Østersøruten: Cykeltur med børn på Nationalrute 8: Cykelferie i Danmark, når det er bedst
Cykeltur på Østersøruten – her oplever du Danmark fra sin smukkeste side!
Waw! Se lige den udsigt!
Jeg peger ud over havet og det imponerende kystlandskab.
Ja, dernede kan vi bade – stranden ser virkelig god ud!
Min datter nikker.
En ordveksling som denne har vi dagligt på vores cykeltur på Østersøruten.
Vi har lige kæmpet os op af endnu en bakke på vores cykler.
En frisk lun vind rammer os i ryggen.
Foran os blinker havet næsten azurblåt mod os. Vi kan ane sandstranden. Solen skinner.
Det er cykelferie i Danmark, når det er bedst.
Cykeltasker og cykeltrailere er pakket, og vi er afsted med telt, trangia og velsmurte cykelkæder.
Vi følger Østersøruten. Danmarks nyeste nationalrute, som blev indviet i 2018 – og som har fået stor medieopmærksomhed både nationalt og internationalt.
I denne artikel får du
- Fotos og turbeskrivelse fra cykelturen på Østersøruten
- 5 grunde til, at min familie e-e-e-elskede vores cykelferie på Østersøruten
Du får også
- En komplet guide til, hvordan du selv kommer afsted på cykelferie på Østersøruten
Guide til Østersøruten
Planlæg din egen cykeltur på Østersøruten i et snuptag med Alleud.dk’s Ultimative guide til cykeltur på Østersøruten.
I min foromtale af Østersøruten lovede jeg dig at teste ruten – og undersøge om Østersøruten er familievenlig. Og om ruten er et godt valg for dig, der drømmer om en cykelferie med familien i Danmark.
Derfor cyklede jeg hele ruten igennem i sommers. Og svarene får du nu.
Mit cykelteam kan du se her:
Vi er erfarne turcyklister. Over de senere år har vi cyklet på flere lækre internationale cykelruter, bl.a. Elbe Radweg (gennem Tyskland og Tjekkiet) og Donau Radweg (gennem Tyskland, Østrig, Slovakiet og Ungarn). Vi har elsket det.
I år gælder det Danmark og Østersøruten (Nationalrute 8).
Alle i familien har glædet sig til at opleve dele af Danmark, som vi kun har begrænset kendskab til. Og børnene har især set frem til de gode bademuligheder langs ruten.
Fakta om Østersøruten – Nationalrute 8 – Danmarks længste og nyeste cykelrute
Østersøruten er 814 km .
Østersøruten er én af de 11 nationale cykelruter, vi har i Danmark – og den længste af dem alle.
Cykelruten forbinder Lolland, Faster, Bogø, Møn, Sydsjælland, Fyn, Ærø, Tåsinge, Langeland og Sønderjylland.
Ruten har også navnet Nationalrute 8. Det er ret passende, eftersom ruten har facon som et liggende ottetal, der krydser sig selv i Svendborg (se grafikken).
(Og ja – du kan sagtens nøjes med at cykle en kortere strækning på Østersøruten, hvis du synes 814 km lyder i overkanten! Jeg har udarbejdet 8 turforslag til netop dig, der ikke vil hele ruten igennem. Dem får du i min guide til Østersøruten).
Østersøruten: Sådan ser Danmark ud, når du cykler på Nationalrute 8
Vi starter vores cykeltur i Fredericia. Hurtigt når vi Lillebælt.
Cykelruten tager os hen over den gamle Lillebæltsbro. På broen bliver det høje niveau for flotte udsigter over Danmarks kystlandskab lagt.
Se lige dér – der svømmer noget…..Et marsvin! Ej, hvor vildt!
Vi er heldige!
Allerede på cykelferiens første dag spotter vi vilde dyr fra den danske natur.
At der forude venter os mange flere dyreoplevelser, ved vi endnu ikke.
Fasankyllinger, sorte egern, rådyr, kæmpebiller og harer er nogle af de dyr, vi kommer helt tæt på undervejs.
Efter mødet med marsvinet i Lillebælt rammer vi Fyn. Cykelturen fortsætter sydpå på langs kysten.
