Overnatning i naturen: Sådan kommer du igang med at overnatte i det fri med dine børn | Shelter, primitiv teltplads, fri teltning og på stranden. De bedste tips til succes

Overnatning naturen i det fri teltning shelter primitiv teltplads guide

Reklame |

Overnat ude med børnene! Det behøver ikke være svært eller bøvlet. En overnatning i naturen med børn kan derimod give masser af ro og nærvær – og kan føles som en helt ferie.

Hvis du endnu ikke har sovet i naturen med dine børn, håber jeg, at guiden her giver dig lyst, inspiration og mod til at prøve.

Du får svar på alt, hvad du bør vide, hvis du vil overnatte i naturen med børnene:

  • Hvordan kommer jeg igang –  hvis vi kun har sovet på hoteller og campingpladser før?
  • Hvordan finder jeg steder, vi må overnatte?
  • Hvor ligger de primitive lejrpladser og shelterpladser – og hvad er “fri teltning”?
  • Det må ikke være alt for primitivt – hvad gør jeg så? Er der toiletter, vand og borde/bænke?
  • Hvad skal jeg være opmærksom på – er der regler, jeg skal kende?

Du får mine bedste insidertips til, hvordan du får succes med jeres overnatning i det fri (…og børn der tigger om endnu en tur).

Jeg deler også mine personlige erfaringer fra nætter i det fri – og viser dig nogle af mine personlige favoritspots (og fortæller, hvordan du selv kan sove netop dér).

Hep hep – læs også med, selvom du allerede har overnattet i naturen før og måske er en erfaren friluftsrotte. Jeg vil æde min gamle hat på, at artiklen her giver dig nyt blod på tanden, nye ideer og ny viden.

Artiklen er udarbejdet for Friluftsrådet, der pt. kører kampagnen ‘Oplev Mere – Brug Naturen‘. Kampagnen skal få flere danskere ud i naturen og øge vores viden om, hvad vi må og ikke må derude i den smukke danske natur. Og dét er jo et godt formål, så jeg er med ombord på det skib!

Overnatning i naturen overnat i det fri teltplads

Forventningsfulde børn er klar til deres første nat skoven

1. Sov i shelter med børn | Find shelterpladser

En nat i et shelter er den nemmeste måde at komme i gang, hvis du aldrig har overnattet i naturen sammen med børnene.

Et shelter er det tætteste, du kommer på en lille primitiv hytte. Shelteret er tørt og giver ly, hvis det regner eller blæser.

Og her gør ikke noget, hvis I mangler friluftsudstyr:  Tag blot en madras og dyner med, hvis I ikke har liggeunderlag og soveposer.

Shelters er i det hele taget ret fantastiske – tænk at der er opstillet hundredevis af små primitive overnatnings’hytter’ ude i naturen – som vi bare kan benytte os af. Ofte helt gratis (andre gange må du betale en lille skilling for en overnatning).

Sådan finder du et shelter og information om shelterpladsen

Der er shelterpladser over hele Danmark.

Det bedste sted at starte er på Udinaturen.dki ShelterApp eller i bogen ‘Overnatning i det fri‘ (reklamelink). Her får du et godt overblik over de fleste danske shelters.

Udinaturen.dk drives af Naturstyrelsen. ShelterApp er et privat initiativ, der henter data fra udinaturen.dk. Appen er nem at anvende, når du vil lede efter shelterpladser i et specifikt område. Bogen ‘Overnatning i det fri’ bygger også på oplysninger fra Udinaturen.dk. Det vil sige, at du får samme resultat, uanset hvilket af de tre værktøjer, du anvender. Personligt foretrækker jeg Appen og bogen.

Desværre er hverken Udinaturen.dk, ShelterApp eller bogen ‘Overnatning i det fri´ komplet. Der er mange shelterpladser, som ikke er oprettet her.

