Cykelferie langs Elben fra Hamborg til Prag på cykelruten ‘Elbe Radweg’ | Cykeltur med børn gennem Tyskland og Tjekkiet

Elben Cykelferie Elbe Radweg Cykeltur med børn

“Hey se dér: En stork mere! Nu har jeg set 36!”

Vi er i Tyskland på cykelferie langs Elben.

Vi cykler på den legendariske, populære og familievenlige cykelrute ‘Elbe Radweg‘.

I dag konkurrerer vi om, hvem der kan spotte flest storke. Og det er næsten urimelig let – for der er mange af dem!

Cykelteamet består af min familie på 4 personer: Min datter på 9 år, min søn på 12 år, min kæreste og jeg selv.

Cykelferie Elben Cykeltur Børn Familie Familievenlig cykelrute Elbe Radweg

Cykelruten ‘Elbe Radweg’ følger floden Elben gennem Tjekkiet og Tyskland. Det meste af tiden cykler vi på bilfrie velasfalterede cykelstier helt tæt på floden. Det er børnvenligt og naturskønt

Et par dage tidligere startede vores cykelferie på banegården i Hamborg. hvor vi læssede cykler og bagage af toget.

Målet er at nå millionbyen Prag i Tjekkiet. En cykeltur på cirka 1.000 km, som foregår langs floden Elben.

Vi skal være afsted næsten 4 uger.

Foran os venter vilde naturoplevelser, skræmmende historiske påmindelser, en eminent cykelrute, fantastiske overnatningssteder og uendelig meget frisk luft og familietid. 


I denne artikel får du

  • Personlige beretninger og fotos fra cykelferien på den populære og familievenlige cykelrute ‘Elbe Radweg‘ fra Hamborg til Prag
  • 5 grunde til at vælge cykelruten langs Elben, hvis du cykler med børn 

Du får også: 

  • En stor guide til hvordan du selv kommer afsted på cykelferie langs Elben

(….Og ja, du kan nemt få fantastisk cykelferie på Elbe Radweg, selvom du kun har 5, 7 eller 14 dage til rådighed. Det er bare min familie, der e-e-e-elsker at være undervejs i ugevis).

Elben cykelferie cykeltur elbe radweg guideAlleud.dk’s store guide til Elbe Radweg er til dig, der selv drømmer en en cykeltur langs Elben. 
Læs mere her


Cykelturens start i Hamborg

Hamborg Cykelferie cykelrute Elben

Vi starter vores cykeltur i Hamborg. Men modsat af, hvad man skulle tro, er der ikke grund til at bekymre sig om biler og tung trafik på vej ud af Hamborg. Den skiltede cykelrute starter få meter fra banegården og er bilfri hele vejen ud af byen. En meget tryg oplevelse i den ellers stærkt trafikerede millionby.

 

Langs Elben er der vildt dyreliv: Oplev store og små dyr fra cykelsadlen

Vores storkekonkurrence startede få dage efter, vi havde forladt Hamborg.

De stod langs cykelstien, stavrede rundt på markerne og skuede ud over landskabet fra deres store grenede reder – de flotte sorte og hvide fugle med de lange røde ben og næb. 

Storke dyreliv Elben

Storke er ikke et særsyn på cykelruten langs Elben. Mellem Hamborg og Dresden så vi hundredevis af de flotte hvide langbenede dyr

 

Storke naturoplevelse Elben cykeltur

De er eksotiske – storkene – og fascinerende, når de står og skuer ud over landskabet fra deres grove reder.

Men storke var ikke de eneste dyr, vi så.

Bævere lever mange steder langs floden.

De er sky, bæverne. Men vi var heldige: En aften så vi en bæver tæt ved vores telt. Den vimsede rundt langs bredden af floden og snusede, inden den forsvandt tilbage i Elben efter fisk.

Hundredevis af digefår mødte vi også.

På lange strækninger langs Elben er der etableret høje diger for at beskytte byer og marker mod oversvømmelse.

Store flokke af får græsser på digerne. De tager sig af det hårde arbejde med at holde bevoksningen nede – en effektiv måde at håndtere naturplejen på! 

En enkelt gang blokerede en stor fåreflok cykelstien – og vi måtte hoppe af cyklerne og forsigtigt trække ind mellem lam og får. 