Vestfyn folder sig ud som en lille romantisk perle.
Det ene velholdte bindingsværkshus med stråtag efter det andet ligger langs ruten.
Kirsebærtræernes grene hænger tungt med saftfyldte kirsebær. Og vi må selvfølgelig stoppe ved en vejbod og forsyne os med en bakke af de blodrøde bær.
Overnatning med havudsigt – en selvfølge på Østersøruten
Efter en oplevelsesrig dag på cyklerne finder vi et sted at overnatte.
Vi har telt med. Og overnatter på primitive teltpladser, shelterpladser og campingpladser langs ruten. Langt de fleste nætter har vi havudsigt.
Pause fra cyklerne – vandaktiviteter langs Østersøruten
Vi cykler gennem Faaborg en kølig formidag.
Havnebadet trækker i børnene, og vi må parkere cyklerne.
Selvom temperaturen stadig er under 17 grader, og vinden hviner, vil de ikke lade en god bademulighed gå forbi. Så badetøj bliver fundet frem – og de hopper i vandet.
På Tåsinge holder vi turens første hele pausedag, hvor cyklerne får sig et hvil.
Vi lejer to dobbelte havkajakker – og begiver os ud på vandet.
Kajakturen giver et helt nyt blik på Kystdanmark, som vi ellers synes, vi er blevet godt kendt med fra cykelsadlen.
Børnene sætter stor pris på, at vi på en lang cykeltur også ind imellem laver noget helt andet end at cykle.
Kajakturen bliver dermed både en ekstraordinær ferieoplevelse på cykelturen og en fabelagtig måde at lade (mentalt) op til flere cykelkilometer.
Tæt på naturen. Uden turistlir og larm. Stilheden rammer os på det lollandske dige
Efter lidt flere dage i cykelsadlen – og efter turens første færgeoverfart mellem Spodsbjerg og Tårs – rammer vi Lolland.
Nu har landskabet ændret karakter.
Ikke flere bølgende bakker og bindingsværkshuse. Her er pandekagefladt og roemarker i massevis.
Ruten tager os rundt om Nakskov Fjord. Området er en naturpark – og vi ser både knopsvaner, blishøns, klyder, ænder og masser andre fugle.
Cykelturen fortsætter ad det sydlollandske dige.
Her bliver jeg for alvor ramt af den mentale ro, der indfinder sig, når du opholder dig i naturen i længere tid. På Lollands dige er vi langt væk fra larm og turistlir. Jeg elsker det og smiler. Børnene tramper løs i pedalerne.
Vi har ikke store områder med vild urørt natur i Danmark, hvor du kan komme helt væk fra trafikstøj, turisthorder og menneskeskabte spor i landskabet. Cykelturen på Lolland har tydelige spor fra mennesker – store vindmøller, kystsikring og uendelige roemarker. Men stilheden – den er intakt.
Det lollandske dige er Danmarks længste dige. Det er 63 km og blev etableret efter en katastrofal stormflod i 1872. Cykelruten følger en sti oven på diget.
Når du lader blikket glide ind over det flade lollandske landskab, forstår du, hvilken betydning diget har haft – og hvordan det gennem årtier har beskyttet dyr, mennesker, huse og afgrøder mod det barske hav.
Cykelturens mest eventyrlige overnatning – i flyvende telte i bøgeskoven
Cykelturen byder på mange fantastiske overnatningssteder.
Undervejs giver vi dem point – og vi diskuterer og sammenligner vores individuelle ‘top-5 lister’.
Det overnatningssted, der ender med at ligge nr. 1 på alles lister – hos både børn og voksne – er i en stille bøgeskov, hvor vi sover i to flyvende telte, som vi har booket.
Natten i de flyvende telte er ikke den eneste mindeværdige overnatning. Her er to andre:
I min ultimative guide til cykeltur på Østersøruten får du et overblik over alle de forskellige typer af overnatning, der findes langs Østersøruten. Både hvis du cykler med telt, og hvis du foretrækker at sove indendørs. Du får også en komplet liste over alle de steder, vi overnattede, og hvad hver enkelt overnatning kostede.