Her kan du også finde shelters:

  • Facebookgruppen ‘For os der bruger shelter‘ 
  • Bookenshelter.dk  – oversigt og bookingssystem for shelters på Sydfyn og øerne i det Sydfynske Øhav (og disse shelters her virkelig lækre! Tjek dem!)
  • Appen Naturlandet Lolland-Falster  – dækker hele Lolland-Falster
  • Den lokale kommunes hjemmeside
  • Den lokale visit-organisations hjemmeside

5 tips til din første nat i shelter med børn:

  1. Vælg et shelter, der kan bookes – og book det
    Så er du sikker på, at overnatningen ikke kulsejler, før den overhovedet er begyndt, fordi det shelter, du havde udset, allerede er optaget. Den slags skuffelser, kan dræbe smilet hos selv det mest forventningsfulde barn!
  2. Vælg et shelter med adgang til et toilet 
    Så mindsker du risikoen for, at ungerne går i baglås over at skulle tisse (og det der er større) i skoven. Forvent dog ikke at finde træk-og-slip toilet. De fleste steder finder du et simpelt multtoilet.
  3. Vælg en nat, hvor andre ikke tager afsted
    Tag gerne afsted uden for skolernes sommerferie og de forlængede weekender i foråret. Her er presset på shelterpladserne altid størst. Hvis du vælger en weekend i efteråret, er der større chance for en rolig aften og nat – og for, at I har shelterpladsen for jer selv.
  4. Vær beredt mod bid, stik og kløe 
    Husk de helt basale førstehjælpsting mod svie og kløe: En myggestift, antihestaminer og en pincet – så kan I klare det meste, når ungerne løber ind i brændenælder, bliver stukket af myg eller møder en flåt. Du kan også forebygge myggestik i løbet af natten ved at hænge et myggenet op i shelteret.
  5. Hav nok vand med
    Kontroller hjemmefra om der er adgang til drikkevand på shelterpladsen. Det langt fra tilfældet på alle shelterpladser. Og det er surt at være igang med aftenhyggen og konstatere, at der ikke er en vandhane i miles omkreds.
    Husk at du – ud over drikkevand – har brug for vand til håndvask, tandbørstning, madlavning og opvask.

Dette skal du vide – hvis du vil overnatte i shelter

  • Sov kun i offentligt tilgængelige shelters – eller hvor du har fået lov af ejeren
    Du må naturligvis kun benytte shelters, hvor offentligheden har adgang – eksempelvis shelters, der er listet på udinaturen.dk eller i ShelterApp. Mange private har i dag bygget shelters i haver og på andre private arealer. Dem, kan du kun overnatte i, hvis du har lavet en konkrete aftale med ejeren.
  • Efterlad pladsen, som du selv gerne vil finde den
    Tag jeres affald med tilbage fra shelterpladsen. Og gør dyr og miljøet en stor tjeneste: Put den efterladte dåse eller plastikpose, som måske ligger i skovbunden ned i din affaldspose.
  • Grav nødtørft ned
    Hvis der er ikke er et toilet på pladsen, skal du huske en spade og toiletpapir. Find altid et sted et godt stykke fra pladsen til toiletbesøg
  • Pris og booking
    De fleste shelters er gratis at benytte, nogle steder betaler du et symbolsk beløb. Du kan booke nogle – men langt fra alle – shelters på forhånd. Det fremgår typisk ret tydeligt, hvis shelteret er bookbart. Ellers gælder først-til-mølle.
  • Vis hensyn til andre
    Der er uskrevne regler for, hvad du gør, hvis der kommer andre til pladsen.
    Shelterbrugerne er dog ikke altid helt enige om disse regler. Mit personlige råd er: Vis altid hensyn. Støjende adfærd og høj musik er eksempelvis ikke hensynsfuldt. Omvendt at det hensynsfuldt at give plads til det trætte vandrepar, der ankommer til shelterpladsen senere end jer – også selvom I har booket. Der kan være langt til næste shelterplads, når man kommer til fods.
Shelterplads shelter shelters overnatning i det fri

