Geocaching | Sådan finder du din første geocache – Tips til geocaching med børn | Stor guide

Geocaching familie aktivitet børn barn første cache guide

Geocaching er en fantastisk og børnevenlig udeaktivitet.

Overalt i Danmark (ja i hele verden) er der gemt små skatte (caches), som ligger klar til at blive fundet.

Med denne guide kan du du nemt og hurtigt kan komme igang med geocaching – alene eller sammen med dine børn.

I guiden her får du svar på:

  • Hvad er geocaching – og hvorfor er det sjovt?
  • Hvad har jeg brug for – for at komme igang?
  • Hvordan ser en cache ud?
  • Hvordan finder jeg de nemmeste caches?
  • Hvad er en muggler – og hvorfor skal jeg passe på dem?
  • Må jeg tage en bytteting fra cachen?
  • Hvad er geocaching-etikette?

Du får også

  • En trin-for-trin begynderguide – så du nemt og hurtigt kan komme igang
  • Tips til geocaching med børn: Sådan får du succes på din første tur

Hvad er geocaching?

Geocaching er en leg, hvor du – ved hjælp af GPSen i din mobiltelefon – leder efter små skatte (caches), som andre har lagt ud i naturen.

Overalt i verden ligger der millioner af små caches gemt. De er klar til at blive fundet. Er du klar?


Hvorfor er geocaching er det sjovt ?

  • Skattejagt bliver man aldrig for gammel til – og du behøver ikke selv arrangere noget, du kan tage ud og lede – hvor som helst og når som helst
     
  • På geocaching kommer du – med garanti – rundt til steder i naturen, i dit kvarter eller i byen – hvor du ellers aldrig ville komme
     
  • I nogle caches er der små bytteting, som du eller børnene kan tage med hjem – når I blot lægger en anden bytteting i stedet


Hvad har du brug for – når du skal på geocaching?

Du har brug for:

  • En mobiltelefon – med fuldt opladet batteri og appen geocaching (hvor du er logget ind)
  • En kuglepen, så du kan skrive dit navn og dato i logbogen i cachen
  • Tålmodighed og lyst til at lede

Derudover kan du medbringe

  • Små bytteting – som du kan lægge i cachen i bytte for en anden ting
  • En powerbank – hvis du være afsted lang tid og vil undgå at løbe tør for strøm
  • En paraply, hvis det regner – så du undgår, at der kommer vand eller fugt i cachen eller logbogen


Hvordan ser en cache ud?

Geocaches kommer i mange forskellige størrelser og faconer.

Størrelser:

  • Micro: Meget små beholdere – og altid mindre end 1 dl
  • Small: Lille beholder på mellem 1 dl og 1 liter
  • Regular: Mellemstor beholder på mellem 1 og 20 liter
  • Large: Stor beholder, der er større end 20 liter

Faconer

  • Caches findes i forskellige udformninger  – nogle er firkantede, andre runde, nogle er en figur, hvor logbogen er indvendigt. Andre caches kan være et rør eller noget helt femte

I appen kan du altid se, hvilken størrelse en cache har. Det fremgår også, hvis cachen har en særlig facon.

Sådan kan en af de helt store caches se ud (“large”)
Denne cache er “small” – og på størrelse med en lille flad madpakke

Hvor svært er det at finde en cache?

I geocaching appen kan du se, hvor vanskeligt det er at finde den enkelte cache:

Sværhedsgrad:

  • Sværhedsgraden er angivet fra 1 til 5
  • 1 – betyder, at cachen er meget let at finde
  • 5 – betyder, at cachen er ekstrem svær at finde – her skal du virkelig bruge din mentale power

Terræn

Caches er placeret mere eller mindre tilgængeligt.

Terrænangivelsen fortæller dig, hvor stor en fysisk anstrengelse, det er forbundet med at at finde cachen:

  • 1 – betyder, at cachen kan nås i kørestol og er placeret tæt på p-plads
  • 2 – betyder “børnevenlig” – dvs. at den kan nås uden vanskelige stigninger og afstande
  • 3 – betyder at du skal ind på små stier, at der kan være stejle skrænter, at du skal igennem tæt underskov eller ud på en tur på mere end 3 km
  • 4 – betyder ‘for rutinerede’. Her er der stor sandsynlighed for tæt krat, meget stejle skrænter, eller at du skal ud på en tur på mere end 15 kilometer for at finde cachen
  • 5 – betyder, at cachen er ekstrem svær at nå hen til og at der kan kræves specialudstyr for at nå den


Hvad er en muggler – og hvorfor skal jeg passe på dem?