God mad får turcyklister til at klare mere
Vi cykler mange kilometer hver dag.
Ordentlig mad er derfor helt afgørende, hvis ‘cykelbatterierne’ skal fungere.
På cykelture går vi aldrig på kompromis med maden. Kvaliteten skal være høj, maden skal være mættende, nærende, varieret – og der skal være nok!
Vi laver de fleste måltider selv – oftest på vores trangia. Enkelte dage over bål. Vi handler lokalt i supermarkeder, vejboder og gårdbutikker langs ruten.
På denne cykeltur går der sport i at samle spiselige planter, urter, bær og frugter i naturen. Det er også en oplevelse, der skriver sig ind i bogen af gode minder fra Østersøruten.
Vil du selv afsted?
Planlæg din egen cykeltur på Østersøruten i et snuptag med Alleud.dk’s Ultimative guide til cykeltur på Østersøruten.
Her får du svar på alle de spørgsmål, du har.
Møn – Østersøruten viser tænder med stejle stigninger og vilde klinter
Længere fremme på Østersøruten rammer vi Møn.
Især min 13 årige søn har set frem til fossiljagt ved klinten – og vi bruger en hel dag på at udforske området og lede efter spor fra fortiden og gå tur i Klinteskoven.
Strækningen på Møn er mere kuperet og udfordrende end de øer (Fyn, Tåsinge, Langeland, Lolland og Falster), vi indtil videre har cyklet hen over på Østersøruten.
Men vi er kommet i god cykelform.
Ømme lår og lægmuskler får vi alligevel på Møn for første gang på vores cykeltur. Men det skyldes ikke cykling, men at vi har travet op og ned af 2.500 trappetrin ved Møns Klint. Vi må konkludere, at trapper ikke er hverdagskost for turcyklister!
Internationale cykelturister på Nationalrute 8
Hollændere og tyskere er entusiastiske turcyklister. På Østersøruten møder vi også mange cykelturister fra netop disse to lande.
På Møn møder vi en hollandsk familie, der ligesom os, har planer om at cykle hele Østersøruten.
Det er altid en fornøjelse at tale med andre passionerede langturscyklister, så vi falder hurtigt i snak. Børnene finder ud af, at de deler en interesse for fodbold, og de spiller lidt sammen trods sprogbarrieren.
Østersøruten på Sjælland – Med regnvejr og rutens ringeste underlag
Det hér er under al kritik – nu magter jeg ikke mere!
Jeg er rasende og standser cyklen.
Vi har nået Sjælland og befinder os på en markvej med store huller og skarpe skærver.
Min vurdering af cykelruten – der ellers har forkælet os med hundredevis af kilometer med godt asfalteret underlag – styrtdykker nu kortvarigt.
Vi har allerede sneglet os fremad i mere end 3 kilometer. Og det elendige underlag fortsætter så langt øjet rækker. Hvis jeg havde været en tegneseriefigur, var der tegnet sort røg og udråbstegn hen over mit hoved.
Endnu har vi undgået både punkteringer og styrt – men strækningen her indbyder til uheld. Vi har indlæg i vores dæk, børnene er erfarne cyklister, og vi cykler ikke på smalle cykelrytterdæk. Ikke alle vil være heldige som os.
Min arrigskab er forstærket af, at vi indenfor få dage også har oplevet en del fejl i skiltningen – og flere strækninger, som var meget lidt trafiksikre – hvor lastbiler og biler susede tæt forbi os på en befærdet hovedvej.
Rolig mor, det går nok. Vi klarer den!
Min søn gyder olie på vandene. Han lader sig ikke sådan slå ud. Og smiler opmundrende til mig.
Vi cykler videre. Og jeg tøjler min vrede.
Undrer mig bare over, hvad den lokale kommune og Vejdirektoratet, der sammen har ansvaret for ruteføringen, har tænkt på. De har i hvert fald næppe selv cyklet her med en turcykel med bagage.
Et par dage med regnvejr rammer os også på Sjælland.
Heldigvis driver det dårlige cykelvejr hurtigt over – og vi fortsætter cykelturen.