Cykelruten langs Elben går igennem flere større natur- og nationalparker. Alle, der har bare den mindste interesse for natur og dyrliv,  bliver beriget med store oplevelser. Et område på ruten er endda på UNESCOs verdensarvsliste. Niveauet er højt!

Tyskland genforenet Elben Cykelferie cykeltur familie

Tysklands genforening og de historiske spor fra den gamle øst-vest-grænse (som skiltet på billedet markerer), gav anledning til en del samtaler om livet i den gamle østblok og historierne om genforeningen.

 

Historiske sights og uhyggelige påmindelser fra fortiden. Du vælter rundt i oplevelser langs Elben 

Tror du, at de blev skudt hér – dem, der flygtede?

Vi står i landsbyen Schnackenburg.

Min datter ser på mig og peger på flodbredden. 

Ja. Det tror jeg! Lige hér udgjorde floden jo grænsen mellem Østtyskland og Vesttyskland – og ja, der var flere, som forsøgte at krydse floden præcis her. Og nogen blev skudt.

Jeg tøver lidt.

Det er barske historier og frygtelige skæbner, vi taler om. 

Det er fem dage siden, vi cyklede ud af Hamborg. Vi har forladt den rige millionby og har nærmet os den gamle øst-vestgrænse. 

Elbe Radweg krydser den gamle øst-vest grænse i Tyskland

Den seneste halve time har vi cyklet og talt om dengang Tyskland var delt.  

Vi har snakket om børn, der pludselig ikke længere kunne lege med deres kammerater i nabobyen. Om hvordan store grænsehegn adskilte familier fra at se hinanden igennem årtier. Og om de mennesker, der blev dræbt i et forsøg på at flygte til vesten. 

Børnene er meget optagede af den del af Tysklands historie. 

Og når vi sidder i cykelsadlen, er der uendelig megen tid til at tale sammen om de historiske detaljer. Og det er superaktuelt. For vi befinder os lige hér, hvor historien udspillede sig. 

I Schnackenburg gør vi et stop på dagens etape. Vi parkerer cyklerne og besøger det lille Grenzlandmuseum.

Her kan vi med egne øjne se pigtrådshegnet, studere billeder fra østblokken og komme tæt på maskinpistoler, soldatertøj og patroner. 

Besøget sætter ens eget frie liv i nyt perspektiv.  

Og der er endnu mere at tale om, da vi igen sætter os op i cykelsadlerne.

Mindesmærker fra 2. verdenskrig langs Elbe Radweg i Tjekkiet

Endnu mere uhyggelige spor fra en anden tidsepoke – 2. verdenskrig –  møder vi senere på cykelferien. 

Theresienstadt Terezín Koncentrationslejr Tjekkiet Elben seværdighed børn

Kun 60 km nord for Prag går cykelruten forbi Theresienstadt (Terezín), der fungerede som tysk koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Vi brugte en hel dag på et besøg, der gjorde stort et indtryk på børnene

I Tjekkiet går cykelruten forbi Theresienstadt, som nazisterne brugte som koncentrationslejr under krigen.

Vi beslutter at tager en ‘cykelfridag’ og besøge lejren.

Indenfor deltager vi i en rundvisning, hvor en guide genfortæller skæbnehistorier om nogle af de tusindvis af jøder, der omkom i lejren. Og om de ledende officerer, der dagligt træf skæbnesvangre beslutninger. Kontrasten mellem de primitive sovesale til jøderne og nazisternes luksuriøse kontorer er skræmmende.

 

Cykelfærger er en del af oplevelsen, når du er på cykelferie langs Elben  

Selvom vi sidder i cykelsadlen flere timer hver dag, bliver cykelturen langs Elben aldrig ensformig. 

Små cykelfærger, der fragter cyklister og gående over floden, bliver hurtigt én af vores foretrukne afbræk i løbet af cykeldagen. 

Tyskland Elben Elbe radweg cykelferie cykeltur

De mange små cykelfærger er en stor del af oplevelsen på Elbe Radweg. Her bliver vi fragtet over floden på en af de mindre af slagsen. Cyklerne kan kun lige være der. Færgemanden kom springende fra sit hus – han sejler kun, når der er passagerer.

De små cykelfærger virker helt eksotiske for os, der er vokset op i et land, hvor vandløb mest bare er små klukkende bække. Hvor der er broer overalt. Og hvor man ikke kan forestille sig, at en mand kan leve af at sejle en pram fra flodbred til flodbred. Dag efter dag. År efter år. 