Mugglere er betegnelsen for alle dem, som ikke er geocachere.

For at undgå, at en cache bliver flyttet, ødelagt eller taget af én, der ikke ved, hvad geocaching er, skal du være forsigtig, når du er på jagt.

Når du er på geocaching, må du ikke afsløre dig selv og cachen.

Er der mugglere omkring dig, bør du vente på, at muggleren går videre. Eller du kan vende tilbage til området og lede videre senere.


Hvad er bytteting ?

I de større caches er der tit bytteting.

Hvis du vil tager en bytteting fra en cache, skal du altid lægge en anden ting tilbage i cachen. Og den nye ting skal have mindst samme værdi.

“Og hvordan finder jeg ud af, hvad en bytteting er værd?”

Du kan selvfølgelig ikke altid gøre det op i kroner og ører, hvad en ting er værd. Men tænk på, at det skal være mindst lige så attraktivt for den næste at finde cachen, som da du selv fandt den.

Du bør altså ikke tage en fin pocelænsfigur fra en cache og lægge en rusten ølkapsel i stedet!

En cache med bytteting…..Hmmmm hvad skal vi dog vælge?
Når du tager en bytteting fra en cache, skal du altid lægge en anden ting i stedet, der har minimum samme værdi som den, du tager!

Etikette – når du er på jagt efter geocaches

  • Vær diskret: Sørg for mugglere (dvs. folk der ikke selv er geocachere) ikke opdager, at I leder efter noget
  • Put ikke madvarer eller genstande, der lugter eller er fugtige ned i cachen
  • Byt altid med en genstand, der har samme værdi (eller højere værdi) end den, du tager
  • Tag aldrig en “trackables” fra en cache – med mindre du ved, hvad du skal gøre med den
  • Pas på naturen og miljøet – og tag efterladt affald med, hvis du møder noget på din vej (dette er en af de vigtige geocachingværdier!)
  • Læg altid cachen tilbage præcis, hvor du fandt den
  • Fortæl aldrig andre, hvor du har fundet en geocache


Sådan kommer du igang med geocaching | Trin for trin guide

Start med at se denne korte introvideo:

Trin for trin guide: Sådan kommer du igang med geocaching

  1. Se introduktionsvideoen (Den varer 1:15 min)
     
  2. Opret en gratis profil på Geoching.com
     
  3. Download appen Geocaching til din telefon – og log ind med din profil
     
  4. Undersøg – via appen – hvor der er caches tæt på dig
     
  5. Udvælg den cache, som du gerne vil finde
     
  6. Put en kuglepen og eventuelt nogle bytteting i lommen
     
  7. Tag afsted på skattejagt – og naviger til cachens position ved hjælp af appen
     
  8. Når du har fundet cachen: 
    a – Log dit fund i appen – tryk på “fundet”
    b – Skriv dit brugernavn og dato i logbogen i den fysiske cache
    c – Tag eventuelt en bytteting fra cachen og læg en anden genstand retur, der har samme værdi, som den genstand, du tog 
    c – Læg cachen på plads – præcis hvor du fandt dem!
     
  9. Hvis du ikke finder cachen
    Det sker ind i mellem, at man leder forgæves. 
    Så må du give op – og logge “not found” i din geocaching app. 


Tips til geocaching med børn – sådan får du succes på jeres første tur


Inden du tager afsted på geocaching første gang

1 – Forbered dig – inden du involverer børnene

  • Download appen og opret din profil
  • Brug 5 minutter på at få styr på, hvordan appen fungerer og hvilke oplysninger du kan finde om de caches, der er tæt på dig
  • Sørg for at din mobil er fuldt opladet