Mikrooplevelser: De bittesmå skæve oplevelser bliver de største på en cykeltur
På en cykeltur lægger du mærke til et væld af detaljer omkring dig – småting og oplevelser, du ofte går glip af, når du sidder i bilen.
Sjove skilte, finurligheder og skæve detaljer.
Vi giver os altid tid til at dvæle lidt ved disse ‘mikrooplevelser‘.
For det er ofte dem, der giver cykeldagen kulør, og som vi taler mest om, når cykeldagen er omme.
Her er et par mikrooplevelser fra vores cykelferie på Østersøruten, som fik os til at smile lidt ekstra:
Med DSB over Storebælt – en nødvendig togtur på Østersøruten – men lidt for mange benspænd for cykelturister!
På Sjælland cykler vi mod nordvest. Fra Kalvehave går ruten via Vordingborg, Næstved og Skælskør til Korsør.
Vi finder banegården nord for Korsør. DSB skal fragte os over Storebælt til Nyborg, før vi kan forsætte cykelturen.
Togturen tager 12 minutter. Udsigten over Storebælt er imponerende flot fra togvinduet. Men så er der heller ikke mere positivt at sige om dén oplevelse.
Som cykelturist på Østersøruten bliver du udfordret gevaldigt, når du skal krydse Storebælt.
Du møder tre alvorlige benspænd, som både kan sabotere din tur, forsinke dig og give dig en seriøs mavepine.
Benspændene knytter sig til billetkøb og kapacitet i togene, regler for hvilke typer af cykler og trailere, du kan medbringe (og ikke må medbringe) og hele processen med at få cykler, bagage og børn sikkert ind og ud af togene.
For at hjælpe dig, har jeg udarbejdet en komplet trin-for-trin guide til, hvordan du kommer over Storebælt på din cykeltur – så du undgår frustration og undgår, at de forskellige benspænd ødelægger eller forsinker din cykeltur. Trin-for-trin-guiden til Storebælt er inkluderet i min guide til Østersøruten.
Svendborg – Vi krydser vores eget spor
Vi er nu tilbage på Fyn.
Cykelturen forsætter i sydlig retning fra Nyborg langs østkysten til Svendborg. Her krydser vi vores eget spor. Svendborg er knudepunktet i Østersørutens otte-tals rute.
Himlen er skyfri.
Solen skinner – det er perfekt cykelvejr, og Danmark bliver ved med at vise sig fra sin smukke side.
Indtil nu har cykelruten ført os igennem meget varieret landskab og forskelligartet natur – præcis som jeg havde håbet på.
Hvad jeg endnu ikke ved er, at denne variation bare forsætter på rutens sidste del – og at vi stadig ikke har set alt, hvad ruten kan byde på. (Kan du høre, jeg klapper i hænderne?)
Hvad er mere fynsk end en brunsviger? Og kan man spise sådan en kage i 27 graders varme?
Temperaturen har rundet 27 grader.
Det er stjernevarmt at sidde i cykelsadlerne, og vi tapper koldt vand i vores drikkedunke, så ofte vi kan komme til det.
I Svendborg trækker vi cyklerne gennem de charmerende brostensbelagte gader og finder en hyggelig cafe. Her emmer af sommer. Turisterne sidder i skyggen, og der er sommertilbud i hver eneste butik.
Min kæreste, Jens, er en stolt fynbo. De sidste 100 km har han fablet om, at vi skal spise brunsviger i Svendborg.
Måske en iskaffe eller kugleis ville være mere oplagt i sommerheden, tænker jeg. Men vi køber selvfølgelig en lun ‘brunner‘, og nyder, hvordan kagen klistrer til fingrene og får flere svedperler frem på panden.
Efter kaloriebomben trækker vi cyklerne gennem flere hyggelige gader i Svendborg med kurs mod havnen. Nu gælder det turens tredje og fjerde færgetur. Først til Ærø. Derfra videre til Als efter en kort cykeltur hen over Ærø.
Als og Sønderjylland – kulturhistorie, som enhver dansker bør kende
Efter turene med Ærøfærgerne når vi Als og Sønderjylland. Det er sidste etape på vores cykeltur.