Men Elben har en helt anden kraft og størrelse end de danske smååer. Og i Tyskland er ikke alt som i Danmark. Selvom vi kun er få hundrede kilometer hjemmefra, er der kulturforskelle. 

Mange steder er det ikke muligt at bygge broer, fordi floden – med sin meget varierende vandstand – lever sit eget næsten ukontrollerbare liv. Og fordi flodtrafik og de store containerskibe skal kunne passere.  

Derfor er der stadig et utal af små færger, der forbinder de to flodbredder. Nogle medtager biler. Andre er kun for cyklister og gående. 

De er så hyggelige og sjove – især de mindste færger. Og ingen steder er de ens. 

 

Ubegribelige menneskeskabte bygningsværker på cykelruten langs Elben

Den første del af cykelturen fra Hamborg mod sydvest er landskabet fladt. Elbe Radweg følger flodbreden tæt, og vi cykler meget af tiden på eller langs digerne. 

Længere fremme – efterhånden som vi nærmer os den tjekkiske grænse – skifter naturen karakter: 

Nu tårner høje sandstensbjerge sig op.

Floden skærer sig igennem bjergmassiverne – og vi er glade for, at cykelruten fortsat følger flodbredden, så vi bliver skånet for at skulle forcere de stejle bjergveje i det kuperede terræn omkring floden. 

Bastei Baseibridge Tyskland Elbe Radweg

Basteibrücke ligner noget fra en fantasiverden. Broen er en af de mest turistede attraktioner langs ruten. Du kan se den fra cykelruten – men hvis du vil op på broen, kræver det, at du parkerer cyklen, afsætter nogle timer og er klar til en stejl vandretur op ad sandstensbjergene. Anstrengelserne er dog det hele værd!

 

Saksiske Schweiz Elben

Elben bugter sig igennem bjergområdet Sächsische Schweiz på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet. Billedet er skudt fra Basteibrücke, hvor vi fik en storslået udsigt over området. Temperaturen nåede 37 grader dén dag – så sveden dryppede af os, mens vi forcerede de stejle stier og mange trapper op til udsigtspunktet.

Basteibrücke er et imponerende bygningsværk, som cykelruten går lige forbi. Broen er bygget i sandstensklipperne ved Bastei. 

Men Basteibrücke er ikke det eneste spektakulære menneskeskabte bygningsværk ved Elben, som vi passerer.

I min e-bog (‘Den ultimative guide til cykeltur på Elbe Radweg‘) har jeg samlet 13 unikke oplevelsesmuligheder langs Elben, som du ikke må gå glip af. En af disse er så science fiction-agtig, at jeg troede, at historien om bygningsværket var løgn og latin….. indtil jeg så det.

 

Cykeltur langs Elben – kontrasterne holdeplads: Det bliver aldrig ensformigt

Undervejs på vores cykeltur langs Elben går det op for os, hvor mange kontraster, denne cykelrute rummer. 

Det er som om vi igen og igen bevæger os fra én yderlighed til en anden:  

  • Pulserende millionbyer vs. landidyl og bondegårde fra 1800-tallet
  • Tyskernes venlighed vs. tjekkernes forbeholdenhed
  • Hedebølge vs. skybrud
  • Det ekstremt rige Hamborg vs. fattige landsbyer i det tidligere Østtyskland
  • Den vilde og frie natur vs. den uhyggelige snærende historiske arv
  • Enorme menneskeskabte bygningsværker vs. naturparker, dyreliv og åbne vidder
  • Pandekageflade cykelstier vs. crazy stejle nedkørsler

Ingen dage er ens.

Og hver aften, når vi kryber i soveposerne efter endnu en skøn dag i cykelsadlerne, føler vi os meget berigede.

 

Tænk at være så heldig, at den ene oplevelse efter den anden bare bliver serveret på et sølvfald for én, fordi man tramper lidt i et par pedaler!

 

…sådan noterer jeg i min dagbog en aften, inden jeg igen lægger mig til at sove. Endnu engang med et stort smil på læben.

I min verden er der (nærmest) ikke noget, der stikker en cykelferie. Det er ultimativ livskvalitet. Så meget tid med familien. Så mange oplevelser. Og cykelruten langs Elben er tilmed vanvittig smuk, varieret og berigende.  Sand lykke.  

