Sådan udlever du dine friluftsdrømme – selvom du er blevet forælder. Interview med en af Danmarks største friluftselskere

kajaktur Kajak baby børn

Mød Betina: Hun er en supersej mor!

En af den slags mødre, der stadig har friluftsdrømme, selvom hun har fået børn.
Og en af den slags mødre, der realiserer drømmene med sine børn.

“Selvfølgelig kan man det”, er hendes svar på det meste.

Betina har taget sine børn med på vandreture, klatreture, hundeslædeture, cykelture og kajakture fra de var små.

Læs her, hvad der driver hende – og hvordan hun overvinder udfordringerne.

Læs hvordan Betina fandt løsningen, der muliggjorde kajakture med sin kun 11 måneder gamle søn. Hvordan hendes friluftseventyr har påvirket børnene og familien. Og hvordan hun som mor takler “det-gider-jeg-ikke”-muggen fra sin pre-teenager-søn, når de skal på tur.

Du får også Betinas 7 bedste råd. De er til dig, der selv drømmer om flere aktive udeoplevelser med dine børn.

“Du kan stadig udleve dine drømme, selvom du er blevet forælder”

Betina mødte jeg sidste sommer. Hun er friluftsmenneske med stort F og eventyrer med stort E.

En kvinde, der lader sig begejstre og rive med.

Og som gør alt, hvad der er i hendes magt for at dele sin entusiasme og glæde ved aktivt friluftslivet med sine børn.

Mit møde med hende var tilfældigt. Betina havde lavet et Facebook-opslag i en gruppe, jeg også er medlem af. Og hun havde delt et billede af sin hjemmebyggede baby-kajak-indsats sammen med et par begejstrede ord.

Jeg blev vildt inspireret – kontaktede hende impulsivt – og hun sagde ja til et interview.

Og min begejstring blev ikke mindre, da jeg mødte hende: Betina er en sand rollemodel. En kvinde med topgod energi, en smittende passion for friluftsliv og aktive udeoplevelser – ja, en forælder, jeg på mange måder ser op til.

Her får du Betinas historie!

Lysefjorden Vandring kajak børn familie

Friluftsliv er kvalitetstid. Betina bruger enhver lejlighed til at dele sin passion for et aktivt udeliv med sine børn.

Interview med Betina: Friluftselsker, eventyrer…..og mor

Fortæl lidt om dig selv 

Jeg hedder Betina og lever et rimeligt almindeligt familieliv med job, partner og to børn.

Min ældste søn, Benjamin, er 11 år. Den yngste, Johan, er godt 1 år.

Jeg er tidligere elitebokser og klatreinstruktør.

Jeg mødte min kæreste for mange år siden. Vi er begge friluftseventyrer, og sammen har vi dyrket MTB, klatring, vandring, cykelture og kajak. Og selvfølgelig skal børnene være med, så snart det er muligt.

Du har opfundet en kajakindsats til din søn – hvorfor?

Jeg elsker at ro kajak!

Da Johan blev født, måtte jeg finde en måde, så han kunne komme med. Så vi ikke bare skulle sidde hjemme i sofaen.

Men det var ikke helt let. Løsningen blev en plastikindsats, som vi lavede efter en gipsafstøbning i den bagerste pakkeluge i min kajak. Plastikindsatsen er konstrueret, så Johan sidder fint men omvendt ikke sidder fast, hvis uheldet er ude, og kajakken kæntrer.

Inden vi tog kajakindsatsen den i brug, brugte vi mange timer i svømmehallen. Vi øvede os i kæntringer, og lod Johan falde i vandet, så han vænnede sig til det. Vi vippede kajakken og testede i det hele taget de situationer, der kunne opstå på vandet.

Sikkerhed er meget vigtigt for mig. Når vi er på vandet, har han selvfølgelig redningsvest på, og vi har altid en voksen ‘bagstopper’ i en kajak lige bagved, som kan holde øje med ham.

Da vi havde bygget indsatsen, tog vi afsted på kajaktur alle fire. Det var fantastisk!

Kajaktur børn baby kajak

Johan på 11 måneder er med familien på kajaktur i Betinas specialbyggede baby-indsats, der sidder fast i kajaklugen. Storebror Benjamin har sin egen kajak

Telttur med baby

En enkelt nat i telt – det kan godt lade sig gøre med en baby, mener Betina, der råder alle forældre til at starte i det små

Hvordan introducerede du dine børn til friluftslivet? 