Fra færgehavnen Fynshav på Als cykler vi vestpå mod Sønderborg og Kollund.
Den første strækning fra færgen er kedelig og følger hovedveje.
Men derefter bliver der skruet gevaldigt op for oplevelsesværdien.
Historieinteresserede vil storelske denne del af ruten: Her får vi indsigt i gendarmernes patruljering langs kysten, grænsehistorien, grundlovshistorie, krigshistorie og meget mere.
Gamle grænsesten, Dybøl Mølle, en gendarm i fuld udrustning og Skamlingsbanken er blot nogle af de historiske topsights, som ruten går lige forbi.
Cykelturen får tilmed lidt royalt glimmedrys, da vi ser kongeskibet, der ligger i havnen i Sønderborg.
Østersørutens vildeste nedkørsler
Landskabet i Sønderjylland er skabt af de seneste istider.
Vi cykler både igennem storbakket morænelandskab dannet af gletscherne og deres afsmeltning. Og mere kuperet småbakket dødislandskab. der viser sig med store fordybninger i landskabet.
For en turcyklist betyder det, at både de allerlaveste og allerhøjeste gear kommer i brug. Og at pulsen flere gange kommer godt op at ringe.
Mor, hvis jeg var styrtet på vej ned ad den bakke – så var jeg død!
Min datter står med vidt opspærrede øjne og peger op mod bakken, vi lige er kommet ned af.
Hun har ventet på mig.
Jeg forsøgte at holde farten nede – selvom det er svært med en tungtlæsset cykelanhænger bag på. Hun nåede derfor bunden af bakken et godt stykke tid før mig. Jeg lagde godt mærke til, hvordan hun fra toppen accelererede – og blev en stadig mindre prik på vejen.
Jeg spiller ‘mor-kortet’:
Så var det sørme godt, at du ikke væltede! Du kan jo bremse lidt mere – var det ikke en idé?
Hun kikker på mig med undren:
Jamen så havde jeg jo ikke slået min hastighedsrekord, vel?!
Det kan der selvfølgelig være noget om, tænker jeg. Og grubler lidt over, hvordan jeg får indgydt lidt mere forsigtighed i min lille fartdjævel. Vi har oplevet cykelstyrt på andre cykelferier, og blødende albuer, knæ og asfalteksem er ikke ligefrem højdepunkter på en cykeldag!
Svaret (på hvordan jeg får hende til at cykle langsommere ned af bakkerne) finder jeg ikke. Til gengæld ved jeg, at flere crazy bakker venter jo forude, før vi når Fredericia.
Cykelturens afslutning – vi fejrer vores fællesskab, de mange oplevelser, og at vi nåede sikkert i mål
Efter cykelturen op gennem Sønderjylland rammer vi igen Fredericia, hvor eventyret begyndte et par uger tidligere.
Op gennem Sønderjylland nåede vi også lige…
… at spise honningkager i Christiansfeld…..at besøge domkirken i Haderslev…at overnatte på den legendariske DDS ‘Blå Sommer Lejrplads’ (både Jens og jeg har en fortid med ‘tjikkelikke-tjikkelikke-tjau-tjau-tjau’ og blå spejderuniformer)…at bestige Sønderjyllands højeste punkt,…og at cykle gennem de smukt beliggende kystbyer Aabenraa, Haderslev og Kolding. Og så undgik vi i øvrigt at styrte på denne ellers ret vilde bjergetape, tak skæbne!
Yes – we did it!! Hele Østersøruten rundt på vores jernheste.
I Fredericia fejrer vi, at vi nåede sikkert i mål – en kæmpe vaffelis bliver vores ‘Østersørute-medalje’ – mindre kan ikke gøre det.
Mens vi guffer is, rammes jeg af en stor taknemlighed:
Cykelferie med familien er indbegrebet af lykke.
Det er den unikke kombination af frihed, naturoplevelser, nærvær og hygge. Vi overvinder strabadser sammen. Finder løsninger på udfordringer i fællesskab. Og deler de små succeser og store oplevelser, hver dag byder på.