Cykelrute stejl

Vildt! Cykelruten langs Elben er flad, fordi ruten følger flodbredden. Men enkelte steder mødte vi et par vilde bakker: Se skiltet her! Det advarer om en nedkørsel med et fald på 25%! Jeg følte mig som cykelrytter på Alpe d’Huez! Måtte bare forevige skiltet, inden min skæbne blev overladt til tyndekræften. Crazy! (Danmark har én eneste vej med en tilsvarende hældning: Christian Wintersvej i Vejle. Tjek den ud, hvis du vil have noget at sammenligne med!)

 

Cykeltur regnvejr udstyr regntøj

Hurtigt hurtigt frem med regnjakker og regnbukser! Midt i den tørkefyldte sveddryppende varme 2018-sommer blev vi ramt af et voldsomt skybrud. Vores vandtætte cykeltasker holdt selvfølgelig al bagage tørt, selvom vi måtte cykle flere timer, mens regnen stod ned i stænger. Men druknede mus, dét lignede vi, da regnen endelig stoppede.

 

Langs Elben føler du dig altid velkommen som cyklist: Elbe Radweg er et mekka for cykelturister

Ikke én eneste gang på vores fire uger lange cykelferie fik vi negativ respons, når vi kom cyklende med vores cykelvogntog, beskidte ben og  svedige cykeltrøjer. 

Cykelturismen er stort satsningsomåde i Tyskland.

Og overalt bliver der kræset for turcyklisterne. 

Billeder siger ofte mere end ord – så her får du fire fotos, der viser, hvad jeg mener… Og yep, dette er bare et lille udpluk af, hvad du møder af cyklistvenlige tiltag langs Elben!

Radlerrast Tyskland Elben Cykelturisme

Tyskerne e-e-elsker cykelturister! Du bliver budt velkommen overalt, når du kommer på din jernhest. Der er ikke den landsby eller flække, der ikke har et særligt tilbud til ‘radfahrere’ eller ‘radlere’.

 

Cykelslangeautomat cyklister turcyklisme kvalitet Tyskland

Du tror, det er løgn – men her ser du cyklistvenlige Tyskland i en nøddeskal: Midt ude i ingenting står en cykelslangeatomat (!!). Er du punkteret? Jamen, så køber du da bare en ny cykelslange hér. Automater som denne, findes ikke kun langs Elbe Radweg. Jeg har set dem langs mange andre kvalitetscykelruter i Tyskland.

 

Rasteplads cykelrute cykelferie Elben

En overdækket rasteplads to meter fra cykelruten. Her kan du søge skygge fra den bagende sol eller ly for regnen, og spise din mad ved et fint bord. Den slags faciliteter gør cykelferie SÅ meget federe – og det er blandt andet detaljer denne, der gør Elbe Radweg til en topklasse cykelrute. Hele 13 gange er cykelruten kåret som Tysklands bedste. Det forstår jeg så udemærket! Ruten ér spitzenklasse!

 

Tjekkiet Cykeltur Elben Elbe Radweg overnatning

Også i Tjekkiet bliver der kræset for os cykelturister. Selvom vi ikke kan tale tjekkisk, regner vi hurtigt ud at  “cyklo penzion” og “cyklo camp” er cyklistvenlige overnatningssteder.

 

Overnatning langs Elben: Nemt, billigt og mange muligheder

Uanset om du foretrækker dit eget telt eller en blød ren seng, er det nemt at finde et sted at sove på cykelruten. 

Langs Elben er der et finmasket net af overnatningsmuligheder og et stort fokus på at tage godt imod cykelturister. 

Udgifterne til overnatning kan du holde helt i bund, hvis du sover i telt.

Dén model valgte vi. 

Og nætterne i telt gav os en del ‘ekstraoplevelser’ – eksempelvis overnatning helt ned til floden. Og mødet med en bæver tæt på teltet. 

camping telt cykelferie cykeltur cykel telt

Overnatning med flodudsigt er reglen snarere end undtagelsen, når du sover i telt langs Elben. På netop dette overnatningssted så vi samme aften en bæver på den anden flodbred – den slags naturoplevelser gør mig lykkelig helt ind i hjertet. Selv børnene måbede! I min e-bog (se nederst i artiklen) anmelder og beskriver jeg denne teltplads – og alle andre steder vi overnattede på vores 4 uger lange cykelferie langs Elben.