Da Benjamin var lille sov vi i telt. Det var det vildeste, vi gjorde.

Men han elskede også at klatre i træer, og da jeg samtidig blev uddannet til klatreinstruktør, udviklede det sig.

Benjamin var kun 3 år gammel, da jeg første gang havde ham i klatresele og lod ham prøve en 15 meter høj klatrevæg i Hobro. Samme år tog vi ham med til Bornholm på klatretur.

Det var øvelse gennem leg. Træning og sjov samtidig.

Han blev hurtigt dygtig – og for et par år siden tog vi til Norge og klatrede. Her lykkedes det Benjamin at komme ud på Kjeragbolten. Det er en stor sten ved Lysefjorden, som er kilet fast mellem to klippevægge. Det var helt vildt at se ham stå der. Den lille dreng – han var kun 8 år.

Klatring Norge børn

Betinas søn Benjamin har klaret den svære klatretur ud på Kjeragbolten – en stor sten, der er kilet fast mellem to klippevægge i Lysefjorden.

Er du aldrig nervøs eller usikker, når det gælder børn og friluftsture?

Jo! Det er jeg tit!

Da Benjamin var 8 år, ville vi på vandretur med telt og alt udstyr for første gang. Vi anede ikke, hvor langt han kunne gå, hvor meget han kunne bære, om han kunne klare det.

Og vi var meget bekymrede for, om det hele ville ende i brok.

Løsningen blev, at vi øvede os. Og så opfandt vi forskellige ‘regler’, der skulle sikre, at turen blev en succes. Eksempelvis var reglen, at Benjamin bar snackposen og suverænt måtte bestemme, hvor og hvornår vi skulle holde pause.

Det fungerede supergodt – og betød, at han gik længere og holdt færre pauser, end hvis vi havde bestemt det hele. Og at han synes, turen var sjov og overkommelig.

LÆS OGSÅ: Hvad jeg lærte om vandring med børn: Distancer, gåtider og nødvendigt grej

Klatring børn friluftsliv

Betina introducerede sin søn Benjamin til klatring da han var 3 år. Han var vild med at klare i træer – så hvorfor ikke gå skridtet videre?

Hvilke reaktioner får du fra omgivelserne på dine friluftseventyr med børnene?

Mange siger siger: “Nu må I holde lidt igen” eller “Dét der kan du ikke gøre med børn”.

Jeg er uenig.

For selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Det handler om at gøre turene og oplevelserne til en leg. Det skal være sjovt.

Og man skal øve sig, træne og altid tage tingene lidt ad gangen – så man hele tiden bygger lidt ovenpå.

Selvfølgelig vil jeg aldrig tage på hundeslædetur – som vi gjorde, da Benjamin var 10 år – uden at forberede mig selv og ham grundigt. At sætte sig ned og tænke “det kan ikke lade sig gøre”, dét kommer jeg aldrig til!

LÆS OGSÅ: 7 (vigtige!) ting, jeg lærte af en 2½ måneders cykeltur med børn

Kajaktur Børn Familie Kajak

Sikkerhed er vigtigt for Betina. Her er det Benjamin, der får kajaktræning og skal lære at vende kajakken

Hvad betyder jeres fælles friluftsoplevelser for dine børn?

Jeg har aldrig selv haft denne type oplevelser, da jeg var barn. Men jeg er sikker på, at mine børn vil huske vores oplevelser sammen for altid.

I mine øjne er det kvalitetstid.

Det, at vi gør ting sammen – ting som jeg brænder for og elsker – betyder meget for sammenholdet i familien.

Min ældste søn har også fået utrolig stort selvtillid på den konto. Han siger, “vi gør det da bare”, når vi taler om nye ture og udfordringer  Og han tror – ligesom jeg – på, at tingene kan lade sig gøre. Det ser jeg som en stor gave.

Benjamin siger tit “jeg gider ikke”. Men dér spiller jeg forældrekortet og siger ‘Det skal du’. Og når vi først er afsted, ender det jo altid med, at han synes, det er fedt at være på tur. Og bagefter han siger altid “Jeg glæder mig SÅ meget til at fortælle mine venner, om hvad vi har lavet”

LÆS OGSÅ: 10 undskyldninger for at fravælge aktiv ferie med børn – og hvorfor de ikke holder

Har du selv rollemodeller?