Jeg elsker det!
Overvejer du selv at tage på cykeltur på Østersøruten?
Jeg har gjort det supernemt for dig at planlægge din tur:
Den ultimative guide til cykeltur på Østersøruten – E-bog fra Alleud.dk
E-bogen indeholder alt hvad du har brug for – for at få en succesfuld cykeltur.
Læs mere her:
5 grunde til, at min familie elskede vores cykelferie på Østersøruten, Danmarks nationalrute 8
1. Ruten er kystnær: Det er ren badeferie!
Næsten hver dag cyklede vi forbi lækre badestrande. Det blev en tradition at slutte en varm cykeldag af med at afkøle kroppen i havet. Ingen af de internationale cykelruter, jeg har cyklet på, kan matche dette.
2. Overnatning: Her er skuet op for oplevelsesfaktoren
Variation er som regel et hit – også når det gælder overnatning.
Langs ruten ligger der mange gode indendørs overnatningsmuligheder for dig, der fortrækker det. Og antallet af campingpladser, telt- og shelterpladser er højt, hvis du kommer med telt.
I min guide til Østersøruten får du den komplette liste over alle de steder, vi overnattede. Og en oversigt over overnatningsmulighederne, der findes langs ruten – og hvad prisniveauet er.
3. Skiltningen er god: Det er nemt at finde vej
Ingen anden dansk cykelrute, som jeg har cyklet, kan matche Østersørutens kvalitetsniveau, når det gælder skiltning.
Enkelte steder var der mangelfuld og fejlagtig skiltning – men altovervejende var niveauet højt.
I min guide får du overblik over præcis, hvor skiltningen halter – så du undgår at køre forkert. Et enkelt sted skal du faktisk trodse skiltene og køre direkte modsat retning, end pilen peger.
4. Udsigterne var bjergtagende: Kystdanmark er for vild
Hold da op, hvor Danmark tager sig flot ud fra Østersøruten!
Ok indrømmet: Det var nok især os voksne, der nød den varierede natur og udsigterne. Ungerne blev måske en anelse trætte af at høre på vores udbrud: “Neeeej, hvor er det flot”, “Ej, se lige den udsigt!” ,“Prøv at kikke derud – nu kan vi se havet igen” . Men det var svært ikke at lade sig rive med – og ungerne led jo ikke nød under vores udbrud.
5. Danmarkshistorien bliver injiceret i dit blod, mens du cykler
Østersøruten tager dig forbi et utal af steder, der har haft stor betydning i Danmarks historie.
Vi skulle bare klodse bremserne, så fik vi mange af danmarkshistoriens mest interessante begivenheder og personer serveret på et sølvfad.
Du får – i min guide til Østersøruten – en liste med 16 særligt interessante oplevelser langs Østersøruten, som jeg har håndplukket til dig.
E-bog fra Alleud.dk
Til dig, der vil have en succesfuld cykeltur på Østersøruten
E-bogen er skræddersyet til dig, der kan genkende
- Du ønsker at cykle hele eller en del af ruten
- Du cykler med børn
- Du er nybegynder
- Du er erfaren turcyklist men har stadig har en cykeltur på Østersøruten til gode
Hvor familievenlig er Østersøruten?
Jeg har undersøgt Østersørutens familievenlighed – og lavet en detaljeret rutevurdering.
Min rutevurdering giver dig svar på præcis dét, du har brug for at vide, når du cykler med børn:
- Trafiksikkerhed – Er det sikkert og trygt at cykle med børn? Hvor er udfordringerne?
- Underlaget – Hvor stor en andel er på asfalt? Hvor er rutens dårligste strækninger?
- Vejvisning og skiltning – Hvor nemt at der at finde vej? Hvor er der problemer med skiltene?
- Højdeprofil – Hvor vanskelig er ruten? Hvor er de stejle bakker? Hvor er de fladeste strækninger?
- Overnatning – Hvordan er antallet og tætheden af familievenlige overnatningssteder?
- Pausesteder – Hvordan er mulighederne for at finde læ, ly og skygge og holde pauser?