Fra Danmarks højest beliggende shelterplads på Møgelhøj i Midtjylland er solopgangen næsten magisk. Møgelhøj er én af mine personlige favoritter, når det gælder shelterpladser. Her er toilet, bålplads, borde/bænke, læ, udsigt og to mindre shelters. Du kan ikke booke. Læs mere om shelterpladsen på Visit Skanderborgs hjemmeside

Shelterplads Shelter Overnatning i naturen børn

Marts, april, september og oktober er mine favoritmåneder til shelterture. Her er der langt mere ro og færre mennesker på pladserne. Og nætterne er så dejligt mørke. Shelterpladsen her hedder Andkærvig og ligger smukt med udsigt over Vejle Fjord. Book online via Udeliv.vejle.dk

2. Overnat med børn på en lejrplads i dit eget telt | Primitive teltpladser

Hvis du foretrækker at sove i jeres eget telt i naturen – men gerne vil have adgang til basisfaciliteter, vil jeg anbefale dig at tage børnene med på en primitiv teltplads. Der findes hundredevis rundt i hele landet.

De primitive teltpladser er kendetegnet ved, at du finder et ryddet område, hvor du kan slå teltet op. Nogle pladser er små og har kun plads til 1-2 små telte. Andre steder er der plads til større grupper og mange telte. Nogle teltpladser ligger i tilknytning til shelterpladser.

De mest almindelige faciliteter på de primitive lejrpladser er adgang til vand, toilet, bålplads, brænde og borde-bænkesæt. Men det er langt fra alle steder, du finder alle faciliteter.

Sådan finder du en primitiv teltplads

Du søger efter primitive teltpladser de samme steder, som du leder efter shelterpladser (se mere ovenfor). Her kan du også se, hvilke faciliteter, der er på teltpladsen.

Dette skal du vide – hvis du vil benytte en primitiv teltplads

  • Primitive teltpladser i private skove eller hos private lodsejere
    Nogle private skovejere og lodsejere stiller arealer til rådighed til shelter- og teltpladser, som offentligheden må bruge.
    Hvis du finder teltpladsen på Udinaturen, Shelterapp, kommunens hjemmeside eller lignende steder er pladsen offentlig tilgængelig (selvom den ligger på et privat areal).
    Det er alligevel vigtigt for dig at vide, hvis området er privat ejet: Reglerne for at færdes her er nemlig anderledes end på offentlige arealer.
    Hvordan kan man vide, om arealet eller skoven er privat?
    Du kan genkende de private skove på grønne skilte. Der kan også være et skilt ved indgangsvejen til skoven, som fortæller, at skoven er privat. I de private skove må I må ikke færdes rundt (hverken på stier, veje eller i skovbunden) mellem solnedgang og kl. 6 næste morgen. Så bliv på teltpladsen natten over. Og dagtimerne skal I holde jer til skovens stier og veje. I de private skove må til gengæld gerne gå på jagt i naturens spisekammer efter svampe, bær, nødder og lignende – så længe I kun tager dét, I kan nå fra stier og veje og maksimalt en posefuld.
    Hvis teltpladsen ligger på et privat areal, kan du ofte læse regler for den konkrete teltplads, dér hvor du booker eller på et skilt ved teltpladsen.
  • Primitive teltpladser i offentlige skove
    Statsskovene kender du på de rødmalede pæle.
    I de offentlige skove er reglerne mere lempelige: Du må gå rundt i skoven døgnet rundt både på og udenfor stierne. Og hvis I vil samle spiselige planter, må I plukke og samle overalt i skoven. Men igen: Tag kun til eget forbrug – hvad der svarer til en posefuld.
Bålmad mad over bål mad på tur turmad

Bålmad er festmad. Billedet viser en af min families bålmadsfavoritter. Det er en ret vi laver, når vi overnatter på en telt-eller shelterplads med en bålplads. Sådan gør du: Snit grøntsager og pølser i mundrettet stykker. Lad hvert familiemedlem fylde en alu-bakke med kød og grønt efter eget ønske. Tilsæt krydderurter og lidt væske (vand eller hvidvin). På med låget – og ind over gløderne. 10 minutter senere har I verdens lækreste aftensmad. Sundt og nemt tilmed. Velbekomme!