Både Tyskland og Tjekkiet har mange meget billige telt- og campingpladser

I Tyskland er der – ud over campingpladser – også flere andre steder, hvor du som turcyklist – bliver budt velkommen til at slå dit telt op. Tilmed til næsten grotesk lave priser.

Et eksempel:

Én nat sov vi på et lille græsareal ved en lystbådhavn helt centralt i en charmerende tysk by for den næsten urimeligt lave sum af 9 euro. Det svarer til cirka 65 kr….altså vel at mærke 65 kr. for fire personer ….. og så var adgang til wc, bad, vaskemaskine og køkkenfaciliteter inkluderet. Og en venlig havnefoged tog smilende imod os. Og der var 100 meter til  byens centrum. Jo jo!

I min e-bog om cykelferie langs Elben får du en liste over alle steder, vi overnattede mellem Hamborg og Prag.

I e-bogen har jeg anmeldt samtlige overnatningssteder. Og du får adresser og priser for hvert eneste overnatningssted. Så kan du nemt finde de mest attraktive overnatningssteder (Og ja – du får også navnet på byen med den særdeles billige og attraktive lystbådehavn!).

Solnedgang

Mens børnene sover ….Solen går ned over Elben. Vi sidder i teltet, taler om dagens etape og nyder udsigten. Sand ferielykke!

 

Prag – Cykelturens afslutning 

Vi startede vores cykeltur i Nordtysklands største by, Hamborg.

Cirka fire uger senere nærmer vi os Prag, Tjekkiets hovedstad. Her bor 1,3 millioner mennesker. Hvert år besøger 6 millioner turister byen. 

De mange besøgende belaster naturligt nok trafikken og byens infrastruktur. 

Derfor er jeg spændt på, hvordan cykelturen ind i Prag vil oplevelses – når man vel at mærke kommer cyklende med to børn. 

Har tjekkerne mon en lige så tjekket cykelrute ind til centrum, som vi oplevede i millionbyen Hamborg?…. Og Magdeburg, Dresden og andre af de større tyske byer langs ruten. 

Jeg tvivler.

Men min tvivl bliver gjort til skamme. 

Igen må jeg i bare konstatere, at der ikke bare et tænkt på cyklisterne på Elbe Radweg. Der er kræset for os på en næsten ubegribelig måde:

Cykelruten ind i Prag centrum har sit helt eget bilfrie traché. En bred velasfalteret cykelsti helt tæt ved floden – igennem større byparker og helt ind til bymidten.

Tip-top-sikkert. Cyklistvenligt. Præcis som vi kunne drømme om.  

Prag, Tjekkiets hovedstad, er endemålet for vores cykeltur. Vi bruger et par dage på sightseeing i byen, inden vi tager retur til Danmark. En tur op i Prags ‘mini-eifeltårn’ slutter turen af. Herfra spotter vi Prags vartegn, Karlsbroen, gennem gitteret – kan du se den?

Vi tager et par overnatninger i Prag, inden vi vender snuden retur til Danmark. 

I Alleud.dk’s e-bog: ‘Den ultimative guide til cykelferie langs Elben på Elbe Radweg‘ kan du læse, hvordan vi kom hjem fra Prag med cykler, cykeltasker og slidte ben. Du får også info om, hvad hjemturen kostede – og hvad du skal være opmærksom på, hvis du vælger samme transportform.

 


Elbe Radweg kåret som ‘den bedste cykelrute’ 13 gange 

Den 1300 km lange cykelrute langs Elben er blevet kåret som den bedste tyske cykelrute ikke mindre end 13 gange. En ret vild rekord!

Hver år laver ADFC – den tyske pendant til det danske cyklistforbund – en stor undersøgelse blandt mere end 7.000 tyske turcyklister. 

Og hele 13 gange over de seneste 20 år, har de cyklende tyskere peget på cykelruten langs Elben som deres foretrukne og mest elskede rute

Og det er ikke uden grund, kan jeg sige, efter jeg selv har cyklet knap 900 km af ruten i sommeren 2018. 

Cykelruten er nemlig ikke bare smuk og varieret. Den er også særdeles familievenlig.