- Den påkrævede transport undervejs – Tog og færger: Hvad skal vi vide? Hvor besværligt og dyrt er det?
- Ruteføringen og oplevelser undervejs – Hvor varieret og oplevelsesrig er ruten?
- Tilgængelig information om ruten – Hvor finder jeg kortmateriale og pålidelig informaton om ruten?
Rutevurderingen er en del af Alleud.dk’s ultimative guide til Østersøruten.
Med afsæt i rutevurderingen og mine egne erfaringer fra mere end 5.000 km cykeltur med børn i alderen 4-13 år kan jeg anbefale Østersøruten til familier med børn på 10 år og opefter.
Er dine børn yngre end 10 år?
Så vil du have stor gavn af min af min rutevurdering og min guide til Østersørtuten. Her får du
- svar på præcis hvilke strækninger, der er mest trafiksikre og trygge
- overblik over de strækninger, der er problematiske, som I bør holde jer fra
- Trin-for-trin-guide til, hvad du bør gøre inden cykelferien – for at minimere risici og optimere cykelglæden, hvis du cykler med yngre børn
Cykelkort til Østersøruten
Der findes 3 cykelkort, der dækker Østersøruten.
I min ultimative guide til cykeltur på Østersøruten får du overblik over kortene – og deres forskellige styrker og svagheder. Jeg guider dig også til, hvad der er det bedste valg for dig – afhængigt af dine behov og din rute.
Hvorfor har Alleud.dk lavet en ultimativ guide til cykeltur på Østersøruten?
- Der findes ingen samlet hjemmeside for ruten. Intet samlet sted online, hvor du kan finde de informationer, du har brug for, for at kunne planlægge din tur
- Jeg ønsker, du får en succesfuld cykeltur uden frustrationer og problemer.
- Derfor deler jeg min viden med dig – og guider dig uden om rutens benspænd
- Det skal være let for dig – Alleud.dk’s guide er en maggi-terning, du bare skal tilsætte i gryden med din egen feriedrøm. Bom så er du klar.
Pakkeliste til cykeltur
Måske er du også interesseret i en pakkeliste til din cykeltur?
Med Alleud.dks komplette pakkeliste får du en tjekliste – så du kan pakke i et snutag.
Læs mere om pakkelisten her
Hej min kone og jeg tager rute 8 til sommer, sidste sommer cyklede vi Vestkystruten fra grænsen til Skagen.
Rute 8 har jo flere højdemeter, hvor mange km kørte i om dagen
Hej Kim
Det lyder dejligt med en cykeltur på Østersøruten, Nationalrute 8!
Ja vestkystruten er noget mere flad! N8 er især kuperet i Sønderjylland og på Møn, men også ret bakket på Fyn! Så ja, det føles betydeligt hårdere.
Vi tilpassede dagsdistancerne til det antal dage vi havde til rådighed – mao. vi ville bruge hele ferien på turen – og havde ikke et mål om at nå rundt hurtigst muligt.
Enkelte dage var på ca. 30 km. men de fleste var mellem 40 og 55 km. Vi cyklede med to børn på hhv. 10 og 13 år – det er også værd at bemærke.
Vi cyklede generelt kortere distancer end vi gør, når vi cykler på flade ruter – så som Elbe Radweg, som vi cyklede året forinden (selvom børnene var yngre).
Derudover skal du tage højde for at der er tog og færger, som også tager ekstra tid (du skal være der i god tid og der er måske ikke så mange overfarter osv) hvormed der måske ikke kan cykles så langt de dage, hvor du skal med færger eller tog
I min e-bog har jeg lavet en komplet oversigt over, hvor langt vi cyklede hver eneste dag – hvor mange km vi tilbagelade de enkelte dage, og hvor lang tid vi brugte de enkelte dage. Det varierede nemlig en del – også qua rutens store variation.
Desuden har jeg beskrevet etaperne ift. bakker og hvor hårde de er.
(Ebogen: https://alleuddk.simplero.com/page/151124-oestersoeruten-e-bog-den-ultimative-guide-til-cykeltur-paa-oestersoeruten-n8)
Vh. Line