Primitiv teltplads lejrplads telt overnatning naturen børn

Denne nat sover jeg i telt med børnene på en primitiv teltplads ved Isefjorden. Vi skal besøge venner i København om lørdagen, men er taget afsted fredag eftermiddag for at kile en naturovernatning ind. En overnatning i det fri – hvor vi også lige når at bade i fjorden, snitte vandrestave og råhygge mens solen går ned. Det føles som en en helt ferie….Men ér bare en helt almindelig fredag. En skøn en af slagsen! Teltpladsen fandt vi i ShelterApp’en.

3. Overnat med børn i dit eget telt i skoven | Fri teltning

I Danmark har vi ikke allemandsret, som du måske kender fra Norge eller Sverige.

Alligevel har du gode muligheder for at give børnene den oplevelse, det er at overnatte i jeres eget telt midt i den danske natur  – langt fra de fyldte campingpladser.

Vidste du at, der er fri teltning flere end 200 steder i de danske statsskove? Fri teltning betyder, at du kan slå teltet op kvit og frit. Og at du kan lade børnene finde netop dét spot, de synes er allermest fantastisk i skoven. Midt mellem anemonerne? Eller lige ved klatretræet?

Sådan finder du skove med fri teltning

På Naturstyrelsens hjemmeside finder du en liste og kort over de 201 skovområder i Danmark, hvor der er fri teltning

Dette skal du vide – hvis du vil benytte fri teltning i statsskovene

  • Overhold ’1-2-3 reglen’
    Højst én nat samme sted. Højst to telte samme sted. Højst tre-mands telte.
  • Find jeres egen mad i skoven
    I statsskovene må I gerne plukke svampe, urter, bær, frugt og andre spiselige planter. I må samle cirka en posefuld – og samle over hele skoven.
  • Arranger gerne et natteløb i skoven
    I de offentlige skove må I bevæge jer rundt på stier og veje døgnet rundt, så længe det foregår på cykel eller til fods. I må også gerne gå væk fra stierne. Så arranger gerne et natteløb for børnene, hvor ruten går ind mellem træerne, gennem lysninger og krat. Det er sjov….Husk lommelygterne!
  • Madlavning: Gerne på trangia men ikke på bål
    Du må ikke lave bål i skovene – med mindre der er en bålplads. Men du må gerne tage trangiaen med og kokkerere på den.
Fri teltning overnatning natur overnat skove

Der er 200 steder i de danske statsskove, hvor du må slå teltet op og overnatte. Helt gratis. Konceptet hedder ‘fri teltning’. Du finder de 200 steder på Naturstyrelsens hjemmeside. Husk 1-2-3-reglen: Kun én nat samme sted. Højst to telte. Og højst tre-personers telte. 1-2-3, så får du og børnene en oplevelse for livet. Brug naturen!

4. Overnat på stranden med børn | Sov under åben himmel i vandkanten

“Må man sove på stranden i Danmark?”

Det korte svar er ‘ja’ – og det kommer som en overraskelse for mange.

Vi har 7.300 km kyst i Danmark – så kom bare afsted! Chancen for, at I har standen helt for jer selv i løbet af natten, er stor!

En nat på stranden kan give helt unikke oplevelser.

Lad dine børn nyde stjernerne, månen og bølgernes brusen, mens mørket omslutter jer, og solen går ned i horisonten. Måske er I endda så heldige at spotte et marsvin eller en sæl i de tidlige morgentimer?

