cykler og bagage på den trange plads. Samtidig skulle de holde styr på de to yngste søstre, Maren og Ida, på 1 og 2½ år.

Tiden var knap og sekunderne tikkede. Togkonduktøren løftede armen til afgang.

Toget holdt jo ikke og ventede på os. Så dét med togene kunne vi virkelig ikke lide! Vi stod altid og var nervøse for, om far kom med – og om vi fik alle vores ting og søskende med (Agnes)

Lege og underholdning – på en cykeltur

Forældrene Lotte og Danny fandt ud af – allerede på den første cykeldag – at de var nødt til sende noget hjem, hvis de skulle klare turen. De havde pakket al for meget bagage.

Legetøjet var blandt dét, der hurtigt blev sorteret fra. Det fyldte og vejede. Og pigerne brugte det ikke.

Jeg tror faktisk ikke, at vi havde noget som helst legetøj med til sidst på turen – ud over et spil kort (Agnes)

Legetøj for tusindvis af kroner fylder op i kasser og på hylder på de fleste 7- og 9-årige pigers værelser.

Jeg spørger, om Alma og Agnes ikke savnede deres ting, mens de var afsted.

Nej. Jeg kan huske, at det var alt for kedeligt at lege med Barbie. Vi fandt ud af, at man kan lege med alt muligt andet i naturen. Vi samlede kastanjer og mange andre ting. Og vi legede mange fantasilege. (Alma)

Agnes nikker. Og hun kikker ned af sig selv:

Sådan var det også med vores tøj. Vi havde ikke så meget. Vi brugte det, vi havde med – og sled det op. Når det gik i stykker, købte vi noget nyt. (Agnes)

Kammerater og venner

Agnes og Alma legede meget sammen, mens de var afsted.  Men vennerne derhjemme tænkte de også på.

Alma lyder både stolt og rørt, da hun fortæller, hvordan kammeraterne derhjemme fulgte med i deres tur:

En af mine klassekammerater fortalte, at hele skolen mødtes i aulaen og så de billeder, mine forældre havde lagt op på nettet fra vores tur. De fulgte med! Og de var rigtig søde til at skrive til os, mens vi var væk. Det betød meget. (Alma)

Vi tænkte på hverdagen derhjemme

Agnes og Alma tilbragte tre måneder på cykelstierne og derefter ni måneder i autocamperen. Sammen med deres forældre og deres to lillesøstre.

Jeg spørger, hvordan de oplevede at tilbringe så meget tid sammen med familien og at være væk hjemmefra så længe.

Jeg synes bare, at det var sådan, det var. Men især til sidst savnede jeg skolen og en hel almindelig dag derhjemme. Men det var faktisk svært at forestille sig hverdagen derhjemme. Ja det var nærmest et drømmescenarie. (Agnes)

Alma fortæller om den dobbelthed hun også oplevede:

I et helt år havde vi været sammen, meget tæt og hele tiden. Og vi havde kun hinanden at tale dansk med. Da vi kom hjem igen, havde vi jo alle hver vores egne ting, vi skulle nå. Vi skulle tilbage til skolen og til vores fritidsinteresser. Så var vi pludselig ikke så meget sammen mere. Efter at have været så tæt sammen så længe, var vi pludselig ikke så tætte mere. Det var lidt underligt. Men jo også meget rart at komme hjem og tale dansk med nogle andre. (Alma)

2.000 km på cykelstien – hvad er pigerne mest stolte af bagefter?

Jeg er meget imponeret over de to teenagepiger, der sidder over for mig.

Agnes og Alma har været vedholdende, tålmodige og har haft masser af viljestyrke. Derfor er jeg nødt til at vide, hvad de selv er mest stolte af, når de tænker tilbage på turen.

Den 15 årige Agnes tøver. Hun tænker sig grundigt om, før hun svarer:

Åh….jeg ved ikke, hvad jeg er mest stolt af. Men jeg er meget glad for, at vi har gjort det. Det er en stor oplevelse af have med. Vi har de minder sammen. Det er godt, synes jeg. (Agnes)

Alma er derimod ikke i tvivl.

Selvom det er 6 år siden, de var afsted, og hun kun var 7 år dengang, fremhæver hun – som sin søster – også fællesskabet, da jeg stiller hende det samme spørgsmål:

Jeg er stolt af, at vi kunne klare det! Det er jo lang tid at leve i en taske. Jeg klarede det, fordi vi var sammen om det. Det er jo en oplevelse, vi har haft sammen. (Alma) 

Agnes og Almas bedste råd – til dig, der også vil på cykeltur

Agnes og Alma har fortalt mig om deres frygt og familiens bommerter. Om oplevelser og fællesskab.

Vi har grinet sammen. Og jeg har set, hvor meget minderne fylder i deres hverdag – også her 6 år senere.

Før vi går hvert til sit beder jeg pigerne givet et godt råd til andre familier, der tænker på at tage på cykeltur:

Jeg vil sige til dem, at det bliver fedt! At det bliver godt, hvis de bare gør det. Det er en kæmpe oplevelse, man har sammen. Man kommer ud og lærer en hel masse – især hvis man kommer til udlandet, hvor man lærer om andre mennesker og sprog og andre kulturer.  (Alma)

Agnes nikker, og hun griner, da lillesøster Alma slutter af med disse ord:

Det kan godt være, vi ikke lærte så meget om tillægsord og udsagnsord, mens vi var afsted. Men så lærte vi en masse om, hvordan man også kan leve, og hvordan andre lever. Vi lærte også, at man sagtens kan bo helt primitivt – selv i rigtig lang tid. Det var fedt. (Alma)

**

Blev du bidt af historien? Så del den med dine venner på Facebook!

Læs også: De 7 bedste råd til cykeltur med børn.

Fotos: Alle billeder er taget af Lotte og Danny Møller.