Cykelferie familie børn Elben elbe radweg

En pause i skyggen og fødderne i flodens svale vand gør godt, når temperaturen er over 32 grader og man har cyklet dagens første 20 kilometer. Vi kikker på cykelkortet og taler om resten af dagens etape.

 


5 grunde til at vælge cykelruten ‘Elbe Radweg’, hvis du vil på cykelferie med børn

Cykelruten langs Elben er en helt igennem fabelagtig cykelrute, hvis du vil have børn med på cykelferie.

Her er 5 grunde til, at du bør vælge ruten til din næste cykelferie med din familie:

  1. Trafiksikkerheden er i top
    På Elbe Radweg skal du ikke bekymre dig om lastbiler, der suser tæt forbi dine børn.
    Langt størstedelen af ruten går ad helt bilfrie strækninger. 
  2. Gode transportmuligheder til og fra ruten
    Cykelruten følger floden. Det gør jernbanen også. Det betyder, at du i stort set alle større og mindre byer, har mulighed for at stige på/af toget.
    Det gør det nemt og fleksibelt at vælge netop dét start- og slutsted for cykelferien, der passer dig. Og det er nemt at skyde genvej med toget, hvis du vil springe en del af ruten over.
  3. Skiltningen er fabelagtigt – du farer ikke vild
    Tyskerne er mestre i skiltning!
    Uanset om du cykler gennem nationalparker eller gennem byer, kan du følge det letgenkendelige Elbe Radweg logo
  4. Seværdigheder: Kulturelle, historiske og naturmæssige sights ligger som perler på en snor
    Se storke og bævere. Lad dig imponere af enorme vandkraftværksanlæg, der udnytter energien fra det brusende vand i floden. Besøg historiske og kulturelle museer, se mindesmærker fra 2. verdenskrig og meget meget andet.
    Der er SÅ mange fantastiske og forskellige oplevelser langs Elben. 
  5. Overnatningsmuligheder for enhver smag
    Du kan overnatte i telt, på private bed and breakfast (zimmer frei), på kroer, hoteller eller vandrehjem.
    Overnatningsstederne ligger tæt, og der er mange.  
    Det gør det supernemt at tilpasse dagsdistancerne efter netop jeres ønsker og formåen. Og uanset dine personlige præferencer, kan du finde dén type overnatning, du foretrækker.
Elben cykelrute naturoplevelse natur

Langt det meste af ruten langs Elben er asfalteret og dermed helt uproblematisk at cykle på, selvom du kommer med en tungt læsset cykel. En strækning som denne, hvor vi cyklede kun få centimeter meter fra flodbredden i skovens dybe stille ro, var dog en oplevelse, vi ikke ville være foruden – selvom underlaget ikke var asfalteret.

 


Sådan kommer du selv afsted:

E-bog fra Alleud.dk: 

 

Den ultimative guide til cykeltur langs Elben på Elbe Radweg

 

Elben cykelferie cykeltur elbe radweg guide

E-bogen indeholder al essentiel viden og en masse personlige tips og anmeldelser, så du lynhurtigt kan komme afsted på cykelferie langs Elben. 

E-bogen er for dig, der

  • vil undgå besvær
  • spare tid
  • vil undgå ubehagelige overraskelser
  • drømmer om en succesfuld og fantastisk cykeltur langs Elben

E-bogen hjælper dig til at planlægge din cykeltur 

  • uanset om du vil afsted en uge, to uger eller måske fire som os.
  • uanset om du vil cykle 20 eller 70 km om dagen.
  • uanset om du er nybegynder eller erfaren. 

Se e-bogen: Alleud.dk’s ultimative guide til cykeltur langs Elben 

 


Cykelkort til cykelruten langs Elben

Du har brug for et godt detaljeret cykelkort, hvis du vil på cykelferie.

Vi brugte cykelkortene fra Bikeline. 

Bikelines kortbøger er – efter min mening – de absolut bedste cykelkort, der findes. 