2 tips til din første nat på stranden med børn

  1. Undersøg om der er højvande på vej
    Tidevand er fascinerende – men kan være livsfarligt.
    I Vadehavet er op mod 2 meters forskel på ebbe og flod. Andre steder i landet opdager du stort set ikke, at vandkanten rykker sig. Undersøg derfor altid tidevandsforholdene for stranden, du vil overnatte på, inden du tager afsted, så I får en tryg oplevelse.
  2. Spis dig mæt fra strandens spisekammer
    De fleste børn synes det er sjovt at ‘gå på jagt’ efter noget spiselig. Tang, strandkål, muslinger, hyben, havtorn – der er masser af delikate og mættende planter på stranden.
    Bare husk at I aldrig må rive planter op med rod, og at I kun må samle til eget forbrug (cirka en posefuld).
    Du kan blive klogere på, hvad I kan finde på stranden og få ideer til opskrifter i disse bøger: Spis Strandurter, Naturens Spisekammer og Vild – Naturen ind i køkkenet (reklamelink). Tag bøgerne med –  så I kan sammenligne jeres høst med billederne i bogen.

Dette skal du vide – hvis du vil overnatte på stranden

  • Her må du sove 
    Du må overnatte på langt de fleste danske strande.
    Overnatning kan dog være forbudt nogle steder. Tommelfingerreglen er, at sten- og sandstrand betyder “ja sov godt”. Kommer du derimod til et sted, hvor kysten har karakter af en have helt ned til vandkanten, er tommelfingerreglen, at overnatning er “no go”.
    Hvis stranden er privat, skal du også sikre dig, at I overnatter mindst 50 meter fra nærmeste hus.
  • Lav mad over bål
    Du må gerne lave et mindre bål på stranden.
    Husk blot at placere bålet i sandet, hvor der ikke vokser planter, og hold mindst 50 meters afstand til sommerhuse og andre bygninger.
    Dæk heller aldrig bålet til med sand bagefter. Sandet isolerer og holder selv de mindste gløder varme mange timer – og så risikerer de næste strandgæster at få alvorlige forbrændinger.
    Trangia og andre stormkøkkener må du gerne bruge på stranden.
    Der kan være lokale forbud mod bål og trangia på stranden. Eksempelvis tidsafgrænsede forbud, som vi oplevede det hen over sommeren 2018, hvor mange kommuner havde afbrændingsforbud over hele kommunen. Du kan kontakte den lokale kommune, hvis du vil være på den sikre side.
  • Sov under stjernerne – eller byg et primitivt ly
    Hvis I ikke vil sove under åben himmel, kan I bygge et primitivt ly på stranden. Eksempelvis af en presenning og et par grene. Eller ved at spænde en presenning ud mellem to kajakker eller joller.
    Teltet, derimod, skal du lade blive hjemme. Det er ikke tilladt at slå op på stranden – heller ikke efter mørkets frembrud.
Overnat på stranden bål overnatning natur

En nat på stranden og hygge om et bål er næsten eventyrligt. Put børnene – og nyd livet.

Underholdning – når du overnatter i naturen med børn

“Jamen, hvad skal vi lave, før vi lægger os til at sove?!”

Underholdning behøver du sjældent bekymre dig om.

Der er altid noget at lave. Uanset om du har børnene med for at sove på standen, på en shelterplads eller i telt.

Jeg har altid dolke med, så børnene kan snitte. Og tændstikker og tørt kvas til et bål, hvis der er bålplads. Men tit vil mine børn helst bare løbe rundt og udforske området, klatre i træer, finde bær, lege skjul eller kaste sten i vandet. Og Ipads, dem efterlader vi altid hjemme i skuffen.

Hvis du vil have en aktivitet i baghånden, får du 4 forslag her. Alle er sikre hit i min egen familie:

4 ideer til sjove familieaktiviteter, I kan lave i naturen (før I lægger jer til at sove)

  1. Turbingo – Print pladerne hjemmefra og husk et par blyanter
  2. Find vej i skoven – Måske er der lagt en rute og poster ud netop dér, hvor I overnatter?
  3. Geocaching – Download appen hjemmefra og tjek om der er skatte i nærheden
  4. Snit en vandrestok eller noget andet i træ – Husk børnenes dolke (reklamelink)

Sådan bliver du klogere på ‘færdselsreglerne’ i naturen

Du kan læse mere reglerne for at overnatte og færdes i naturen på Friluftsrådets hjemmeside Oplev Mere – Brug Naturen.