2 – Sådan vælger du en cache, I kan finde

  • Undersøg størrelse, terræn og sværhedsgrad på caches i nærheden af dig i geocaching appen
  • Udvælg en stor cache (“regular” og “large”) og en cache, der er let at finde (sværhedsgrad 1-2½) – så er sandsynligheden for, at I kan finden cachen størst
  • Udvælg en cache der er “traditionel” – der findes også multicaches (som er en del af en serie) og andre typer, som kan være vanskelige at finde i starten
  • Kontroller “aktivitet” for den cache, du har valgt: Under ‘Aktivitet’ Her kan du se, om cachen er blevet fundet for nylig. Hvis andre har logget “fundet” inden for den seneste uge er cachen formentlig stadig derude. Omvendt: Hvis mange andre har angivet “ikke-fundet“, er cachen måske blevet flyttet eller blevet væk – vælg i så fald en anden cache
  • Læs hvad der står under “ledetråd” – her får du et hint til, hvor cachen kan være gemt

3 – Involver børnene

  • Fortæl, at I skal ud og lede efter en cache
  • Fortæl, hvor stor den er
  • Fortæl, at du ikke selv ved, præcis hvor cachen er gemt – og at I måske ikke lykkes med at finde den (så er forventningerne på plads)
  • Lad børnene selv finde nogle bytteting, som de godt vil af med – og fortæl, at de kun kan få lov at tage noget i cachen, hvis de lægger en anden ting i bytte. Fortæl også at det ikke er sikkert, at der er bytteting i cachen
  • Tal med børnene om mugglere. Det her er virkelig vigtigt: Når I er på geocaching, må I endelig ikke afsløre jeres leg eller en caches position. Er der andre mennesker i nærheden, når I leder, skal I respektere geocachingens “love” om dette – dvs. vent til der er fri bane. Men netop dette
    hemmelighedskræmmeri kan faktisk være noget af det sjoveste ved geocaching sammen med børn

4 – Gør jer klar til at tage afsted

  • Put kuglepen, bytteting og en fuldt opladet mobil i lommen
  • Tag godt fodtøj og overtøj på
  • Put eventuelt din mobil ned i et vandtæt hylster


Afsted på børnenes første geocachingtur

5 – Naviger til området, hvor cachen er gemt

  • Brug appen til at finde hen til området, hvor cachen er gemt. Lad eventuelt en af børnene holde telefonen og finde vej
  • Pling – når I er indenfor en radius af 6-10 meter fra cachen – siger appen pling – I er nu så tæt på, at I ikke får mere hjælp fra mobilen. Put den i lommen

6 – Begynd at lede

  • Led led led.
  • Kik op, kik ned. Kik der, hvor du selv, ville gemme en hemmelig skat
  • Sådan kan I få hjælp, hvis det kniber. Kik i appen under “ledetråd“. Her står der ofte et hint, som gør det lidt nemmere at finde cachen

7 – Når I finder cachen

  • Pas stadig på mugglere – stil jer gerne lidt væk fra gemmestedet, inden I åbner cachen
  • Skriv jeres navne og dato i den fysiske logbog i cachen
  • Log jeres fund i appen – ‘pling’ det siger en dejlig lyd
  • Byt eventuelt en ting fra cachen – husk reglerne for at bytte!
  • Læg cachen tilbage præcis hvor I fandt den
  • Giv hinanden et high-five – og gør jer klar til at finde endnu en cache


Geocaching – for dig, der har erfaring

De næste afsnit er rettet mod dig, der allerede er godt igang med geocaching.


Hvad er ‘trackables’ – og hvad gør jeg med dem?

I nogle caches kan du finde ‘trackables

Trackables er sporbare spillebrikker, der skal ‘rejse’ fra cache til cache.

Alle trackables har en unik kode, som gør det muligt at spores den. Nogle trackables har rejst over hele verden, fordi geocachere har flyttet dem fra cache til cache. Fra sted til sted. Fra land til land.

Hvad gør jeg hvis jeg finder en ‘trackable’?

Se videoen her, der fortæller om de forskellige typer trackables, og hvad du skal gøre, hvis du finder en


Kan jeg selv gemme en cache?
Geocaching for dig, der er særlig engageret

Har du selv har lyst til at lægge en cache ud, som andre skal forsøge at finde?

Det kan du sagtens!

Se videoen her, som forklarer, hvordan du gør – hvis du vil gemme din egen geocache:

Bag om geocaching – de vilde facts

  • Verdens første geocache blev gemt i år 2000 – i USA
  • Der er flere end 3 millioner aktive geocache i verden
  • I Danmark kan du finde mere end 30.000 caches
Avatar

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sådan får du succes med cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn 

Tilmeld dig Alle Ud's nyhedsbrev

Du har nu tilmeldt dig Alle Ud's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.