  • Kortene kommer i et yderst praktisk format. Det passer ned alle i de mest almindelige cykelkortholdere. 
  • Papiret er vandafvisende: Du kan trygt bladre i regnvejr
  • Vigtige oplysninger om underlag (asfalt/grus), trafiksikkerhed (cykelsti/let trafik/tung trafik/bilfri strækning) fremgår af kortet og de få steder, hvor der er trafikmæssige opmærksomhedspunkter, er det tydeligt beskrevet på kort og i teksten. Det betyder, at du altid ved, hvad der venter dig på dagens etape. Ingen overraskelser! 
  • Overnatningsmuligheder fremgår af kortet. Du kan hurtigt se, hvor langt der er er til næste campingplads eller næste Zimmer Frei
  • Alternative ruter er indtegnet og beskrevet i teksten. 
  • Beskrivelser af væsentlige seværdigheder langs ruten  
  • Bøgerne opdateres hyppigt. Det betyder, at du sjældent står med forældede kortoplysninger
  • Bogformatet – hvor kortsiderne er samlet med spiralryg, så du nemt kan bladre – er superpraktisk: Du undgår at stå og folde et enormt kort ud og ind. Og du undgår, at kortet går fra hinanden i folderne. Tysk logik og kvalitet. I love it.

Disse 3 cykelkortbøger dækker cykelruten langs Elben (reklamelinks):

Cykelkort: Hvilken kortbog skal du vælge?

  • Hvis du cykler modstrøms (som vi gjorde – dvs. fra Hamborg mod Tjekkiet), bør du vælge ‘Elbe Radweg Stromaufwärts‘ . Så kommer kortene i rigtige rækkefølge og rutebeskrivelsen ‘vender rigtigt’.
    Denne kortbog dækker den tyske del af ruten fra Hamborg til den tysk/tjekkiske grænse. Hvis du vil cykle ind i Tjekkiet, har du også brug for Elbe Radweg 1
  • Hvis du vil cykler du medstrøms (dvs. fra Tjekkiet mod nordvest) skal du vælge Elbe Radweg 1 og Elbe Radweg 2.
    Elbe Radweg 1 dækker ruten fra Prag frem til den tyske by Magdeburg.
    Elbe Radweg 2 dækker ruten fra Magdeburg via Hamborg og helt ud til Elbens udløb ved byen Cuxhaven.

Bonus tip: Vær altid opmærksom på udgivelsesåret – jo nyere kortbogen er, des mere sikker er du på, at alle oplysninger er opdaterede. 


Oversigtskort Elbe Radweg – Hamborg til Prag


Til dig, der selv vil på cykeltur langs Elben:

Elben cykelferie cykeltur elbe radweg guide
Få fingre i e-bogen her

Måske er du også interesseret i…

Pakkeliste til cykeltur

Pak cyklerne i et snuptag med Alleud.dk’s pakkeliste:

Pakkeliste cykeltur børn familie cykelferie

Pak taskerne i et snuptag.
Slip for at bekymre dig om, du har glemt noget.

Komplet pakkeliste til cykeltur. Med ekspertens tips fra 5.000 kilometer cykeltur – læs mere her

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

6 Responses

  1. Michael siger:

    Tak for mange gode mails

    • Line Wagener siger:

      velbekomme Michael.
      Glad for at du følger Alleud.dk’s nyhedsbrev og kan bruge dét, du får!
      Vh. Line

  1. 6. januar 2020

    […] i december 2019 fik jeg endelig publiceret artiklen (jeg synes næsten, der burde lyde en trommehvirvel […]

  2. 7. maj 2020

    […] turcyklister. Over de senere år har vi cyklet på flere lækre internationale cykelruter, bl.a. Elbe Radweg (gennem Tyskland og Tjekkiet) og Donau Radweg (gennem Tyskland, Østrig, Slovakiet og Ungarn). Vi […]

  3. 29. juli 2020

    […] 2 – De tyske kvalitetscykelruterEt andet alternativ er at vælge én af de tyske kvalitetscykelruter, der – i modsætning til de danske nationalruter – er langt mere trafiksikre. Lange strækninger er 100% bilfrie, og cykelruterne løber meget ofte i sin helt egen linjeføring afsondret fra veje. Eksempelvis Elbe Radweg, der følger floden Elben. LÆS MERE: >>På cykeltur med børn langs Elben – en fantastisk familievenlig cykelrute lige syd for græns… […]

  4. 22. maj 2022

    […] I Tyskland prioriteres rekreative cykelruter og cykelturisme højt. Her er mange helt fantastiske og meget trafiksikre cykelruter. Mange ruter er anlagt med ruteføring i eget traché – dvs. langt væk fra veje, biler og anden motoriseret trafik. >> Læs f.eks. om cykelruten langs floden Elben her. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.