Ja! Hjalte Tin og Nina Rasmussen har inspireret mig meget. De har vist, at børn ikke er en hindring for at få oplevelser. Deres bog “Held og Lykke” har været en stor inspirationskilde for mig.

Derudover har Anne-Mette Nørregaard betydet meget. Hun krydsede indlandsisen på den første rene danske kvindeekspedition i 2005  og har besteget Mount Vinson på Antarktis som første danske kvinde. Hun har – som guide – lært mig meget om vandring. Og så er hun enlig mor og har alligevel fundet og udvist stor styrke og handlekraft.


Betinas 7 bedste råd til forældre, der drømmer om aktive ferie og flere friluftsoplevelser med børn

  1. Stil krav og forvent at børnene kan
    Det er dig, der er forælder og dig, der bestemmer. Når du viser, at du tror på barnet og at du har brug for dem, kan barnet også meget mere.
  2. Inddrag børnene i planlægningen
    Min ældste søn brokker sig tit, før vi skal afsted. Vi har fundet ud af, at en god måde at inddrage ham på, er ved at lave en plus- og minusliste.
    Det gør turen helt konkret, og vi taler om, hvad der bliver spændende og sjovt (pluslisten), og hvad der måske er trælst (minuslisten).
  3. Pak ikke børnene ind i vat
    Lad være med at please børnene. De skal ikke behandles som rådne æg.
  4. Giv børnene vigtige opgaver
    Da Benjamin skulle med os på sin første fjeltur, var han 8 år. Vi besluttede at overlade ansvaret for én af vores allervigtigste ting til vores ham: Nemlig vores kniv. Uden en kniv er man lost på fjellet. Benjamin blev udnævnt som ‘knivmester’ og fik ansvaret for at passe på kniven. Det var vigtigt for mig, at han oplevede, at hans ansvar ægte, så han reelt påtog sig rollen. Det gjorde han – og han vandt utrolig meget stolthed på dén konto.
  5. Nybegyndere bør starte start med små ture og langsomt trappe op
    Start i det små og byg ovenpå lidt efter lidt: Læg teltet i bilen og kør ud og tag en enkelt overnatning. Start med det nemme, og dét, der ikke er så anderledes. Vil I f.eks. sove i shelter for første gang, så vælg en plads med wc og vand – frem for en afsides beliggende plads uden faciliteter. Det gælder om hele tiden at tage små skridt og være komfortabel i den situation, man er i.
  6. Tænk altid sikkerhed ind i det, I gør
    Tal turen igennem, før i skal afsted. Overvej, hvad der kan gå galt, og om der er noget, I er usikre på eller situationer, I ikke kan håndtere.
    Hvis udfordringerne virker for store, bliver risikoen for høj – og så må man vælge en anden rute, destination, årstid, investere i nyt udstyr eller tilegne sig nye kompetencer. Sikkerhed skal komme før alt andet.
  7. Skriv logbog
    Notér jeres vigtigste erfaringer ned. Både de gode og de dårlige. Man tror, man kan huske sine ideer, erfaringer og indfald. Men dér tager man fejl. Ved at have en lille logbog med sig på tur, kan man løbende notere sine tanker ned. Det er guld værd, når turen skal evalueres, og når næste tur skal planlægges.

Vil du have artikler som denne direkte i din indbakke? 

Gør som tusindvis af andre forældre:

Tilmed dig Nyhedsbrev fra Alle Ud her

Line Wagener

Redaktør på Alleud.dk. Min mission med Alleud.dk er at vise andre forældre vejen til flere fantastiske outdooroplevelser med deres børn. Jeg er selv passioneret outdoormenneske - og dyrker aktiv ferie i stor stil: Cykelferie, vandring, kano- og kajakture, MTB og andre outdooraktiviteter. Ved siden af jobbet som redaktør på Alleud.dk, driver jeg konsulentvirksomheden LINE WAGENER CONSULT (www.linewagener.dk)

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Få tips til cykelferie, kanotur, vandring og friluftsliv med børn


Tilmeld dig Alleud.dk's nyhedsbrev

Woop woop - du har nu tilmeldt dig Alleud.dk's nyhedsbrev. Inden længe modtager du ideer til FRILUFTS-ADVENTSGAVER Herefter får du gratis artikler om aktiv ferie og friluftsliv med børn. Du kan til enhver tid afmelde dig igen - med ét klik.