LÆS OGSÅ: 7 grunde til, at oplevelser gør dig mere lykkelig end ting

LÆS OGSÅ: Sådan finder du den rigtige sovepose til dit barn: 4 ting, du skal vide, før du køber juniorsovepose


Artiklen er markeret med ‘reklame’, da Alleud.dk har udarbejdet artiklen
for Friluftsrådet som led i oplysningskampagnen “Oplev Mere – Brug Naturen“.

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

11 Responses

  1. Frank siger:

    Det er en helt vild god guide til hvordan jeg kan prøve shelter tur og overnatning på stranden med børnene.
    Jeg prøver det sku.
    Jeg har bare svært ved at finde et shelter der ikke er smadret og det overnatter jeg ikke i.
    Jeg har overnattet i telt med børnene, men vil helt vildt også prøve at overnatte i en shelter og nu også på stranden.

    • Line Wagener siger:

      Kære Frank
      Tusind tak for dine rosende ord. Jeg håber, I finder en shelter, der er fin. Jeg synes faktisk de fleste jeg kommer til er ret rene og pæne.
      Vh. LIne

  2. Stine siger:

    Hej Line

    Min mand og jeg og vores 2 piger og bedsteforældre, overnattede ved Andkærvig sidste sommer – det var så dejligt med nem adgang til vandet.

    Kender du andre shelters i nærheden af havet, som kan bookes på forhånd?

    • Line Wagener siger:

      Hej Stine
      hvor dejligt at høre – ja der er er skønt!
      Du kan bruge shelterappen og tjekke hvilke shelters, der kan bookes. Vejle Kommune har en del shelters, som jeg mener er bookbare.
      Langs Fyns kyster og på øerne i det sydfynske øhav er der masser kystnære shelters, som bookes via bookenshelter.dk
      God fornøjelse
      Line

  3. Janni siger:

    Such a great article! I was just reading it with the help of an automatical translator. So much information I was looking for for months on the same side. For Germans it isn’t that easy to have acces to those practical tipps for Danmark outdoor living since all the sites are in Danish and very seldom translated. But yours was really worth to do so.
    Do you think it is possible to use the free tent sites this year although we have restrictions all over Europe because of the Corona pandemic?

    • Line Wagener siger:

      Dear Janni
      So great to hear!
      Yes you can use the free tent sites – but I guess that many people we try to do so.
      I can´t guide you further on this! Sorry!
      Line

  1. 11. juni 2019

    […] Die Dänin Line Wagener schreibt auf ihrem Blog alleud.dk über Outdoor-Aktivitäten mit Kindern. Auf „alleud“ (was direkt übersetzt „Alle raus“ heißt, bei Kindern aber gerne für „Raus mit euch“ benutzt wird) bietet Line (auf dänisch) viele gute Tipps für Unternehmungen mit Kindern im Freien in Dänemark und anderswo. Hier gibt sie auch Tipps für die erste Shelter-Tour mit Kindern. […]

  2. 16. april 2020

    […] Læs trin-for-trin guiden til at overnatte i den danske natur på Lines blog. […]

  3. 3. november 2020

    […] Begynderguide: Sådan kommer du igang med at overnatte i naturen med børn […]

  4. 22. maj 2022

    […] Foretrækker du at sove i naturen? Læs Alleud.dk’s guide til at finde telt- og shelterpladser og anden overnatning i naturen […]

  5. 6. januar 2023

    […] Kom selv igang: Læs Alleud.dk’s begynderguide: Sådan kommer du igang med at overnatte i naturen […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.